At frygte fødslen

[Blomsterpigen]

Indtil nu har jeg ingen frygt haft i forbindelse med den kommende fødsel, men nu hvor der kun er 3,5 måned til termin, synes jeg at det begynder at komme lidt tættere på det hele og er faktisk begyndt at frygte det en del.
Selvfølgelig glæder jeg mig helt vildt, da jeg jo får min lille søn at se, men frygter bare smerterne og at jeg skal syes osv.
Det er sikkert helt normalt at føle sådan og jeg vil selvfølgelig også drøfte det med min jordemor når jeg skal se hende.
Omvendt glæder jeg mig rigtig meget til jeg nærmer mig terminen, for jeg har ingen anelse om hvordan det hele går igang osv. Så er jo rigtig spændt på det samtidig :)

Hvornår begyndte I at frygte fødslen?

[lj0104]

Jeg har termin d. 24 Juli og jeg er også begyndt at tænke over fødslen...

nu er der under 3 mdr til og jeg tænker over det en del...

jeg bruger meget mine veninder og kollegaer som har fået børn, til at snakke tingene igennem...

det jeg frygter mest er at jeg skal gå og have veer i flere dage og at de bliver ved med at sende mig hjem fra hospitalet med beskeden om der går længe inden jeg føder.... jeg er nemlig tryghedsnarkoman og vil gerne have fagfolk omkring mig under hele processen...

selve fødslen er jeg ikke så bange for da der jo er mange måder at lindre smerterne på og man bliver jo somregel bedøvet hvis man skal syes bagefter...

Glæder mig bare til at se min lille prinsesse...

men jeg tror det er naturligt at man begynder at bekymre sig om fødslen i det sidste trimester...

[ønsker-familie]

Jeg frygtede faktisk ikke fødslen på noget tidspunkt.
Jeg blev ofte spurgt, om jeg var ved at være nervøs for fødslen, hvor jeg ærligt kunne sige "Nej det er jeg ikke".
Ikke engang da veerne gik igang frygtede jeg at skulle føde.

Men det gjorde da forbandet ondt at føde. Jeg har aldrig skreget så meget i hele mit liv, som jeg gjorde, da jeg var på sygehuset. Men jeg havde også en ekstrem hård fødslen, og jordemoderen rådede mig til, at komme til nogle samtaler, inden jeg bliver gravid igen, så jeg ikke får angst for at føde. Jeg fødte en sund og rask søn på 52 cm. og 3180 gram. Men navlestrengen sad 2 gange stramt rundt om halsen, så han var svær at presse ud, da han blev ved med at blive "trukket" ind igen, i det ikke pressede. Men jeg fik ham da presset ud . Fostervandet prikkede de hul på, som var meget grønt og klumpet. Og da han endelig var kommet ud, mistede jeg alt alt alt for meget blod, så jeg skulle overvåges samt have bloderstatning. Men ved du hvad? Jeg glæder mig allerede til næste gang jeg skal føde
Som jordemoderen sagde, så skal jeg da være ekstrem uheldig, hvis jeg skal igennem så hård en fødsel igen .
Og jeg har lige været gravid igen for ikke længe siden. Vores søn kunne have være blevet storebror, når han var 10½ måned gammel, men jeg mistede desværre i uge 8. Men vi prøver ivrigt
Og jeg GLÆDER mig til at skulle føde igen, for trods smerterne er det den mest uforglemmelige og vidunderlige oplevelse

Hvis du kan, så bekymrer dig ikke om det. Selvfølgelig gør det ubeskriveligt ondt, og kan ikke sammenlignes med andre smerter, da det jo er en "positiv" smerte. Og du kan klare det.

Men jeg tror, det er helt normalt at frygte det. (Det kan være, det er mig, der er unormal?)

Hvad angår nervøsitet for at skulle syes, så tænk heller ikke på det. Jeg vil indrømme, at det var faktisk noget af det eneste jeg tænkte på inden jeg skulle føde. Jeg fik 3 udvendige sting og 4 indvendige sting. Og jeg mærkede INTET til det. Og de var vildt hurtigt færdige med at sy. Jeg var heller ikke øm efterfølgende. Jeg var bare lidt mere forsigtig, når jeg tørrede mig efter toilet-besøg Men jeg mærkede absolut intet til at jeg var blevet syet

Så hvis du kan, så slap af omkring fødslen og glæd dig. For tro mig, det er helt igennem vidunderligt. Smertefuldt - men vidunderligt.
Og efter du har født, føler du, at du kan klare ALT her i verden

Sidder helt og får tårer i øjnene. Håber inderligt, jeg snart oplever det igen.

Sagde til manden den anden dag, at jeg MEGET gerne vil føde 4 børn til ham. Meeeeeeen, den er han ikke med på. Han er med på 3. Men nu skal vi jo lige have nummer 2 først . Håber, jeg måske kan overtale ham, når jeg har født nummer 3 :-D

GLÆD DIG GLÆD DIG GLÆD DIG
Jeg tror også, at jo mindre nervøs du kan være omkring fødslen, des bedre oplevelse får du.

[MÃ¥neMarie]

Jeg har præcis en måned tilbage til termin idag og har faktisk heller ikke den store frygt for fødslen.. Det som jeg spekulerer på, er at få min lille guldklump ud sund og rask.. så har jeg faktisk ikke tænkt videre over hvordan jeg selv kommer til at klare det eller hvor lang tid det kommer til at vare.. Men jeg 'glæder' mig til det, fordi jeg jo glæder mig til at møde min lille dreng...

Forleden dag kunne jeg dog mærke en ændring i min krop, og tænkte om der mon var noget under opsejling og der blev jeg en anelse nervøs, men mest fordi jeg synes det var for tidligt at skulle føde ca. 5 uger for tidligt.. Men helt ærligt synes jeg det er vildt svært at forholde sig til.. alle siger at det gør MEGA ondt at føde, men jeg synes det er så svært at forholde sig til, når man aldrig har prøvet det..

[Blomsterpigen]

Spændende at læse om jer der er lidt tættere på mål og at I faktisk ikke har de store bekymringer omkring fødslen :)
Ønsker-familie: Tusind tak for dit svar. Det hjalp faktisk rigtig meget. Fik helt tårer i øjnene af din beskrivelse, og kom faktisk helt til at glæde mig til det bliver min tur :)
Du har selvfølgelig ret i at det er en positiv smerte, så det er med at nyde oplevelsen, det vil jeg prøve at huske på.
Jeg håber at I meget snart får gevinst igen, så du kan få din kæmpefamilie

[Snorre]

Overskriften på dit indlæg fangede mig med det samme! Jeg er en af dem, der har frygtet at føde lige siden jeg var i starten af 20'erne - og har i dag rundet de 30 Det har altid inde i mit hoved været en stor udefinerbar frygt, og nærmest foretrukket et planlagt kejsersnit, så jeg undgik at skulle gennem en naturlig fødsel.
Det betød også, at jeg meget lidt forholdt mig til hverdagen efter fødslen, som pludselig involverede et barn. Jeg kunne kun forholde mig til selve fødslen, og brugte 90% af tankerne på den.

Men jeg har nu prøvet det - og jeg overlevede
Jeg har undervejs i graviditeten stadig været meget bange for at skulle det. Men heldigvis sker der også noget mentalt sidst i forløbet, som gør at selv jeg begyndte at forholde mig til fødslen i stedet for bare at blive bange.
Og ja fødslen og ikke mindst veerne er en hård omgang. Men adrenalin og hormoner gør, at det er til at kapere. Kroppen ved jo hvad den skal, så det er bare at følge med

Det er i dag 2 mdr siden, at jeg fødte og det gik fint. Men jeg er bestemt ikke klar til at skulle det igennem igen foreløbig Selve forløbet tog kun 12 timer, men pga. faldende hjerterytme endte han med at blive taget med sugekop. Og det gjorde at den sidste time var en hård omgang. Jeg blev som konsekvens af det syet rigtig meget. Men det skal du ikke frygte. Med lidt lokalbedøvelse er det ikke noget at snakke om. Det hårde var mere, at jeg var så hævet op og øm i dagene efter, at det var et problem overhovedet at sidde ned i et godt stykke tid bagefter Men så hårdt ramt er de færreste!

Og ellers har jeg haft stor gavn af at gå til fødselsforberedelse. Her lærte jeg bla. noget omkring gode ve stillinger og vejrtrækningsteknikker. Og det fik jeg rigtig stor gavn af under veerne! Så det kan varmt anbefales. Jordmoderen roste mig oven i købet for indsats på området

Jeg håber, at du med tiden kan glæde dig mere og mere - for det er fantastisk at din krop kan det, den kan.
Og det er meget stort bagefter at have født

[Mulle]

Til blomsterpigen
Det er hårdt at være i fødsel og imens det står på vil du sikkert tænke at det gør du aldrig igen men tro mig den følelse er væk kort tid efter. Der er så mange andre ting at tænke på og glæde sig over bagefter så du føler dig som det lykkeligste menneske på jorden.
Jeg var heller ikke nervøs for min første fødsel og er heller ikke nervøs denne gang selv om jeg er ca 6 uger fra min termin og jeg med vores søn endte med et akut kejsersnit efter 18 timer med veer. Er klar på et kejsersnit mere men vil da selvfølgelig helst føde normalt. Men er meget spændt på hvordan denne fødsel ender men det jeg føler er mest træls er at jeg er gik glip af nogle ting ved at få et kejsersnit som f.eks at få barnet op på maven bagefter og ikke at være den der som så ham først.
Så tag det rolig og tag en dag af gangen det hele skal nok gå godt. Held & lykke
Hilsen Mulle

[Annemor]

Til blomsterpigen

Jeg vil ikke sige jeg frygtede min 2. fødsel, men der var nogle ting, som jeg gerne ville gøre anderledes end den første gang.

For mig var det vigtigt at blive bevidst om, at der er mange ting under fødslen, som jeg ikke lige selv er herre over. Der er dog nogle ting, som jeg kan påvirke, så jeg fik en mindre smertefuld fødsel. Jeg søgte på nettet omkring smertefri fødsel og der kan man tage et kursus, hvis man virkelig er bange for det. Det var jeg ikke, men jeg læste alligevel lidt om teknikkerne -ikke at jeg brugte dem meget under fødslen. Men det beroligede mig inden.

Under selve fødslen var det vigtigt for mig at tage mig tid til at forstå hvad der lige foregik og selvom det nogengange synes uoverskueligt at gøre som jordemoderen sagde, så var det positivt, når jeg endelig fik det gjort. Så jeg er slet ikke i tvivl om, at næste gang, så lytter jeg MEGET mere til jordemoderen.
Jeg havde ikke nogen speciel lang fødsel.
Om morgenen vågnede jeg med veer, men de gik i sig selv i igen i løbet af dagen, for at komme igen om aftenen... Sen aften var de ikke rigtigt blevet til mere og jeg lå i karbad en times tid, få at få ro i lænden, det virkede og jeg fandt endelig hvile i min seng indtil kl. 3 om natten, der vågnede jeg med meget kraftige og hurtige veer, fik vækket hele familien efter lidt tid og 4.30 kommer jeg ind på sygehuset, kl. 6.24 er vores dejlig søn kommet til verdenen...
Jeg havde ellers besluttet at jeg skulle have en epideralblokade, men jeg var alt for langt henne, til overhovedet at få noget smertestillende af nogen art. En kold klud var vist hvad det kunne blive til -og nu gør jeg det igen i december.

Bare tænk mange har gjort det før mig og mange vil gøre det efter mig...
Det er en naturlig ting for en kvinde krop og det skal nok også gå rigtig godt for dig.

Held og lykke med det...

[Blomsterpigen]

Tak for jeres dejlige svar.. De hjalp faktisk rigtig meget, dem alle sammen :)
Det hjælper rigtig meget at tænke på hvilken gevinst man får ud af det. At min lille dreng kommer ud til mig når jeg har klaret alle smerterne :)
Jeg får sikkert brug for lidt gode råd når tiden nærmer sig august Vil også lige nævne for min jordemoder at jeg er nervøs. Men er sikker på at det er helt normalt at være første gang.