Ja, igår spurgte min mand så (endelig - han har ikke vist den store interesse i behandlingerne) lidt ind til ÆU. Hvornår jeg regnede med, at det ville blive. Ja, det kan jeg jo af gode grunde ikke sige noget om. Det bestemmer mine æg jo. Men jeg regner da med, at det blive om ca. 14 dage fra idag +/- det løse. Herefter så han helt forkert ud i ansigtet og sagde, at han overhovedet ikke kunne, hvis det blev fredag om 14 dage, fordi han sad i møder hele den dag.
?? Øh ??? Det kan jo meget vel blive lige præcis den dag!!!
I løbet af en brøkdel af et sekund, så jeg lige den sidste halvanden uge med kunstig overgangsalder og alle sprøjterne være fuldstændig spildt. Jeg blev så rasende som han aldrig har set mig før. Jeg havde kun 1 ting at sige til det. DU HAR BARE AT TROPPE OP!!!!!!!!!!!!!
Så skal jeg ellers lige love for, at vi havde et skænderi, der sagde spar to. Vi skændes ellers sjældent. Men jeg blev bare så fuldstændig rasende og bange for at have spildt et forsøg. Kunne lige se det hele for mig. Kun 2 forsøg tilbage (går udfra det tæller som et forsøg, når det er en selv, der afbryder det) og ingen chance for at nå endnu en IVF, inden vi skal på Riget. Men lige pludselig kom kortene bare på bordet. Han ville slet ikke alt det her behandling, og han syntes heller ikke vores forhold var så godt mere o.s.v. o.s.v.
Jeg blev så ked af det. Ved da godt, at alle de ting, der er sket, har været hårde for forholdet. Men jeg håbede da, at vi kunne kæmpe sammen om at få et barn og dermed få et normalt liv igen. Ligeså stille er det blevet sådan, at vi lever paralelt. Jeg lever indeni min bobbel af en BIB-verden, og han gemmer sig bag arbejdet og tavsheden. Det eneste jeg tænker på og taler om er den her barnløshed og behandlingerne, og det er åbenbart ved at drive ham til vanvid. Så skulle han fandme bare prøve at være den, der skal tage alle de lortehormoner og gå til alle de undersøgelser m.v. Det kommer jo helt automatisk til at fylde meget for mig. Hvorfor er det så svært at forstå?? Og bare sætningen: "Jamen jeg har det sgu heller ikke alt for nemt" får mig til et slå flikfklak. Hvad fanden har han at bitche over. Han har indtil nu kun skulle aflevere svømmere 3-4 gange. Ja hallo mester. Skal vi lige tælle sammen engang, hvor meget tid jeg har tilbragt ude på hospitalet det halvandet sidste år?
Øv en rigtig lorteaften.
Efter at jeg gik fuldstændig i flint over hans udmelding, endte han dog med at love mig, at han nok skulle være der til ÆU...uanset hvornår det bliver.
Vi blev også enige om, at vi skal gøre noget mere (MEGET mere) for at pleje vores forhold, så der ikke kun er BIB på programmet. Jeg håber, at vi kan finde på noget hyggeligt allerede i denne weekend. Orker absolut ikke flere af disse sammenstød, når jeg er så hormonpåvirket. Jeg begynder bare at tude med det samme, og så får jeg slet ikke sagt, det jeg gerne ville. Det bliver bare en masse spydige kommentarer, selvom jeg allerhelst ville sidde og kramme.
Her dagen efter skænderiet hvor al dramaet har lagt sig, raseriet fortaget sig og den rette ansigtskulør atter er vendt tilbage, så kan jeg jo også godt se situationen fra begge sider. Jeg holder stadig ved, at når man har sagt A, må man også sige B. Han kan ikke tillade sig at springe fra midt i et forsøg. Der vil aldrig være noget arbejde, der i min verden vil være vigtigere end det at lave et barn. Heller ikke selvom det er på en klinik, når det nu ikke kan være anderledes.
Samtidig forstår jeg godt, at det er pisse træls at være ham, som slet ikke har en særlig stor rolle i behandlingsræset, og skulle høre på hans hormonpåvirkede kone, der bare kævler løs om behandling i én uendelighed. Plus at jeg slet ikke har haft lyst til at være sammen med ham, hverken intimt eller socialt. Jeg har bare være en træt, sur og uoplagt kælling i månedsvis, og det selvom han slet ikke havde lyst til at vi kom i behandling i første omgang. Han er jo kun hoppet med på vognen for min skyld.
Uanset hans meget uheldige bemærkning igår, så elsker jeg ham jo overalt i verden. Jeg vil gøre alt (undtaget at droppe at få børn) for at vi skal få forholdet til at fungere igen. Lige nu føles det bare som om, der er lang vej tilbage på sporet igen. Hvor skal man starte, når først det er kommet hertil? Jeg elsker ham helt vildt. Det sidste jeg ønsker, er at forholdet skal ryge. Men jeg har heller ikke uanede mængder tid at rutte med, når jeg bliver 32 næste måned. Når man har forsøgt at få børn i noget der ligner 2,5 år, men stadig ikke har udsigt til succes, så ved jeg jo godt, at det måske ikke lige sker fra den ene dag til den anden. Gider jo heller ikke at ligne en bedstemor til mit eget barn. Desuden har der været så rigeligt ventetid som BIB.
Wow. Den blev lang.
Måtte bare ud med det, inden manden kommer hjem i aften. Hellere her end til ham. Vil helst ikke ud i 2. runde fra igår.
God weekend.
) og det kommer virkelig til udtryk nogle gange.. Jeg tror både det er en kombination af at det er os kvinder der skal udsættes for alt det fysiske, og derved bliver mindet om behandlingen hver dag, når vi skal stikke eller sprøjte eller noget andet.. men også fordi jeg ikke tror mange mænd helt kan sætte sig ind i det med babyer, før man stikker dem deres egen i armene 
Som min kæreste siger, tænker han slet ikke over det i hverdagen, kun engang i mellem når han lige bliver mindet om det.. selv når vi er midt i behandlingen, tænker han heller ikke over det.. mens det i mit hovede fylder størstedelen af alt tankevirksomhed.. og jeg tænker på det mange gange i løbet af en dag!
Jeg kunne i meget lange perioder ikke tænke på andet en babyprojekt - et under, at jeg hverken blev fyret eller skilt 
