Et par har dyrket ubeskyttet sex i 3 år uden at blive gravide. Kvinden spørger bl.a. til om kraftige blødninger i sine unge dage kan gøre at hun har mistet mange æg og dermed har sværere ved at blive gravid.
Svar fra Per Rasmussen, Fertilitetslæge på Odense IVF
Jeg synes som det første, at du/I skal kontakte jeres læge og bede om at blive henvist til en fertilitetsklinik. Det er rigtigt at det generelt tilrådes at forsøge ét år inden henvisning (såfremt der ikke er kendskab til forhold der nedsætter frugtbarheden). I jeres alder vil 85% have opnået en graviditet efter et års forsøg. I har jo prøvet mere eller mindre i mere end 3 år, så jeres læge bør tage jeres anmodning alvorligt.
Når du bløder regelmæssigt, har du også ægløsning. Du har fået lavet en normal kikkertundersøgelse (fik du gennemskyllet dine æggeledere?). Der skal tages enkelte blodprøver for at vurdere din hormonregulering og din partner vil blive bedt om en sædprøve. Når disse prøver er gjort vil man drøfte behandlingsmulighederne med jer.
At du har haft kraftige og langvarige menstruationer påvirker ikke antallet af dine æg. Der går et konstant antal æg til grunde hver måned uanset blødning og ægløsning.
Jeres chance for graviditet afhænger selvfølgelig af resultatet af undersøgelserne, men generelt vil chancen for jer være omkring 90%.
Held og lykke.
Med venlig hilsen
Per Emil Rasmussen

