På min blog har jeg i den seneste tid skrevet om min triste oplevelse med graviditet. Jeg har sakset mit sidste indlæg og sat det ind her...ved egentlig ikke helt hvorfor - jeg trænger vist bare til at henvende mig til nogen i det rette forum.
I mandags var vi atter på sygehuset. Lægerne kunne ikke garantere, at fosteret ikke havde taget skade af røntgen. Vi ville ikke løbe risikoen. Følgerne er simpelthen for voldsomme. Så med risikoen for at få et barn, der bl.a. kunne have nedsat IQ og udvikle børnecancer, valgte vi en abort.
Jeg er sikker på, at mange vil synes det er et hæsligt valg og det kan man da ikke og alt det der - specielt skulle der nok være en flok amerikanske mormoner, som helst så mig brænde op. Men vi kunne simpelthen ikke.
Jeg og vi nåede jo kun at juble over graviditeten i et halvt døgn, hvorefter det blev vendt til ren bekymring for, om noget var gået kaldt til den forbandede CT-røntgen-scanning. Så jeg har stort set været bekymret og ude af den fra dag 1. Det ville blive en frygtelig graviditet med en konstant angst for hvad det ville ende med. Jeg kender mig selv godt nok til at vide, at jeg desværre ikke er stort nok et menneske til bevidst at vælge et evt. sygt barn til.
Så jeg valgte altså en medicinsk abort. Jeg fik to piller i mandags, som skulle sætte graviditeten i stå. I går kom jeg så på sygehuset, hvor jeg fik yderligere to piller som skulle få livmoderen til at trække sig sammen og afstøde fosteret. Jeg fik at vide at der ville gå fire timers tid før det skete. Og i mellemtiden skulle jeg gå rundt og holde mig i bevægelse.
Men det skete allerede efter en time og jeg aborterede på sygehusets parkeringsplads. Det var så hæsligt og uvirkeligt. Jeg tror ikke at jeg vil gå i detaljer andet end at der bare var så meget blod. Og det blev ved efter jeg var blevet transporteret ind på stuen. I går sidst på eftermiddagen kom jeg så hjem igen.
Jeg er træt og jeg er ked af det. Men et sted er jeg også lettet. Bekymringen og visheden om, at jeg måske-måske-ikke skulle have det barn har været ved at æde mig op. Den bekymring er væk nu. S (kæreste) har været fantastisk i alt det her. Det er på en hæslig baggrund, men jeg føler at vores forhold er blevet styrket meget i den sidste tid...
Nu vil jeg bare gerne kunne lægge det hele bag mig. Hvis man kan det? Jeg har stadig ondt og det bløder stadig meget - så længe der er en fysisk reminder på alt det her rod, så aner jeg ikke hvordan jeg skal bearbejde denne oplevelse oppe i hovedet.
Der skal nok bare gå tid...
www.miav.smartlog.dk
Jeg kan fuldt ud forstå jeres valg med en abort det ville jeg altså også have gjort hvis det var mig.
