Dagen startede normal. Jeg tog på arbejde og jeg vidste at min mor skulle på sygehuset og have anden omgang kemo sprøjter.
Kl. 9.30 ringer min stedfar og græder i telefonen og jeg forstår på ham at de nu mistænker at min mor har udviklet leukæmi. Jeg skred fra mit arbejde og kørte der op over var oppe hos dem 10 min senere. Min mor fortalte at hendes blodprocent nu var på 4,6 og de kunne ikke finde nogen blodplader i hendes blod (et raskt menneske har over 400 millioner) og der var en masse andre ting der får nålen til at pege i retningen af at hun nu har nået leukæmi stadiet. Så kemo sprøjterne blev indstillet og i stedet for skulle hun have lavet en knoglemarvsprøve med det samme og det blev lavet som en hasteprøve så der foreligger svar allerede på onsdag.
Da vi så gik fra knoglemarvsprøven og tilbage på ambulatoriet, fik min mor det rigtig dårligt. Vi kom tilbage og hun blev lagt i seng og så lå hun bare og rystede helt ukontrolleret, frøs og fik høj feber. Så lige pludselig blev min mor indlagt fordi nu skulle hun på pencillin kur i drop.
Så nu venter vi på svar. Svar på om min mor har udviklet leukæmien. Vi venter også svar på om en af hendes søskende kan bruges som knoglemarvsdonor. I dag er der gået 3 uger siden de fik taget blodprøver, så forhåbentlig kommer der svar inden for 1 til 2 uger.
Men puha, jeg kan bare slet ikke lade være med at tænke på den dødelighedsprocent der er, for den er ret høj og jeg har bare overhovedet ikke lyst til at miste min mor, hun er jo kun 63 år gammel. Det er alt for tidligt.
Jeg føler også en stor afmagt. Afmagt over, at jeg ikke kan gøre noget aktivt for at skubbe på processen. Da jeg var på hospitalet i dag, var jeg datteren med det store overblik, der sørgede for en masse praktiske ting, der sørgede for at der blev snakket med sygeplejerskerne om nogle forskellige ting som jeg vidste min mor ville have op at vende med dem, men hun magtede det ikke selv. Så jeg følte mig ovenpå, for jeg følte at jeg udrettede noget. Så kommer jeg hjem og nu kan jeg kun sidde med hænderne i skødet og det passer mig bestemt ikke og jeg kan næsten ikke holde det ud. Hvor ville jeg da bare ønske at der var noget mere jeg kunne gøre.
Det var ikke lige sådan jeg havde forestillet mig at min uge skulle begynde. Jeg fylder år på onsdag og jeg er bare SÅ ligeglad med min fødselsdag, jeg vil bare gerne have en rask mor og en rask mormor.
Hvor er det dog hårdt, det I går igennem!!
