SA... desværre

[Annemor]

Så har jeg også prøvet det - det håber jeg aldrig nogensinde gentager sig... kommer næsten lige fra lægen, og han sagde, at jeg er i gang med at abortere... SHIT!!!
Hans næste hensynfulde "step" var så at fortælle mig, at det er et sundhedstegn (ET SUNHEDSTEGN!!!! ), at kropen naturligt skiller sig af med fostre, der alligevel ikke kunne være blevet til et barn...
TAK SKAL DU HA'!!
SÃ¥ har jeg det da MEGET bedre...

Skal til lægen igen i næste uge, for at se om det hele er "kommet ud", og så er det jo "BARE" at prøve igen...

Er det nogen, som har nogle erfaringer med hvorlang tid det kan tage før hcg ikke er målbart i urinen længere???
Nogle "tips" til hvordan man hurtigt/hurtigere kommer videre - lige nu vil jeg allerhelst ligge i min seng, og sove - gider slet ikke tage mig sammen til noget som helst - hele huset flyder, og svigerforældrene kommer til middag i aften... "juuuhuuu -NOT" De ved slet ikke at vi prøver på at blive gravide, og skal helst heller ikke vide noget, selvom min sorg kan blive svær at gemme af vejen..

Kæresten er "trist" og har det "skidt", men så må vi jo bare prøve igen... JA SELVFØLGELIG MÅ VI DA DET - MEN LIGE NU HAR JEG ANDET I TANKERNE END ENDNU ET FORSØG, DER KAN ENDE MED SORG, TUDETURE OG ONDT I MAVEN...

[svipsen]

Ved ikke helt hvad jeg skal sige. Jeg ved hvor ondt det gør, og ingen ord kan "reparere" det du har mistet.

Men jeg vil tillade mig at komme med et par råd, så kan du selv sortere efter behov.

Hvis du ikke har aborteret endnu, ville jeg aflyse dine aftaler ugen ud.
Når du er så langt henne gør det altså rimelig ondt. Det er i hvert fald min erfaring.

Måske I også skulle få Jeres barn passet, når du begynder at få mere ondt. Hvis du ikke giver dig selv lov til at tude og sørge, så tror jeg helt ærligt, at der går længere tid, før du kommer dig over tabet.

Håber ikke jeg virker for ufølsom. Det er bare min egen erfaring, da jeg også troede, at jeg kunne arbejde, selvom jeg var ved at abortere for anden gang. Det gjorde bare, at jeg havde svært ved at få humøret tilbage, fordi jeg skjulte, hvor ondt det gjorde indeni. Jeg tror, at det er vigtigt, at der bliver plads til, at du og din kæreste får grædt og snakket sammen - MEGET endda.
Det kan jo godt blive svært med et lille uforstående barn i hjemmet.

Mht til hormontallet, så gik der vist 2-3 uger efter aborten, før det gik i nul.
Min cyklus regnede aborten for en mens, men det er meget forskelligt, hvornår mens kommer tilbage. Der kan også gå længere tid.

Ja, hvor er jeg også bare pisse træt af at høre den bemærkning med, at "det jo er godt, at kroppen selv kan finde ud af, at der har været noget galt med fosteret". Jeg kan sgu heller ikke se noget godt i en abort

Du er velkommen til at skrive, tude, spørge o.s.v. om alt hvad du vil. Jeg/vi er her for det samme, og kender alt for godt den forfærdelige følelse, du har lige nu.

Kæmpe opmuntrende trøstekram fra Svipsen

[Snebold]

Hvor er jeg ked af at høre du er ved at abortere. Som Svipsen vil jeg også sige du skal melde aftaler og arbejde fra, til du er "færdig" med at abortere. Det kan godt blive lidt en drøj omgang med en del smerter. Og det er vigtigt at man har lov at leve sig ind i den smerte der følger.

Jeg er helt enig i at der ikke er noget fedt ved at man aborterer, men vil nu give lægen ret i at det er godt kroppen klarer det selv. Det gjorde min krop også, og den tog min SA som en mens og gik derefter ind i normal cyklus. Hvis man skal have hjælp til at abortere det hele, kan der vist nemmere komme kuks i systemet.

Føler virkelig med dig, og håber at du finder overskuddet igen om noget tid, så I kan komme videre. Vi ventede en cyklus, og tror det var meget fornuftigt. Det fik det lige lidt på afstand før vi begyndte at håbe igen.
Ang. HCG fik jeg det ikke målt, så kan ikke sige hvor lang tid der går før det er væk, men sørg for at få det målt. For da jeg testede positivt så relativt kort tid efter, var jeg lidt i tiviv om, om det kunne være rester fra min SA der stadig var til stede.

Trøstende kram fra
Snebold

[Annemor]

Jeg har desværre bare ikke lige tid til at aflyse alle aftaler... jeg skal aflevere hovedogave i morgen, og jeg har slet ikke fået skrevet noget, selvom jeg har haft fri til det hele ugen... Mandag til og med onsdag har jeg bare ligget på sofaen og stortudet... jeg har også meget svært ved at koncentrerer mig idag, men ogaven skal afleveres i morgen, selvom jeg er ved at prøve om jeg kan få udsættelse, men det er ikke altid, at uddannelses steder kan tage hensyn til sådanne personlige "uheld", men jeg håber stadig - har sendt flere mails til min vejleder, men har desværre ikke modtaget noget svar endnu.

Jeg håber og be´r til at jeg får udsættelse, for min krop må virkelig kører på højtryk lige nu, når jeg efterhånden er ved at være ret stresset over, jeg ikke får skrevet noget opgave... Ved slet ikke hvad jeg skal gøre, hvis jeg ikke får udsættelse - jeg har mest af alt lyst til at lade være med at aflevere, men så skal jeg også til at forklare min arbejdsgiver hvad der er sket, og det ved jeg ikke helt om jeg har så meget lyst til, hun vidste jo ikke engang jeg var gravid, kun at vi var gået igang med at forsøge...

[Snebold]

Hej Annemor
Hvor er det bare en træls situation du står i, jeg håber du fik udsat din opgave. Det ville da være helt urimeligt at du skulle aflevere efter det du har været igennem.
Tror du ikke din arbejdsgiver ville forstå, når hun vidste at du forsøgte at blive gravid. Så kan det jo ikke komme helt som en overraskelse at du var gravid. I hvert fald var jeg glad for at jeg fortalte det til min chef da jeg aborterede. Han var meget forstående og forventede ikke jeg kom tilbage før jeg vurderede, jeg var klar.
Håber du får en afslappet weekend og får samlet lidt energi.
Kh. Snebold

[Annemor]

Hej snebold (-og alle jer andre)

Jo tak, jeg har det nogenlunde nu... Jeg fik udsat min opgave en uge, og min arbejdsgiver var meget forstående, så hun har faktisk tilbudt halvtidsarbejde den næste uges tid, så jeg kommer igennem dette, og stadig får lavet en god ogave .

Tak for jeres søde ord, og gode "tips", jeg havde heldigvis ikke så mange aftaler i løbet af ugen, og eftermiddagskaffen med veninden fredag eftermiddag, aflyste hun heldigvis selv, desværre fordi hun var kommet til skade med knæet...

Nu triller vi til Jylland mod en times tid, til en weekend med familiehygge - go' weekend til jer alle...

[Annemor]

Hvor er det uhyggeligt, hvor hurtig ens krop er til at reagere...

Jeg har taget en g-test her til eftermiddag, og den viste kun det jeg vil kalde en skygge streg... og det er kun en uge siden jeg begyndte at bløde så småt - men jeg skal da også love for, at det sidste (forhåbentlig) er væltet ud i weekenden... Jeg har rendt konstant på toilettet for at skifte bind hele tiden -og i dag er der så næsten ingenting...

Det er lidt mærkeligt at tænke på - for en uge siden var jeg gravid -og lykkelig. Nu er jeg ikke længere gravid, og jeg er mere eller mindre en tikkende bombe, hvis folk "hiver" i mig, som de åbentbart plejer, for jeg tror egentlig ikke de tænker over hvad det er de spørger mig om, de spørg bare - for det plejer de. Har lige sendt drengen på værelset og manden i værkstedet, og bedt dem begge om en times "frihed"... Jeg orker ikke flere sørgsmål eller tage stilling til familiens tidsplanlægning...

Jeg har været på arbejde hele dagen, i dag - for første gang siden aborten begyndte, og det var rigtig hårdt, for ALLE vidste at jeg havde haft fri fordi jeg skulle lave min hovedopgave, så ALLE spurgte til hvordan det var gået, om jeg var tilfreds med resultatet... Det var svært at skulle holde facaden, og gentage samme undvigende svar gang på gang - jeg svarede bare, at resultat først kunne ses, når jeg havde været til oppe at forsvarer den mundtligt, og det var svært at bedømme sin egen opgave, jeg synes den var god, men jeg måtte jo vente på censors svar om en måneds tid... og min mundtlige karakter.

Det er lidt svært at tage sig sammen til noget stadig, jeg skal jo til lægen i morgen, for at høre om det hele er kommet ud, og så er det jo bare at teste med g-tests for at finde frem til den dag, hvor jeg ikke længere kan producere en positiv g-test...

Tænker stadig på Hvorfor...? Et spørgsmål jeg aldrig nogensinde vil få et svar på... Tænker om det mon sker igen...? Før dette glædede jeg mig til at blive gravid, stå med de to streger, og være ovenud lykkelig - Nu er jeg mere nervøs, hvis jeg nogensinde kommer il at stå med to streger igen - vil jeg kunne holde på det...? Er det levedygtigt...? Jeg vil frygte de første 12 uger af gaviditeten, 12 uger som skulle være lykkelige - er allerede inden de er kommet, nået at blive til 12 ugers nerveirrende thriller... jeg har det lidt ligsom når man skal til at se en gyser - sådan man vil jo gerne se den, men på den anden side vil man hellere være fri, fordi man ved på forhånd, at man bliver forskrækket, "bange" og chokeret...

Det blev vist en lang smøre... Men jeg fik sat ord, på mine følelser, og det er vist det vigtigste i denne proces...

[Snebold]

Hej Annemor
Ja det er super hårdt at starte op på arbejde efter sådan en omgang, og man bliver mester i undvigende svar. Men sådan må det så bare være, og langsomt kommer der lidt overskud igen.

Ang. dine tanker om igen at blive gravid, tror jeg alle der har haft en SA har tænkt noget i den stil. Jeg var også et nervevrag af angst for at abortere igen. Jeg blev jo gravid i først forsøg efter at have ventet én cyklus så jeg stod over for det hurtigt. Det var konstant trusse-tjek for blødning, analyse af de mindste ting og en konstant angst for at nu gik det galt. Vi betalte derfor for en tidlig scanning, bare for at få lidt ro. Den ro holdt så ca. 1 dag så var jeg igen overbevidst om at nu gik det galt. Men det gjorde det jo heldigvis ikke. Til NF scanning var jeg igen overbevidst om at det var dødt, og det var først derefter jeg begyndte at få lidt ro. Så du har nok ret i din "forventning" om at du vil gennemleve en gyser frem til 12. uge. Men fat mod, man kommer igennem det, og nu hvor jeg dagligt mærker liv, er jeg endelig begyndt at nyde at være gravid.

Jeg håber du hurtigt kommer videre og får det godt igen. Bare husk at tage den tid det tager.
Kh. Snebold

[Babywanted]

Kære ven

Hvor er det hårdt, det du har været igennem - stadig gennemgår. Og hvor er det uretfærdigt at du skal ud i den slags undvigende svar på arbejdet. Det lyder som om, du klarer det rigtig stærkt.

Det er godt, at din blødning næsten er stoppet, og at du nærmest bare står med en skyggestreg. Jeg havde hcg på 170 og en svagt positiv test hele 16 dage efter en udskrabning. Tror at din krop er god til regulere sig selv - lige som den er god til at blive hurtigt gravid. Derfor får du snart en ny krymmelkugle i mavsen. Og ja, bekymringerne forsvinder ikke, når man får 2 nye streger. Men man er anderledes glad alligevel. Håber du snart når dertil igen.

Klem

[Annemor]

Jeg er så modløs i dag - havde i går besluttet lige at holde en pause fra graviditetssnak et par dage, så kørte ned og så drengen kører speedway (ja det er en sport, der fylder meget) . Da jeg kom hjem besluttede jeg mig for bare at flade ud foran tv'et - og hvad er der, når jeg tænder... MISSION BABY... jeg sad som stenet og så hele udsendelsen, jeg kunne slet ikke slå væk, selvom tårerne væltede ned ad kinderne...

I dag har jeg skrevet en mail til min nærmeste kollegaer - dem der fik et meget undvigende svar i mandags, om alt hvad der er sket i sidste uge, så nu ved alle det på arbejdet, og det tror jeg egentlig, jeg har det noget bedre med - jeg duer altså ikke til hemmelighedskrammerier, når det gælder mig selv.

Nu holder jeg fri i morgen, så jeg kan få arbejdet lidt på min hovedopgave, så jeg efterhånden kan få den ud af verdenen... det er bare en belastning, når jeg ikke kan tænke klart...

Sikke en L.... måned..

Vi er også i forholdet ved at ramle ind i nogle problemer - han sagde til mig i går, at det jo ikke hjalp at vi begge to gik og stortudede hele tiden - det kom vi jo ikke videre af... FUCK HAM... Jeg blev så gal, hvilket jeg også gjorde udtryk for - og i morges var humøret ikke blevet bedre. Hans derimod var ekstremt godt, men jeg kunne ikke lige dele hans jublende glæde med ham. Jeg er sur, bliver hurtigt irriteret, og føler mig at både min kæreste og min søn hiver helt vildt meget i mig i øjeblikket. Jeg orker det ikke... JEG VIL HAVE MIN LILLE PIGE (JA, jeg var allerede sikker på at det ville have blevet til en lille pige)...

Er så træt hele tiden, men det bliver jeg hvis der er noget der gør ondt sådan psykisk (-og også fysisk, for den sags skyld), min krop heler bedst hvis jeg kan få lov til at sove - hvilket jeg meget sjældent kan, når min mand til mange tider kan virke som et hjæleløst barn

Hold k... hvor er det svært at give udtryk for ens følelser, når man sidder her og hamre løs i tastaturet. Jeg håber ikke I misforstår mig, jeg elsker at være mor, og elsker at hjæle min kæreste med de mest vanvittige/latterlige småting, MEN lige nu... ville jeg ønske jeg kunne tage på et kurophold, bare mig alene, så jeg kunne få lov til at bearbejde min sorg - for der er åbeentbart ikke meget forståelse at hente hos min kæreste lige nu...

PuHa... sikke en svada - og sikke en masse bræk at skrive, men min krop er ude af balance, når hormonerne farer op og ned i styrke... rundt på gulvet og forvirret... Tak fordi jeg herinde kan skrive en masse, der KUN bliver taget for hvad det er.. ikke mere og ikke mindre!!!

[Babywanted]

Åh søde, havde først lige læst din "glæde" over din negative g-test, der udstrålede en anden form for humør end det, jeg læser her. Men det, jeg læser her, er i hvert fald helt forståeligt.

Jeg fortalte også et par stykker på min arbejdsplads, hvad der skete i sin tid, det havde jeg det også bedst med. Så skal man ikke gå og være en undskyldning for at yde en halv indsats, man møder meget mere forståelse og empati. Og det havde jeg også brug for.

Din kæreste - uh, han lyder lige som min. "Det hjælper jo ikke, at vi begge går og tuder": sig mig, er det en sætning, de trækker i en automat i den slags situationer??? Har de et eller andet hemmeligt mande-forum, hvor de bliver enige om, at den slags må være det helt rigtige at sige???

Jeg snakkede et par uger efter "ulykken" med min svigerfars kæreste (familien kender godt til det), og hun fortalte mig, at min kæreste havde været helt ved siden af sig selv, stille og indadvendt lige da det skete (hvor de ikke vidste noget - til noget familie-tam-tam, som jeg meldte fra til). "Det var så tydeligt, at han var ked af det", sagde hun. Det lyder underligt, men jeg blev glad for, at hun fortalte mig det. For det fortalte mig, at selvfølgelig havde det også berørt min kæreste.

Og din kæreste er da helt sikkert også berørt af det. Men de gennemgår jo ikke vores psykiske og fysiske forandringer og har lettere ved at sige "så, nu skal vi bare være glade igen". Jeg tror, at det er meget normalt, at de har deres mandomsfacader og lukker lidt mundlort ud.

At han så skal bruge dig til at hjælpe ham med alle mulige småting - kan det ikke skyldes, at han har behov for at have dig tæt på, behov for ikke at se dig sidde alene og græde eller bare sidde stille? Min kæreste krævede nærmest også, at jeg kom ud af sengen og vi lavede nogle ting sammen (når vi ellers var hjemme samtidigt). Jeg var glad for, at min kæreste "aktiverede" mig, glad for at vi lavede noget sammen. Har du det omvendt, så må du jo fortælle ham det. At du lige i øjeblikket virkelig sætter pris på noget alene-tid, men at det ikke betyder, at du sidder og går til hundene - det er bare din måde lige at komme til de sidste hægter. Der er jo egentlig ikke noget at sige til, at hvis dit hoved larmer (med dine tanker), så kan det være hårdt, når både mand og søn også larmer.

Den første aften, efter jeg fik den triste melding, så vi Blå Mænd. Hylende morsom og ingen babyer i den. Jeg kan stærkt anbefale den.

Klem

[Annemor]

Hej Babywanted..

Jeg skrev også først indlægget her på siden om aborter... så tog jeg den neagtive g-test -og det var som om det hele vendte sig indeni mig, og humøret steg 10 grader på få nanosekunder... derfor er humøret noget bedre i indlægget om den negative test...

Jeg er så glad for at vi kan prøve igen allerede...

Og jo, jeg må hellere få snakket lidt med manden i aften , det er måske også lidt nemmere, når nu min krop har givet mig grønt lys... og jeg ikke hænger lige så meget med hovedet, som jeg gjorde i går og i morges. Selvfølgelig vil der komme dage, hvor man bliver mindet om det, og de vil nok blive svære at komme igennem . Men jeg tror at jo flere gange jeg får skrevet om det, og talt om det - jo nemmere kommer jeg også igennem det.
Jeg har dog stadig besluttet at familien ikke skal vide noget, men det kommer sig mest af, at de ikke skal vide, at vi forsøger at få et barn mere... eller to, min kæreste ønsker jo tvillinger, helst en af hver (pige/dreng). Det har taget mig mere end 7 år, at overbevise familien om, at de skal stoppe med at spørge om der kommer flere børnebørn fra vores side. Jeg måtte simelthen fortælle dem, at min kæreste ikke ønskede flere børn, men at jeg gerne ville, så jeg blev faktisk ked af det, hver gang de spurgte, og først derefter holdt de op med at spørge...! De kan få det hele at vide, når jeg sidder med min lille bebs i armene...

[svipsen]

Det er godt at høre at humøret er ved at vende så småt.

Vi valgte også at fortælle det på arbejdspladsen. Men jeg var så også indlagt i nogle dage, så det virkede forkert ikke at sige noget.
Syntes helt klart at det var nemmere at håndtere det, når folk vidste, hvad der var sket. Dog var det en smule akavet at komme tilbage, når man kunne se, at folk virkelig ledte efter ord
...øøøhm ja det var da ikke så godt.....eller eeehm er du ok Lidt komisk faktisk.

Mht til mændenes mærkelige opførsel, så sagde min psykolog, at mænd de har det generelt sådan, at hvis der er noget galt, så prøver de at fikse det...også selvom det ikke kan fikses. De går helt i selvsving, hvis de igen og igen prøver ting af, der ikke virker. Når vi er kede af det (altså når vi ikke virker ), prøver de ting af, for at få os i bedre humør. Når de føler, at intet so mde gør eller siger har effekt, bliver deres forsøg mere og mere desperate, hvilket i vores øjne kan se helt tåbeligt ud. Psykologen lavede en eller anden sammenligning med manden og hulemænd eller flintstones. Det har nærmest fået mig til at grinde, hver gang min mand har sagt et eller andet åndssvagt, fordi jeg kommer til at tænke på ham som sådan en fra stenalderen

Held og lykke med opgaven. Håber der kommer lidt skred i tingene, når du får snakket ud med kæresten.

[Tibina]

Kære Annemor.

Det indlæg kunne også være skrevet af mig. Jeg har haft det på nøjagtig samme måde. Min mand meldte ud efter 1. MA, at han havde ikke rigtig nået at forholde sig til graviditeten og derfor ikke havde rigtig havde mistet noget. Han var sød og forstående, men jeg havde brug for at han var ked af det ligesom mig. Jeg var hurtigt blevet gravid første gang og han mente, at jeg hurtigt ville blive gravid igen og så blev alt jo godt igen. Det var først 2. gang, at han virkelig blev ked af det og for første gang nogen sinde har jeg set ham græde.

Vi valgte at sige det til arbejdspladsen og til venner og familie. Det er jeg glad for - både den gang og i dag, og deres glæde over min graviditet er så meget større (håber jeg også chefen er på mandag efter en forhåbenlig god NF).

God at høre, at humøret er på vej tilbage.