Det er underligt som man går, og venter i 1½ år på at se de to streger på en test, og når man så endelig får dem så vælter der bekymringer ind over en..... Det gør der i hvertfald hos mig....
Jeg går med så mange tanker i øjeblikket frem til den første scanning i næste uge, som virker år væk.
Jeg blev jo gravid ved første IUI forsøg, og det var næsten for godt til at være sandt :) Min mand er rigtig lykkelig, og det er jeg selvfølgelig også, jeg er bare så bange for at komme til en scanning i næste uge uden at kunne se hjertet slå....
Nu har jeg jo været herinde på dette skønne forum i ret lang tid, og har hørt så mange sørgelige historier med aborter, og fostre der ikke har været levedygtige ved scanningerne, så jeg bliver helt nervøs og tænker en masse tanker omkring "hvorfor det så skulle være det hos mig".
Ved godt det er uretfærdigt, at tænke sådan.....
Jeg har det egentligt meget godt :0) Er stadig ret træt, og har stadig en masse murren i underlivet hver dag... mest om aftenen. Så jeg er ikke i tvivl om, at der sker et eller andet. Jeg håber bare, at det er bevis på at "den" har det godt!
Det var bare lige lidt tanker som jeg lige skulle af med.
//Kram
