Hej.
Dette er det samme indlæg som i barnløshed/behandling. Jeg ville bare høre, om der er nogen "på den anden side af hegnet", der har oplevet noget i samme stil, for at vide hvordan det er at være i mine veninders sko... om der er noget jeg selv kan gøre anderledes osv...
Som overskriften lyder, har vores barnløshed betydet at mange er faldet fra... op til behandlingen manglede jeg overskud, og måtte lade et par veninde-forhold (to af mine bedste og ældste) glide ud i sandet, fordi jeg ikke orkede at kæmpe for det, da det i forvejen hang lidt i bremsen efter jeg var flyttet ca 50 km væk fra min/vores fødeby.
Det seneste årstid, er yderligere to veninder faldet fra, efter de er blevet mødre, og derfor så åbenbart tror at jeg ikke kan holde ud af være sammen med dem mere, eller kommer til at græde over deres søde unger eller også orker de ikke mine problemer længere (ikke at jeg taler ret meget om det, men alle ved vi er i behandling)
Der er også nogle vennerpar, der er faldet fra. Nogle som vi hyggede med mens ingen af os havde børn, men som nu aldrig mere har tid efter de har fået et barn. Jeg ved godt man har travlt med at passe sit barn, og ikke kan føjte hver anden dag - men det er så grotesk langt ude, at det er tydeligt at de bare hellere vil være sammen med andre med børn, måske fordi det er nemmere... Det er ikke fordi det var nogle mega TÆTTE vennepar, men trods alt nogen vi morede os rigtigt godt med når vi endeligt var sammen.
Nu er yderligere en veninde ved at falde fra fordi hun også er blevet mor. De havde mange problemer med indlæggelser efter fødslen og ved det har været hårdt. tror hun måske også har haft en lille fødselsdepression. Nu har hun trukket sig helt fra mig, fordi hun ikke vil tale med mig om hendes problemer med barnet. Hun føler hun pisser på mig hvis hun fortæller om at hun er træt og ikke lige orker sit barn (han har været meget meget besværlig og bla også pga indlæggelserne har det jo ikke lige været som en drøm at få et barn for hende...)
Jeg under alle mine veninder det bedste i verden, så når de har det svært vil jeg gerne hjælpe. Ligesom jeg "læsser af" på dem når jeg har det svært.
Jeg føler mig så alene og isoleret. Jeg har èn meget tæt veninde tilbage, hun er også mor, men har bevaret sig selv trods alt man går igennem når man får et barn.
Er der andre der har oplevet noget i den stil??
