Puha siger jeg bare. Jeg er jo ikke mere end 4+5 i dag og jeg var til læge i mandags for at få målt faste blodsukker. Jeg har lige ringet og fået svar på laboratorie prøven og mit blodsukker er højt nok til at det kræver en glukosebelastning nu. Så allerede fredag morgen kl. 8.45, piger, der skal jeg ind og drikke sukkervand.
Jeg sagde så til min læge, at vi ved jo godt allerede nu, at det tal der fremkommer efter 2 timer det vil være for højt og hun svarede, ja det vil det jo nok, så jeg spurgte til hvad skal der så ske. Hun vil så tage kontakt til Skejby sygehus for at høre hvornår de vil have mig ind og gå som patient derinde.
Jeg er bare noget overrasket over det høje tal. Ja jeg ved godt at jeg ikke har tabt mig mere end 2 kg siden jeg fødte, men jeg vejer trods alt 8 kg mindre end da jeg blev gravid sidste gang og da sukkersygen blev opdaget. Det i sig selv troede jeg ville forbedre mine tal. Jeg ved også godt at jeg ikke har kost reguleret og motionen er det blevet så som så med, så grundlæggende er det jo min egen skyld. Jeg kan ikke lade være med at bebrejde mig selv over at jeg ikke har fået gjort noget mere ved det siden jeg fødte, men jeg kan jo ikke lave det om nu.
Så jeg har stærkt på fornemmelsen af, at når laboratorie svaret foreligger på mandag og der er blevet taget kontakt til Skejby sygehus, så går der kun en uge eller to før jeg skal derud og så er jeg på insulinsprøjten, de næste mange måneder. Jeg tør slet ikke tænke på hvordan jeg skal kunne skjule det her nede på arbejdet. Jeg skal måle blodsukker 6 gange om dagen og jeg skal jævnligt på Skejby sygehus, hmmm det bliver ikke nemt.



