underlig tomhed

[TVS]

Er det bare mig eller er der ikke den mest mærkværdige tomhed indeni, efter en SA? Det er som om man slet ikke er en hel person mere, men at de mangler noget. Og i mit hoved er det eneste, der kommer til at jage den tomhed væk en ny graviditet. Det er da det mærkeligste. Jeg havde det da dejligt inden jeg blev gravid, men det er som jeg slet ikke kan komme tilbage til den fornemmelse efter denne SA. Som om det eneste, der kan hjælpe, er at blive gravid igen. Er det ikke en mærkværdigt?

________________
SA 7+1 i feb 2010
Har dejlig dreng på 4 1/2

[Marolle78]

Hej TVS!

Jeg kender alt for godt den følelse, du beskriver. Jeg har også været igennem nogle SA´er, og derefter har jeg heller ikke kunne tænke på andet end at blive gravid igen. Den store drøm om at få et barn bryder sammen, og man har allerede planlagt det hele inde i sit hoved. Regnet termin ud, hvornår man skulle på barsel, indretning af værelse til den lille ny, måske kender man nogle, som har samme termin etc.
Pludselig bliver gulvtæppet trukket væk under én, og man er helt tom inden i .

Min sidste SA var i juli, men jeg har ikke haft menstruation siden. Da min cyklus af uvisse årsager var gået helt i stå, har vi ikke kunnet forsøge længe, og det har været meget frustrerende. Jeg har været til gynækolog og har gået til zoneterapi, og nu er der endelig gang i min cyklus igen

Jeg håber, at du snart får to streger

Kram Marolle

[H]

Hej TVs
Hvad skete der?

[TVS]

Nu er der jo gået lidt tid siden SA - jeg er blevet et par svagt positivt ÆL-tests klogere (ellere rettere sagt IKKE klogere eftersom, de jo så egentlig ikke er rigtigt positive). Men nu sidder jeg så her og laver kropssymptom-analyser (hvor er det dog irriterende at have det på den måde ...) Men jeg syntes nu altså, at der både er kvalme og svimmelhed tilstede - men lur mig om det ikke er min krop, der er ved at spille mig et puds. Men man har jo lov til at håbe. Jeg bliver ved med at tage den ene ÆL test efter den anden, bare for at GØRE noget. Jeg syntes, at det er virkelig irriterende at jeg ikke ved, nogenlunde hvornår jeg har ÆL og hvornår jeg kan forvente mens. Jeg plejer at have rimelig godt styr på det - når jeg selv skal sige det. Jeg må sige, at jeg er vældig glad for at gå på arbejde, for det får mig da til at tænke på noget andet.

[Tibina]

Kære TVS,

Jeg fandt aldrig min ÆL den føste måned efter mine MA'er. Mine cyklusser blev også længere og det tog lidt tid inden de blev mere regelmæssige. Tålmodighed er nok det eneste der virker - og noget at det mindste man har

Selvom jeg lige nu har en baby der fredeligt sover på sofaen ved siden af mig, har jeg stadig en tomhed efter mine to aborter. Om 14 dage kunne vi have holdt 1 års fødselsdag - og om 2 mdr have holdt 2 års fødselsdag. Tænker dagligt på disse to "børn", hvordan mon de ville have set ud, hvad de ville have kunnet (lært at kravle, gå, spise mad osv.) Ved ikke om det bare er mig, der er ekstra følsom, og selvfølgelig har en ny graviditet og fødsel hjulpet på tomheden - bare ikke så meget som jeg havde troet. Så jeg synes bestemt ikke at det er mærkværdigt, du føler en stor tomhed.

HÃ¥ber snart du bliver gravid igen,

[Flunken]

Hej TVS

Jeg kender alt for godt følelsen og den kom meget bag på mig efter 1.abort - troede slet ikke jeg var typen til at få det sådan. Jeg kan kun sige at tiden hjælper og nu efter 2.abort har jeg faktisk haft det helt ok - som mig kan du jo også sige til dig selv, at det nok skal lykkes, da du har barn i forvejen - så jeg prøver at sige til mig selv, at jeg da selvfølgelig er gravid indenfor det næste ½ år.

Håber du snart står med de 2 dejlige streger.

Held og lykke

Flunken

[TVS]

Hej Flunken, det håber jeg også at du er. Nu er min mens endelig kommet, omend det var en langvarig en og jeg har positive ÆL-test for tredje dag i træk (hvor længe kan en ægløsning trække ud???) Men hvis de taler sandt, er det jo bare dejligt, for så har vi da rigtig mange chancer for at jeg kan blive gravid. Jeg tør bare ikke hverken håbe eller tro på noget. Er kommet til det punkt, hvor jeg går og fortæller mig selv, at det måske er bedst alligevel at være 1-barnsfamilie. Desuden havde jeg absolut en ubehagelig første graviditet - jeg havde det elendigt fra start til slut - og en barsel, der mest var præget af et barn med kolik i rigtig mange måneder. Så på den måde har jeg jo ikke lyst til lige præcis det. Og jeg kan næsten ikke overkomme tanken om endnu en negativ graviditetstest eller en SA igen. Det får bare mig til at køre op og ned i en følelsesmæssig rutschebane.

På den anden side ser jeg på min dejlige dreng på 4 og syntes at han er helt fantastisk og vil give hvad som helst - selv alt det der elendighed under graviditet og barsel - for en til at slagsen. Men jeg tør stadigvæk ikke at håbe på en positiv test for jeg er bange for bare at blive skuffet igen. Og det er så hårdt.