Jeg har lige brug for at få luft og komme af med lidt.
Jeg er (har jeg fået at vide) ikke normal. Jeg elsker min kærestes søn - OVERALT på jorden. Måske fordi jeg endnu ikke selv har børn. Og jeg er ved at være godt træt af, at det ikke er iorden at elske sine "bonusser". Jeg ved godt at jeg ikke er hans mor. -Jeg vil ikke forsøge på at være det, eller bilde mig selv ind, at jeg tilnærmelsesvis kan komme til at få så stor en rolle i hans liv. MEN JEG ER DA HAMMER LIGEGLAD!!! derfor kan jeg da godt elske ham über alles.
Ja ja ja.. jeg kan godt se at det kan være svært for moderen. Men ikke hans mor. Måske er jeg bare drøn-heldig, men vi har et fantastisk godt forhold til hinanden. -Vi er IKKE veninder, bliver det heler aldrig, men vi snakker rigtig godt sammen, både hende, min kæreste og jeg. Samarbejdet omkring ham er helt i top. Når selv hun synes at det er skønt med en ekstra der knuselsker hendes søn, en ekstra til at tage over når der er brug for alenetid eller tidsnød, hvorfor er det så at alle andre skal gøre det til et problem???
(kender godt alle skrækeksemplerne med nye kærester der vil lege mor/far og børn, men der er det jo en hel anden problemstilling)
Havde bare brug for at få vejret igen. Jeg vil have lov til at elske min lille Troldeunge...

