hej.
jeg vil bestemt ikke skræmme nogen, men jeg har brug for at dele min historie med jer, min terminsgruppe, og fortælle om min dejlige og superseje silas.
den 27. maj kom vores dejlige silas til verden. en noget besværet ankomst han gjorde. jeg havde gennem 14 dage haft spontane opkastninger ved måltider, haft det tidligere i graviditeten og fået piller for det og skulle tage dem igen sagde min læge. havde fået en del væske i hele kroppen, også nogle ordentlige kæber, som min svoger så yndefuldt kunne udtrykke det. min vægtstigning var nået 16,5 kg om mandagen. onsdag d. 27. maj fik min kæreste overtalt mig til at ringe til lægen med de her opkastninger. sagen er, at jeg har gået til ekstra scanninger pga. for lille vækst. så hvis jeg ikke kunne holde maden i mig, var der jo heller ikke noget til lille manden. jeg havde dog bemærket mindre liv end vanlig og fortalte også lægen dette. jeg fik en tid samme formiddag. hun målte mit blodtryk, som var meget for højt, havde proteiner i urinen, vægtstigningen sagde nu 19,5 kg (3 kg ren væske på to dage), vi hørte barnets hjertelyd. hun ringede til fødegangen og jeg skulle komme og få kørt en strimmel. jeg var helt opløst af tårer og samtidig havde jeg intet fattet af alvoren, jeg havde jo svangerskabsforgiftning! jeg trak min cykel mens jeg sms'ede med min kæreste. kunne ikke klare at snakke med ham, ville lige have samlet mig igen. senere i forløbet har historien ændret karakter, således at jeg cyklede til et akut kejsersnit, det lyder lidt sejt... jeg ankommer til fødegangen og ringer på, det føles som om det varer en evighed inden der kommer en, endelig kommer der en person i blåt tøj og jeg nærmest springer hende om halsen og er grædefærdig.
det er heldigvis min egen jordemoder, som er på vagt. jeg bliver anbragt i fødesengen og de spænder scannerne fast på min mave. de beder mig ringe til allan og siger han skal komme herop efter arbejde, de snakker indlæggelse til observation. der kommer nu en mere læge og en laborant som tager blodprøver, to sygeplejersker tager mit tøj af mig og hjælper mig i hospitalstøj. lægerne snakker om at barnet er stresset og skal ud NU, den ene vil vente på svar fra blodprøver. alle kigger hen mod kurven som jeg ikke kan se og nok heller ikke ville have forstand på. de beder mig ringe til allan igen og siger at de laver kejsersnit nu. han er på parkeringspladsen og styrter op til mig. godt vi havde nået at være til fødselforberedelse, ellers vidste han intet om hvor han skulle hen. 30 min efter første opringning til allan er silas født, kl. 13.46, vægt 1806 g og 44 cm. jeg er i fuld narkose og bliver kørt til opvågning. silas bliver genoplivet og lagt i respirator, for derefter at blive kørt til neonatalafdelingen. allan farer rundt på sygehuset mellem silas og jeg, de ringer fra begge afdelinger når sker ændringer i vores tilstand.
kl. 20,30 kommer ambulancen fra skejby med læge og sygeplejerske, de bringer silas til skejby på 1 time fra herning. jeg ligger imidlertid på intensiv og har slet ikke set min søn, kun på billeder tilkoblet en masse udstyr. vi er blevet spurgt om vi ønsker ham døbt, da de ikke ved om han klarer den. jeg er for syg til at kunne transporteres til skejbys intensiv afdeling for børn og allan vælger at blive ved mig. silas' farmor og faster tager straks afsted til skejby og er der for silas. allan tager til skejby torsdag morgen. jeg har ikke kunnet sove hele natten, tankerne har myldret i mit hoved, næste dag skal jeg vurderes af en læge. da jeg fortæller ham at han har tre øjn får jeg ikke lov til at komme afsted, får magnesia i drop pga fødselskramper, blodtrykssænkende medicin samt smertestillende for såret. allan ringer og holder mig underrettet om silas' tilstand, hans hjerne er hævet og muligvis har han en blødning, skal CT scannes og måske opereres for blødningen, hævelsen kan de ikke gøre noget ved, så falder den ikke af sig selv vil han dø. det er så sindssygt hårdt ikke at kunne være der for sit barn og tage stilling til så alvorlige ting, samtidig med man er i chok. det er det værste jeg har prøvet. jeg bliver overflyttet til skejby om aftenen og ser min silas for første gang kl. 22.30, halvandet døgn fra hans ankomst til denne barske verden. det er så stort et tidspunkt!!! blødningen i hjernen er afblæst, hævelsen fortog sig, tre døgn gammel kom han på almindelig neonatalafdeling i skejby. en uge i skejby og vi blev overflyttet til herning, her har vi så været i 16 dage idag, jeg har skrevet dette indlæg med silas på armen. vi har ham med ovre på værelset hele dagen og sover med ham om natten. vi tror snart på vi snart er hjemme igen, skulle have termin søn. 28. juni. han vejer nu 2185 g og spiser ca tre af hans seks måltider ved mig, godt nok ikke hele måltider, men det han har kræfter til. vi ved ikke om han vil få komplikationer senere i livet som følge af genoplivningen og deraf manglende ilttilførsel til hjernen, men vi er ligeglade, vi har silas og det er det vigtigste- vi elsker vores superseje silas over alt påjorden.
håber ikke dette er for barskt at læse, jeg har tudet mens jeg skrev det og kan mærke det har hjulpet mig. men skriv bare hvis i ikke finder det passende, har nemlig været meget i tvivl.
ønsker jer al mulig held og lykke til med jeres fødsler.
knus anette
