Tiden læger alle sår - eller gør den?

[kl]

Jeg ved egentlig ikke helt hvor jeg skal starte dette indlæg, der er så mange tanker i mit hoved.

Sidst i oktober fik jeg som jeg før har skrevet om, en kirurgisk abort pga. det barn jeg ventede havde en slem kromosomfejl.

I sidste uge skulle min mand og jeg tale med en genetiker (pga. der tidl havde været en lignende episode ved et nært familiemedlem). Vi fik af vide, at de ikke havde fundet noget der kunne tyde på at det var arveligt. Genetikeren vi talte med var meget grundig, hun gav sig god tid til at høre på os.
Egentlig var det en god samtale, lige bort set fra at hun fortalte os direkte at det var en dreng vi havde ventet. Ikke specielt smart, når man tager i betragtning at vi inden moderkagebiopsien skulle tages, havde skrevet under på at vi ikke ønskede at vide kønnet. Det var min mand der ikke ønskede at vide det, da han mente vi med den viden ville ændre vores omtale af barnet fra den til han/hun og dermed ville tabet være sværere.
Jeg ville egnetlig godt vide kønnet (man er jo nysgerrig), men jeg må indrømme, det har virkelig været svært at få det af vide. Nu var det jo næsten 4 uger efter aborten vi fik det af vide. Jeg synes jeg var kommet lidt videre, men nu er jeg lidt nede humør-mæssigt igen. Det gør det bestem ikke bedre af at jeg i dag har fået min mens. Vi er jo gået i gang med projektet igen, og jeg håber bare på at blive hurtig gravid igen for at jeg kan komme videre.
Det er dog stadig meget svært. Det er især svært lige nu, fordi jeg ved at jeg i næste uge skulle have været til misdannelsesscanningen. Så ville jeg have være næsten halvt igennem graviditeten. Men sådan skulle det ikke være. Måske læger tiden sårene, men jeg har svært ved at tro det bliver uden nogle grimme ar

[Snebold]

Hej Kl
Tjaa... folk siger godt nok at tiden læger alle sår, men i nogle tilfælde tror jeg altså det tager MEGET lang tid og som du skriver, giver det også nogle grimme ar. Men de har vel ret i at sorgen bliver anderledes med tiden og at man lærer at leve med den.
Jeg må give dig ret i at det ikke var særlig smart af lægen at afsløre kønnet, når I nu ikke ønskede at vide det. På den anden side tror jeg ikke det reelt kommer til at gøre den store forskel. Jeres sorg vil stadig være den samme og du vil i lang tid endnu opleve at dit humør kan dykke. Sådan har jeg det i hvert fald stadig og føler ikke det er noget der vil gå over nogensinde. Men igen det siger de kloge jo det gør
Jeg er lidt imponeret af at I allerede føler jer klar til at forsøge igen, men det er selvfølgelig meget individuelt. Det havde jeg måske også gjort hvis jeg måtte.
Sender dig et og håber lykken snart skinner på dig.
Kh. Snebold