Så er det endelig overstået

[Flunken]

Ja, det skulle åbenbart være en længere omgang for mig. Jeg pletblødte som sagt fra uge 6 i graviditeten. Fik 9+3 (lørdag) konstateret, at fosteret var gået til omkring uge 6+5 og at en SA var igang.

Fik lagt 2 stikpiller op søndag til medicinsk abort, men fik så voldsomme blødninger, at både syn og hørelse (og blodtrykket - var kun 87/53 til sidst) forsvandt og jeg blev indlagt akut mandag morgen og fik intravenøs væske for at øge volumen i min krop igen. Fosteret var ude, men der var stadig masser af væv - de mente det ville komme ud af sig selv over de næste dage og jeg fik lov at gå hjem, hvis bare jeg ikke var alene. Så jeg tog hjem og blødte (dog mindre selvfølgelig) og havde ve-agtige smerter over de næste 3 dage.

Kom til kontrol fredag morgen, hvor de kunne konstatere, at der absolut ingen fremgang havde været de sidste dage - alt vævet sad der endnu og de blødninger jeg havde haft var livmoderen, der havde forsøgt forgæves. Man turde ikke give mig stikpiller igen, så jeg ventede 12 timer og fik så lavet en udskrabning kl. 21 fredag aften.

Jeg er totalt afkræftet og synes det har været en virkelig slem omgang. Én ting er at se et dødt foster indeni en, men at det rent fysisk skulle være sådan en hård omgang havde jeg aldrig forestillet mig! Jeg er fuldstændig drænet for energi fysisk og psykisk og kan slet ikke overskue, hvornår jeg bliver klar til arbejde igen...

Håber virkelig ikke, at I andre skal igennem sådan en tur og håber nu bare på, at mit hCG snart falder, så vi kan forsøge igen. Det var desværre stadig meget højt (9200) i mandags, så det kan jo have lange udsigter....men jeg håber! Selvfølgelig skal min krop lige komme sig, men jeg tror ikke rigtig jeg psykisk kommer videre, før jeg igen er gravid. Kender I andre det?

Nå, bare en update herfra, hvor jeg forsøger at komme til kræfter igen

[svipsen]

Puha en omgang.

Min den første var også sindsygt hård og meget smertefuld.
Men uanset hvor ondt det gør rent fysisk, så er det psykisk 1.000 gange værre. Det er vigtigt, at du giver dig selv tid til at komme ovenpå igen. Jeg kan ikke anbefale at starte for tidligt på arbejdet. Din krop har lidt enorm overlast i nogle dage. Den skal have tid til at regenerere sig, og det sker bedst ved søvn, jerntabletter og CHOKOLADE.

Håber du snart er ovenpå igen.

Og ja, det er udelukkende dobbeltstreger, der kan få én helt på toppen igen. (Hvis de altså bliver der).

Knus og trøstekram
Svipsen

[kl]

Kære Flunken.

Du skal vide jeg føler med dig.
Jeg har selv været igennem en abort sidst i okt. 09. Jeg fik konstateret ved NF at nakkefolden var alt for stor. Herefter var jeg igennem en uge med udredning af, hvilken fejl barnet havde. Der blev konstateret en kromosomfejl (3 stk. kromosom 18). Dagen efter vi fik besked, fik jeg foretaget en udskrabning.
Fysisk var der ikke de store gener, jeg fik lidt smertestillende på opvågning, men mærkede ellers ikke noget til det. Jeg blødte som ved mens det første døgns tid, herefter pletblødte jeg i alt i ca. 10 dage.
Psykisk var det dog ekstremt hårdt. Mit barn var ikke dødt, men fejlen var så stor at det nærmest var udelukket at det ville overleve graviditeten. Ventetiden var det værste, jeg ville bare gerne have det overstået.
Efter udskrabningen følte jeg mig så ufattelig tom. Det var for os som for dig vores 3. ønskebarn, og hver gang jeg så på vores dejlige piger, mærkede jeg virkelig, hvad det var vi havde mistet. Konstant havde jeg et stort hvorfor inde i mig, hvorfor måtte skulle vi miste dette lille vidunder?
Jeg var sygemeldt i lige knap 3 uger. Min mand var hos mig, hvilket var en enorm støtte. Vi fik talt forløbet igennem. Jeg har et arbejde, hvor jeg er nødt til selv at være rimelig ovenpå psykisk, derfor følte jeg blev nødt at være rimelig ok inden jeg startede. Jeg vil klart anbefale at give dig tid til at komme dig, bliv hjemme hvis det er det du føler for.
Vores dejlige piger, fik mig til at fortsat glæde mig ved livet, især i de stunder det var sværest.
Jeg har det fuldstændig ligesom dig. Det eneste jeg ønsker er at blive gravid igen. Hele tiden ligger det i mine tanker, hvornår vil det lykkes?
Vi havde som du, fået af vide at vi skulle vente til efter 1. mens. Det valgte vi at overhøre. Sygeplejersken der udskrev mig havde bekræftet at det udelukkende var for at bestemme en termin, hvis jeg blev gravid med det samme. Jeg har desuden hørt flere steder, at det skulle være nemmere at blive gravid lige efter en abort, idet hormonerne i kroppen hjælper til med det. Jeg ved ikke om dette er korrekt.

Mit indlæg blev lidt langt - sorry. Men du skal vide, jeg tænker og føler med dig. Jeg håber vi snart står med en positiv test igen.

[Flunken]

Tak for Jeres indlæg. Det er så rart, at der er andre derude, der ved, hvordan man har det. Jeg har jo heldigvis 2 dejlige børn, så jeg slipper for bekymringen om, om jeg slet ikke kan blive gravid - men alligevel føler jeg det meget tomt og er fysisk afkræftet.

Min chef har netop ringet og jeg sagde, at jeg regnede med at være tilbage på torsdag. Jeg trænger på en måde også til at livet bliver normalt igen...men vi må se, om jeg har det fysisk bedre, når vi nærmer os eller om jeg skal bruge lidt længere....mit job kræver mig nemlig også både fysisk og psykisk.

Det eneste, der kan få mig væk fra de tomme tanker er en ny graviditet, så jeg tror vi går igang så snart jeg holder op med at bløde. Så håber jeg bare, at den bliver siddende næste gang og at jeg har en bedre fornemmelse. Denne gang har jeg jo haft fornemmelsen af, at noget var galt helt fra dag 1. Men alligevel hårdt at skulle vente helt til 10.uge før man endelig får vished....

Krydser fingre for, at vi alle snart er gravide igen med sunde raske babyer i maven.

[kl]

Det er lidt mærkeligt Flunken, at du godt havde det på fornemmelsen, at der var noget galt. Jeg havde det selv på samme måde. Min mor havde også bemærket at jeg konstant sagde, hvis jeg komme igennem denne graviditet og ikke når.
I følge den spl. der scannede mig, har kvinden ofte det på fornemmelsen, når der er noget galt.

Jeg kan godt følge dig, når du synes det er hårdt at gå igennem 10 uger og så få af vide det ikke bliver til noget. Personligt havde og har jeg det sådan, at jeg føler de uger har været spild af tid. Jeg havde ikke særlig godt under graviditeten, så alle de gener har været der uden jeg blev "belønnet" for dem, øv!