at min mor skal knoglemarvs transplanteres. Den dag vi længe har gået og higet efter er nu kommet og det er meget underligt.
Min moster var på Skejby i 5 timer i går for at få høstet knoglemarvsceller og de fik rigtig mange ud af hende, så hun skal kun derud i 1½ time i dag så har de celler nok til min mor.
Kl. 13.05 skal min mor på kommunehospitalet og have strålebehandling i en halv time og derefter returnerer hun til amtssygehuset, hvor hun har været indlagt siden søndag eftermiddag. Sidst på eftermiddagen får hun så knoglemarvscellerne.
Det er simpelthen sådan en underlig dag. Nu har vi i månedsvis ventet og ventet på, først en diagnose, så om hun var egnet til en transplantation, havde hun en søster eller bror der matchede, ville eksperterne give grønt lys til transplanationen pga hendes specielle sygdomskombination og nu er det NU. Det er ligesom "point og no return". Nu er behandlingen der endelig, nu sker det virkligt. Men samtidig så er det også meget skræmmende, for nu får min mor endelig behandlingen som kan redde hendes liv, men gør den det? Det er jo så det næste vi skal gå og vente på. Vi ved at indenfor 1 til 2 uger bliver min mor rigtig meget syg, og det skyldes simpelthen at hun har fået fremmedlegme ind i sin krop, der nu skal bekæmpe den sidste rest af hendes eget imunforsvar og knoglemarv og så skal det gå ind og overtage produktionen. Jeg er meget "spændt" på at se hvor syg hun bliver. Vi så en relativ ung mand inde på afdelingen i onsdags da jeg besøgte min mor og han var blevet transplanteret et par uger for inden. Han var meget svækket og kunne ikke gå særlig godt. Så det er ikke til at vide hvordan min mors krop reagerer.
Så selvom det "bare" er en drop pose med celler min mor skal have idag, så vælter tankerne rundt inde i mit hovede og jeg kan slet ikke tænke på andet, for det er bare så skelsættende.
