Hvor længe bliver det ved med at spøge...

[rikke-pigen]

Først vil jeg gerne sige at jeg føler med alle jer der har oplevet en tidlig spontan abort, det er mere hårdt end jeg havde regnet med.

Jeg kunne godt tænke mig at høre fra nogle af jer, der oplever at smerten vender tilbage. Jeg troede jeg var "ovre" det allerede efter et par uger - syntes jeg havde fået masser af støtte og at jeg havde fået talt om det, så jeg tilsidst havde fået nok af at tale om det.

Men det er som om at sorgen bliver ved med at "spøge". Jeg var lidt ked af det da min første menstruation kom, så gik jeg ned igen da min ægløsning var forsinket og nu er jeg helt nede da vi har fundet ud af at vi ikke er blevet gravide igen ved andet forsøg. Jeg har været nødt til at tage fri fra arbejde, for jeg kan ikke koncentrere mig og jeg syntes bare at alt det jeg ellers plejer at glæde mig over er totalt uinteressant, selvom mit liv virkelig kører på skinner.

Er i andre der oplever denne tilbagevendende sorg og syntes i ikke bare det er vildt frustrerende, når man bare gerne vil komme videre?

[svipsen]

Alle der har mistet går nok med en vis sorg, der lurer ved lejlighed.

Men jeg må indrømme, at jeg er kommet videre nu. Det er ligesom om, at jeg ikke er så desperat mere. Jeg har aldrig hængt mig i datoer, der kunne have været terminsdatoer og sådan nogle ting, efter jeg har mistet. Det har gjort det nemmere for mig at se fremad. Hver gang jeg starter forfra, syntes jeg at drømmen om en baby fortrænger sorgen lidt mere.

Men der GÅR lang tid, før man er ovre en abort. Det ER hårdt, og min erfaring er, at det går hurtigere, hvis man får snakket meget om det.

Personligt gik (og går stadig) til psykolog med jævne mellemrum. Det var ikke en mirakelkur. Men psykologen fik sat nogen ord på, og gav mig nogle redskaber til at leve livet ved siden af projekt baby. Så længe man hænger fast i det man har mistet, kan man ikke engagere sig ordentligt i andre ting i hverdagen.

Jeg håber, at du kommer hurtigt over det og får din drøm opfyldt snart.

Du er i hvert fald ikke alene, så læs endelig af herinde. Vi er mange i samme båd, som gerne deler erfaringer og trøst.

Knus og kram
Svipsen

[Babywanted]

Åha, det ER svært, og kampen med ÆL-teste og venten på ikke-mens kan blive hård. Jeg tror, du vil opleve op- og nedture, indtil du får en positiv g-test igen. Og det er helt ok at have det sådan - men vigtigt at kunne glæde sig engang imellem over solstråler, friske blomster, fødselsdage, en god dag på arbejdet, en god venindes selskab og den slags. Og have lyst til at komme ud og opleve den almindelige verden, så man ikke bliver en "sofapude". Kom i biffen, hæng ud med veninderne, cykl og gå en tur eller dyrk noget andet sport (det hjælper virkelig på humøret). Og nogle dage, når man står op, kan man måske fortælle sig selv: i dag vil jeg ikke brokke mig eller i dag vil jeg ikke være ked af det eller i dag vil jeg sørge for at det bliver en god dag.

Hvis du bliver ved med at være blues-ramt og mine ovenstående hieroglyffer virker for fjerne, kan du overveje, om du skal snakke med din læge om en henvisning til en psykolog, som Svipsen i og for sig også anbefaler. Det er nemlig også helt naturligt at have brug for det, og det tror jeg også kan være en rigtig, rigtig god idé.

Håber du snart er ovenpå igen. Det er ikke videnskabeligt bevis, men jeg tror, at humør og frugtbarhed godt kan hænge sammen...

Klem

[Annemor]

Det er kun lidt over tre uger siden, jeg havde en SA

-og i fredags var jeg til barnedåb hos min svigerinde... der var flere gange, hvor jeg sad i kirken og bare kiggede ud af vinduerne, og der blev brugt flere servietter (for nøj, hvor var jeg sikker på at jeg var ved at blive "forkølet") -JA, den siden af familien ved endnu ikke noget, for jeg synes ikke rigtig, at der har været et godt tidspunkt at fortælle dem det på, men hvis svigermor igen går igang med at udfritte os om flere børnebørn - så ender det nok med at hun får det råt for usødet, uden omsvøb (ligesom den stakkels sælger, der kunne se at jeg havde bestilt en babypakke, og nu ville han høre hvad jeg synes om bladene - vores baby/børn - Mit svar var noget i stil med at efter jeg havde tabt barnet synes jeg ikke længere det var relevant at læse baby-blade . Hold op hvor blev han tavs -og samtalen sluttede meget hurtigt derefter ).

Jeg tror hvis jeg bare var mig selv - så sad jeg nok stadig og bearbejdede min sorg , for den er stadig stor, men jeg er omgivet af mennesker, der mener det er bedst at komme videre , og jeg prøver i min egne øjeblikke at bearbejde sorgen, men jeg tror det tager længeret tid end først antaget - Jeg har en følelse af ikke at være god nok til at blive mor igen - at det er min egen skyld fordi jeg ventet så længe siden sidst, at hele verden er lidt mere trist end den var før SA'en.. kan sagtens grine og fjolle, men indeni, er der noget der stadig er mærket af SA'en -og jeg tvivl på hvorlang tid der vil gå inden, den følelse forsvinder...


PuHa... sikke et indlæg, nå hvis du faldt af undervejs, så står der faktisk bar, at jeg også stadig er lidt trist efter SA'en...(pretty much)

[Stinna30]

Hej Annemor

Ahem, så først dette indlæg nu, så kan godt forstå, du grinte lidt i den anden tråd

[Flunken]

Hej Annemor

Jeg har ikke prøvet en SA, men er muligvis ved det nu - da gyn ikke var tilfreds med scanningen i går Men det jeg egentligt ville sige med det er, at det også er kommet bag på mig, hvor hårdt det tager på mig. Jeg har 2 sunde og raske børn og alt at være glad for. Samtidig følte jeg mig også 100% afklaret inden jeg tog til scanning med, at hvis der var noget galt var det jo ikke meningen alligevel osv...og det mener jeg da også stadig, men jeg er fuldstændig nede i dag. Da jeg ringede til arbejdet i morges og sagde, at jeg ikke kom de næste par dage begyndte jeg at tudbrøle (hvilket jeg ALDRIG gør) og jeg kan slet ikke samle mig om noget. Synes bare det er dybt uretfærdigt....så, jeg tror godt jeg ved, hvordan du har det og jeg tror egentlig også det er vigtigt, at du giver dig selv plads til at føle det og ikke tænker, at du burde være kommet videre osv! Du kommer videre, når du er klar og ikke før. Kroppen siger selv til! Og det kan jo godt være, at det først er, når du er gravid igen og forbi den uge, du sidst havde SA.

Så en lang sludder - håber det giver mening? Min pointe er - giv dig selv plads til at være ked af det! Det er OKAY!!!

Knus og en masse babystøv herfra