Gravid hurtig efter fødsel. Nogen her med erfaring?????

[ønsker-familie]

Hej alle skønne kvinder...

Den 15/11-2010 fødte jeg en helt vidunderlig, skøn og dejlig søn. Og vi er begge utrolig stolte af ham...
Vi var begge to enige om, at der ikke skulle gå lang tid før den næste skulle komme, da vi gerne vil have, at de er "jævnaldrene", så de får mere ud af hinanden. Så vi har ikke passet på. Og vi vil begge blive glade, hvis jeg bliver gravid...

Min mand er 36 - bliver 37 til august.
Jeg er netop blevet 28 i januar.

Sagen er den, at jeg fik alm. mens. den 29 december til 4 januar.
Den 8 januar var jeg til tjek, hvor jeg også fik en underlivsundersøgelse. Efter underlivsundersøgelsen blødte jeg i knap en uge...
Tænkte, at jeg nok ville få mens. igen i slutningen af januar. Men det fik jeg ikke.
I sidste uge tog jeg en graviditets-test som var negativ.
Har netop taget en test til, som er positiv...

Jeg VED min mand bliver ovenud lykkelig, når han kommer hjem fra job, og jeg fortæller ham, at jeg er gravid igen.
MEN MEN MEN - Hvorfor er jeg ikke ovenud lykkelig? Det troede jeg, jeg ville blive... Jeg er heller ikke ked af det. Jeg er mere "nervøs/bange" tror jeg. Det er svært at forklare mine følelser lige nu. Jeg tænker lidt - ej måske det alligevel ER lidt for tidligt, efter vi har fået vores søn. Og jeg får faktisk ondt af min søn. Synes, det er synd for ham, at jeg nu er gravid... Det er utrolig svært at forklare...

Her er mine spørgsmål;

01 - Er der nogen af jer kvinder, som evt. også er blevet gravide hurtigt efter I havde født???
02 - Hvordan havde I det, da I fandt ud af det???
03 - Hvordan havde I det, igennem graviditeten samtidig med I havde en baby i forvejen???
04 - Havde I også "skyldfølelse" overfor jeres baby I havde i forvejen, i starten af graviditeten???
05 - Hvordan er det gået, og hvordan hhavde/har I det EFTER I fødte barn nummer 2???

Håber, på nogle dejlige svar som kan berolige mig. Men regner selvfølgelig også med realistiske svar...

Mange venlige og nervøse hilsner herfra

[Blomsterpigen]

Kan desværre ikke svare på dine spørgsmål, men tror da at det er meget normalt at du lige skal vænne dig til tanken. Især når det er sket så hurtigt.
Tillykke med den positive test. :)
Har en god veninde som var gravid 4 mdr. efter hun havde født sit første barn. Selvfølgelig har hun haft en hård graviditet, da første barn altid har været meget syg og til sidst hvor hun var højgravid, havde hun da også svært ved at bære rundt på den "store" osv.
Men meget kan jo heldigvis lade sig gøre hvis man har en hjælpsom mand/kæreste.
Selvom det uden tvivl bliver hårdt for jer, så bliver det da det hele værd :) Tænk på hvor meget glæde din søn og den lille ny får af hinanden.
Så glæd du dig bare til endnu en graviditet, synes du skal nyde den fuldt ud :)

[ønsker-familie]

Hej Blomsterpigen...
Tak for dit svar
Jeg beroligere mig selv, ved at sige, at for det første få de rigtig meget ud af hinanden, fordi de er så tæt på hinanden. Min søster er 8 år yngre end jeg. Vi elsker hinanden overalt på jorden, men jeg gad da aldrig lege med hende, da hun var lille. Vi havde jo intet tilfælles. Min mand og hans bror er der 4 års forskel på. De legede heller ikke sammen. Hvor mange for.eks 10-årige drenge gider lege med en dreng på 6 ?
Og så siger jeg også til mig selv, at når jeg føder den næste, der skulle min nuværende barsel jo slutte og vores skønne vidunderlige dejlige smukke søn skal starte i dagpleje der. Så mens han er i dagpleje, har jeg den lille nyfødte alene om dagen, så jeg måske har mulighed for lidt søvn

Viste min mand testen, da han kom hjem fra job. Han blev vildt glad og kyssede og krammede mig...

[Flunken]

Hej med dig

Allerførst STORT tillykke med den lille i maven.

Jeg har ikke været i helt den samme situation som dig, da min nr.1 var 1 år og 5 mdr, da vi igen stod med en positiv test. MEN alligevel kan jeg 200% genkende alle dine følelser!!! Vi havde besluttet os for ca dén aldersforskel, men det var primært min mand, der blev glad. Faktisk tror jeg slet ikke det rigtig lykkedes mig at glæde mig over den graviditet på noget tidspunkt. Mit hovede var så fyldt med tanker om, at jeg synes nr.1 var for lille og hvordan jeg skulle få overskud til at dække hans behov også. Samtidig kunne jeg på ingen måde forestille mig at elske et barn nr. 2 lige så højt.

Lillebror kom ud kort efter nr.1 var blevet 2 år og heldigvis mærkede jeg en kærlighed fuldstændig ligeså stor til den lille trold helt fra starten. MEN, min store drenge reagerede ved at lukke sig helt ind i sig selv og være ked af det. Han kunne slet ikke forstå, hvorfor vi ikke havde den samme tid til ham, selvom vi gjorde, hvad vi kunne. Så jeg brugte de første 2 uger på hver aften at sidde ved ham, når han sov og vræle over, hvad vi dog havde gjort/tænkt på....

Efter nogle uger blev det hverdag og han og vi vænnede os til den nye situation. I dag kan han ikke huske, at han nogensinde har været alene om os og selvom de skændes ind i mellem er det en gave, at have søskende så tæt - de er bedste venner - sover, leger og gør alting sammen og savner hinanden, når den ene er væk. Alle mine bekymringer fra starten er gjort til skamme!

Jeg har nogle venner, der har fået børnene en del tættere og de har ikke oplevet nr.1 reagere på samme måde, da han var for lille. Mit "råd" er - slap af med dine følelser - de er naturlige!!! Det bliver hårdt i starten, men fedt i det lange løb!!!!!

Held og lykke med det!

Kh Flunken 32+1 med barn nr.3 og denne gang er jeg ikke bekymret ;)

[nanna444]

Hej
Foerst og fremmest et stort tillykke med graviditeten og selvfoelgelig din fantastiske lille soen
Haaber ikke at du allerede nu er alt for plaget af kvalme, det kan jo godt blive lidt haardt med en lille stoerrelse paa armen
Jeg kan sagtens genkende dine foelelser og jeg tror at det er meget normalt - for det at faa et barn er jo en kaempe omvaeltning i ens liv....at ha to med meget kort mellemrum virker naesten overvaeldende!
Selv var min soen 10 mrd da jeg fandt ud af at vi venter nr 2. Vi beskyttede os ikke, men passede meget paa med ikke at have sex paa "det rette tidspunkt". Der skete saa alligevel det at jeg blev gravid og foerst var jeg saadan set glad, men efter et par dage slog realiteten ind og jeg gik bare helt i panik. Hvordan kunne jeg klare to bleboern ? Ville jeg have kaerlighed nok til to ? Hvordan skulle jeg overkomme endnu en graviditet med saadan en lille purk paa armen ? Hvad med oekonomien ? Faar jeg nogensinde min krop tilbage ? Kan min krop overhovdet klare det hele igen ? Hvornaar skal jeg mon sove ??? jamen, der var bare 1000 tanker! Og mest af alt var jeg bange og nervoes. Vi bestemte os saa for at tidspunketet bare ikke var rigtigt....saa tid til en termination blev bestilt, men det virkede bare ikke rigtigt..... jeg var saa ked, saa ked.
Nu er jeg 21 uger henne og glaeder mig som en gal paa den lille skal komme Vi har heldigvis truffet den rette beslutning, og jeg ville lyve hvis jeg sagde at der ikke var dage hvor jeg bare taenker : fuck! hvad er det vi laver ? Men ved du hvad ? Et barn er en gave. To boern er en dobbeltgave. Folk klarer sig med tvillinger. Og jeg har faktisk hoert at mange synes at det er 1000 gange lettere at have to boern taet paa hinanden end at have dem med de traditionelle 2-3 aars mellemrum. Du staar alligevel midt i det hele med soenloese naetter, aeblemos, bleskift osv....saa hvad goer een mere fra eller til ??? ( om 9 mrd lover jeg at svare dig hudloest aerligt )
Jeg maa sige at jeg ikke har saa meget tid til at taenke paa min graviditet denne gang. Og det giver mig faktisk daarlig samvittighed overfor den den lille nye. Med haanden paa hjertet saa kan jeg sige at jeg slet ikke faar hvilet som jeg maaske burde, ikke spiser saa sundt som jeg gerne ville osv. Graviditetspilates er ikke-eksisterende denne gang, men til gengaeld bliver tiden brugt ude i det fri i loeb efter en 1 aarig lille skurk saa lidt motion bliver det da til
Selv har jeg valgt at nyde denne tid saa meget som muligt. De er jo kun smaa for saadan en begraenset periode, og ja, det bliver helt sikkert haardt for os de foerste 2 aar, men derefter saa tror jeg at det bliver mere smooth running
Jeg var 29 og min mand 34 da vi fik den foerste, saa vi var ikke helt unge da vi blev foraeldre foerste gang - dette har ogsaa vaeret med til at paavirke vores situation.
Jeg synes at du skal proeve at nyde din tid nu, den er helt special og kommer ikke igen! Og selvom det er svaert saa proev at laegge den daarlige samvittighed paa hylden. Din lille soen vaenner sig hurtigt til nye forhold ( ja jeg har endda ladet mig fortaelle at de er for unge til soeskende jalousi og det er jo en bonus ) Jeg er sikker paa at din graviditetsglaede nok skal komme i takt med at din lille soen og maven vokser.

Haaber du kunne bruge mit indlaeg til noget

Glaeder mig til at hoere mere fra dig herinde Om ikke andet saa er jeg mere end aaben overfor gode fif og erfarringer baade mht to smaaboern, graviditet med en baby paa armen og meget mere

Knus og endnu engang tillykke fra Nanna

[HeidiBH]

Hejsa..

Stort tillykke med graviditeten

Står lidt i samme situation som dig, dog uden en positiv graviditets test (endnu). Sagen er den at vi også til at starte med bare vil lade nr 2 komme når den nu kom, så ingen beskyttelse til os.. MEN jeg har også de følelser omkring om det er for tidligt, dårlig samvittighed osv.. Min forlovede vil vildt gerne have nr 2 og håber at vil til vores bryllup til sommer kan annocere en nyhed om en graviditet.. Jeg har det nu bare mere sådan at jeg nu gerne vil have mit bryllup overstået INDEN en ny graviditet, da jeg gerne vil kunne nyde det og have det godt.. Skal lige siges at jeg ikke synes det var bestemt fedt at være gravid sidst..

Men tanken om at blive gravid kort efter mit bryllup skræmmer mig nu også lidt.. Så synes det er svært..

Er begyndt på minipiller, men er en klovn til at huske dem, så det kan jo ske..

Men glæder mig til at følge dig og dine tanker omkring det, så kan det ske jeg ikke er så "utryg" ved det når vi går rigtig igang igen til sommer :)

[ønsker-familie]

FLUNKEN
&
NANNA444...

Tusind tak for jeres svar
Super dejligt at høre positive beretninger.

Flunken - Bortset fra at jeres dreng lukkede sig lidt inde i sig selv. Men er glad for at høre, at det gik over igen...

Vores søn kommer til at være cirka 11 måneder, når jeg føder den næste, hvis jeg har regnet rigtigt på det.
På det tidspunkt slutter min nuværende barsel og han skal starte i dagpleje. Og min nye barsel starter og lillesøster eller lillebror kommer.
Så om dagen er vores søn i dagpleje, og det kommer han også selvom jeg igen er på barsel. Tror det er sundt for ham at komme ud til andre børn om dagen. Og når jeg så henter ham fra dagplejen kan jeg nusse og pusle om ham. Han er jo mit hjerte. Og det bliver den næste da også. Føler mig bare som en dårlig mor det ene øjeblik, fordi jeg allerede er gravid igen. Det næste øjeblik tænker jeg, at det jo faktisk også er en "gave" til vores søn (hvis man kan sige det sådan) at han får en søster eller bror så tæt på hans alder...
Men EN ting er sikkert - HVIS vi vil have 3 børn, så skal den 3. ikke komme lige så hurtigt. Så må barn nummer 2 gerne være fyldt 1 år, før vi overhovedet begynder at prøve på nummer 3...
Altså jeg kunne jo ikke forvente andet, end at jeg muligvis allerede var gravid nu, da vi ikke passede på. Og TROEDE da også, at det var det, jeg ville. Indtil det blev en realitet og jeg stod med en positiv test.
Jeg får bestemt ikke en abort. Aldrig.
Jeg skal nok bare lige bearbejde denne graviditet i mit hovede, og vænne mig til det...
Vi har to vennepar som har fået tvillinger. Og jeg har også tænkt, at de må da være mere hårdt, end for.eks at have 2 børn med 11 måneders forskel....

Jeg er super glad for jeres lange og beroligende svar. Det betyder virkelig meget...
Jeg har bestilt tid hos lægen (som først har tid torsdag den 17. feb), bare for at snakke lidt om det.
Og på tirsdag ringer jeg til min sidste jordemoder i hendes telefontid...

Igen - tusind tak for jeres svar

[ønsker-familie]

HEIDIBH

Tak Og tak for dit svar
Kan godt forstå, du helst ikke vil være gravid til jeres bryllup...
Og alligevel vil det jo være en dejlig nyhed at kunne fortælle...

Jeg tror, jeg skal have tid til at bearbejde i mit hovede, at der allerede er en mere på vej.
Min sidste graviditet var ikke den bedste. Døjede ubeskriveligt meget af kvalme hele vejen igennem... Men bortset fra det, så nød jeg graviditeten...

Det hele er så forvirrende og overvældende lige nu...

Er spændt på, om du så snart fortæller, at du også er gravid

[Blomsterpigen]

Hvor dejligt at høre at din mand blev rigtig glad :)
Glæder mig til at følge din graviditet.

[HeidiBH]

Ja kunne være meget skægt.. Meden håber nu ikke det kommer til at ske hvis jeg skal være ærlig  Tror i hvertfald også det skal være noget jeg lige skulke bearbejde og sådan.. For min sidst graviditet var bestemt ikke en jeg nød ret meget.. Det eneste positive vil være at nu har vi prinsessen til at kunne fjerne fokussen fra det trælse  Men nu må vi se, for er godt nok ikke speciel god til at huske de minipiller hehe...

[Babywanted]

Tillykke med graviditeten. Har selv tumlet lidt med nogle af dine tanker. F.eks. om man virkelig kan have nok kærlighed til begge to (om man kan elske nr. 2 så højt som nr. 1). Her har jeg også dårlig samvittighed over at glemme at nusse mavsen, spise ekstrasundt, manglende motion. Tænker at det må blive indhentet senere: Lille ny baby skal nok blive nusset, når den kommer ud (men skal også være vant til, at der er en anden, der skal have opmærksomhed og kærlighed) og motionen kommer med barnevognstrilleriet. Den sunde spise - ja, det hjælper sommeren som regel på.

Det mærkelige var, at jeg egentlig gerne ville være gravid igen (men vi arbejdede ikke intensivt på det), men da jeg så stod med en positiv test, så blev det lidt sådan, hov, det var vist liiiige hurtigt nok.

Har også tænkt, at de to (som der bliver 1½ år imellem) vil få så meget glæde af hinanden. Men de kan jo også ryge mere i totterne på hinanden. Og jeg googlede pseudotvillinger. Og et eller andet sted håber jeg, at det bliver en dreng igen - da jeg kan læse, at en pige kan have en tendens til at overhale sin storebror. Selvfølgelig vil jeg også gerne "prøve" at have en pige (men vi skal altså kun have 2 styks), så...

Har en højgravid veninde med en dreng på godt 1 år. Han bliver så glad hver gang han ser et billede af en baby, de har også "præget" ham og vist ham mange billeder og børnebøger med billeder af babyer. Har overvejet at gøre det samme med min dreng, men ærlig talt ville han vist blive mest glad, hvis han fik en lastbil som lillebror eller -søster. Men måske det kunne virke hos jer Tror da at min dreng kommer til at opleve jalousi, når der kommer en mere. Og det gør ondt at tænke på på forhånd.

Heldigvis er jeg typen, der tilsyneladende har totalt ubesværede graviditeter, så selv om purken ikke går selv, kan jeg godt bære ham, en indkøbspose og en arbejdstaske og sådan. Og jeg er næsten halvvejs. Min blære er dog ikke så fantastisk god - PISSEirriterende, når man i disse tider hoster meget... Nå, anden side af sagen.

Om max 3 år sover vi forhåbentlig alle godt om natten

[ønsker-familie]

HEIDIBH
&
BABYWANTED

HeidiBH = Hvis du ikke vil være gravid nu, tror du så ikke, du husker dine mini-piller bedre, hvis du har dem liggende på køkkenbordet ved siden af køleskabet, eller på badeværelset ved siden af din tandbørste, eller bare et eller andet sted, hvor du kommer nogle gange om dagen?

BABYWANTED = Ja, det bliver jo så også pseudotvillinger her. Har regnet min termin ud til omkring den 05 oktober. Vores søn havde termin den 07. november, men jeg fødte den 15. november. Men det vil sige, at vores søn bliver kun 11 måneder ældre end lillesøster/bror. Så tror ikke, at baby-billeder vil have indflydelse på ham. P.t er han jo kun 3 måneder på tirsdag.
Jeg tror (ved det naturligvis ikke), at man oplever mindre jalousi fra storebror eller storesøster jo yngre h*n er. Altså for.eks kan jeg forestille mig, at der vil være mindre jalousi fra vores søn når han bliver storebror i en alder af 11 måneder i stedet for 3 år... Men igen - ved det ikke... Kan bare forestille mig det, da han så i en tidlig alder vænner sig til, at han skal "dele" mor og far med en anden...

Jeg har nu haft nogle dage, hvor jeg har "tygget" på min nye graviditet, og er da så småt begyndt at glæde mig. Men det er nok især takket være min mand, som jo er helt oppe at køre, og er ovenud lykkelig for denne graviditet. Han er lige så lykkelig som ved den første... Så hjælper det lidt på mine tanker og glæde

Så nu håber jeg bare, det hele går som det skal

Tusind tak alle sammen for jeres skønne svar.
Har virkelig så mange tanker i hovedet (som heldigvis bliver mere og mere positive)

[Stinna30]

Tillykke Babywanted - hvor hyggeligt, at du venter dig igen og undskylde jeg spammer din tråd , ønsker-familie.
Også tillykke til dig med gravidtet nr. 2 - det skal nok gå alt sammen

[HeidiBH]

Prøver virkelig også at huske dem.. Har endda en alram på mobilen som skal minde mig om det og alligevel formår jeg at glemme det.. MEN nu har vi heller ikke så meget lagengymnastik, så chancen skulle ikke være så stor

Men vil så sige at jeg tror nu at jeg fremover VIL huske dem.. Har nemlig fået min mens IGEN efter kun 8 dage siden sidst, og tror lidt det skyldtes de glemte minipiller.. og hvis der er noget jeg hader så er det min mens.. Da jeg opdagede den var det lige før jeg overvejede om jeg ikke bare skulle blive gravid igen, så jeg kunne slippe for den ;) hehe..

[ønsker-familie]

HeidiBH Jeg hader også at have mens. ... Meeeeeen ville måske gerne lige have haft det nogle gange endnu, før jeg blev gravid igen .
Jeg ved det ikke... Det ene øjeblik er jeg sådan set glad for graviditeten, og det næste øjeblik, aner jeg ikke, hvor jeg skal gøre af mig selv. Det er ikke ligefrem lykken...

Min mand er stadig jublende glad. Hvorfor kan jeg ikke også bare være det?
Det er så frustrerende det hele...

I morgen har jordemoderen telefontid mellem 12:00 og 13:00. Det er den samme jordemoder som jeg havde i min sidste graviditet og som også var der hele vejen igennem min fødsel. Så jeg ringer til hende i morgen, og får en god snak.
Hun sagde til mig, efter jeg havde født, at hun synes, jeg skulle tage nogle samtaler med hende eller en anden jordemoder om min fødsel, fordi den havde været så hård, som den var. Så nu ringer jeg til hende i morgen, og fortæller, at hun jo havde sagt, at hun mente, det var en god idé, hvis vi fik snakket sidste fødsel igennem, og så fortæller jeg hende, at jeg er gravid igen. Måske jeg kan begynde at glæde mig lidt mere over graviditeten, efter jeg har snakket med hende. Det håber jeg...