Her igen

[svipsen]

Ja så er jeg så på den forbandede abortside igen.

Jeg er så pisse træt af mit liv. Jeg føler, at det er fuldstændig umuligt at passe forholdet, vennerne, familien og ikke mindst arbejdet. Al min tid bliver brugt på behandlinger, at få taget prøver, blive undersøgt, være til samtaler eller ligge herhjemme, når jeg har det dårligt, fordi jeg igen er ved at miste eller lige har mistet. Hvor blev hverdagen lige af midt i alt dette??? Den er nærmest forsvundet.

Hvor tit skal jeg lige høre, at det skal nok gå? Det skal nok blive vores tur. Eller hvor sej jeg er, fordi jeg tør fortsætte med at prøve. Jeg er helt uforstående. Hvem siger, at det nok skal gå? Lægerne gør i hvert fald ikke. De siger, at chancerne desværre er små, men de vil gøre alt hvad de kan. Men det er jo ingen garanti. Sej er jeg i hvert fald heller ikke. Nok tværtimod. Jeg er for svag til at erkende vores nederlag. Erkende at vi nok aldrig får vores eget barn. Det er for hårdt at se kendsgerningerne i øjnene, når man har kæmpet så længe og været så meget igennem. Skulle vi efter alt det give op nu? Jeg ved det ikke. Jeg tør nok ikke. Men omvendt ved jeg heller ikke, om jeg tør opleve at blive gravid igen. Er det ikke lidt naivt at tro, at det kan lykkes 8. gang, når kroppen har givet klar besked om det modsatte 7 gange nu?

Jeg er nu i 9. uge. Gravid med et dødt foster. Min krop har ikke fattet noget. Tog en g-test for at se, om HcG i det mindste var lidt faldende. Men det er det i hvert fald ikke! Bang, 2 knaldrøde streger i løbet af 1 sekund.

Snakkede med fertilitetsklinikken i morges. Vi aftale tid til en udskrabning i morgen onsdag kl. 8.30. Bliver godt at få det ud.

Jeg ved ikke helt, hvor jeg hører hjemme herinde mere. Jeg er jo ikke BIB lige nu. Det er også for bizart at kalde sig gravid, selvom jeg ikke har aborteret endnu. Det er for deprimerende at være fast inventar i denne gruppe, selvom det nok er det mest rigtige sted. Ønsker graviditet gruppen er nok heller ikke lige sagen p.t. Jeg hverken kan eller må blive gravid nu.

Hulter-til-bulter-tanker og kedeligt, trist indlæg.

[Snebold]

Åh Svipsen, hvor jeg føler med dig
Jeg forstår dig fuldt ud. Selv om vores historier er meget forskellige, stå vi begge med et håb der er brast og et liv der ikke giver mening. Og hvorfor? Fordi vi ønsker os et barn. Det skulle være så nemt og lykkeligt, men er så svært og umuligt og fyldt med sorg.
Og hvor bliver man træt af at få at vide at man er sej eller stærk. For det er man ikke, jeg er i hvert fald ikke. Vi er bare tvunget til at eksistere i en uretfærdig virkelighed som er alt for hård. Kan sagtens følge dig når du siger du føler dig svag når du ikke vil/kan erkende at det ikke skal lykkes jer at få jeres eget biologiske barn. Men det er også ok at være svag, det er jo et livs drøm du må opgive hvis du erkender det. Det er bare ikke noget man lige gør over natten. Men jeg forstår godt hvis I snart er nødt til at erkende det. Det er simpelthen for hårdt det I oplever. Ingen skulle opleve det
Vi kan jo danne vores egen lille klub herinde, for dem der ikke passer ind i nogen af de andre kategorier
Puha -jeg vrøvler vist bare, men jeg føler med dig og ønsker dig det bedste.
Kh. Snebold

[svipsen]

Hej Snebold

Tja på en eller anden sær måde ender vi to altid med at følges på både godt og ondt. Det er desværre længe siden, at det har været godt.

Kan godt se, at du heller ikke rigtig rammer nogen rigtig kategori herinde. Det er svært at gå fra at være med i et fællesskab, hvor alle er fælles om det brændende ønske at få et barn til at et ingenmandsland, hvor man er ret ensom og ingen omkring én helt forstår, hvad det er der sker i éns liv.

Dem i min omgangskreds prøver virkelig. Det må jeg give dem. Men de får bare altid sagt alle de forkerte ting. Det ender med, at jeg er endnu mere ked af det, efter jeg har snakket med dem.

Jeg havde det lidt på samme måde med dig, lige da du havde mistet Linus. Det var svært at formulere medfølelsen, som jeg virkelig havde og selvfølgelig stadig har, uden at komme til at sige noget, der bare gjorde det værre eller lød helt ligegyldigt.

Min veninde kom også til at sige noget i stil med, at det også kunne være træls at være gravid, når man skulle bruge så meget tid på infomøder, undersøgelser m.v. ude på sygehuset. Det var vist et forsøg på at fjerne det glamourøse ved det en graviditet for at få mig i bedre humør (hun er nemlig gravid i 19.-20. uge nu). Men det gjorde det for mig endnu værre, end hvis hun ikke havde sagt noget. Hvis hun vidste, hvor meget tid, vi har brugt på OUH, Rigshospitalet og min læge de sidste 7 måneder, ville hun have bidt sig i tungen.

Men det er også bare sådan nogle oplevelser, der gør, at jeg lukker det hele inde. Jeg har ikke engang fortalt, at jeg var blevet gravid igen til mine andre veninder. De ved ikke, at jeg skal have en udskrabning i morgen. Det ved min egen søster heller ikke engang. Ved ikke hvorfor det føles som et tabu at snakke om det. Det gør det bare.

Tak for din evige støtte, selvom du selv har så rigeligt at kæmpe med.

Du kan tro, at jeg ligeså meget ønsker for Jer at få noget medvind.

Knus fra den ene fynbotøs til den anden

[pivpiv]

søde svipsen
Alle har en plads herinde, så må det være i felterne der ikke handler om børn og graviditet eller som her, lige meget hvad feltet hedder så er der plads til at der skrives både om godt og skidt.

Jeg ville sådan ønske jeg kunne sige eller gøre noget, men det kan jeg ikke.
Jeg ved hvordan det er at miste, uden tvivl og jeg ved hvordan det er når man ikke "bare lige" bliver gravid.
Men jeg har en knægt og jeg har slet slet ikke gået ret meget igennem i forhold til mange.

Håbet må du aldrig miste, det er håbet der skal holde jer oppe i den hårde kamp for at få et barn.

Jeg håber det aller bedste for dig og lad nu være med at lave det til et tabu, fortæl om din udskrabning, så de kan passe på dig det bedste de har lært.

Mange kram og tanker

[Babywanted]

Kære Svipsen - og Snebold.

Jeg husker også, da I begge fik jeres første fynbo-graviditeter samtidigt, og I fik knyttet en form for fælles bånd eller samhørighed. Men det er skisme uretfærdigt, at ikke engang en af jer står med et barn endnu. Jeg under ingen de kampe, I har, og jeg håber så inderligt, at I snart kan se frem til lyse tider begge to.

Jeg kan ikke finde trøstende ord, og jeg kan godt forstå jeres frustrationer og form for rodløshed her i forum'et, men I hører så meget til her på sitet. Jeg glæder mig til at skulle læse positivt nyt fra jer begge, for I kan jo ikke blive ved med at bringe dårligt nyt. Jeres ration er for længst opbrugt.

Kram-kram-kram

[Stinna30]

Vil bare sende et kæmpe kram til både svipsen og Snebold

[dmi]

Jeg sender også lige et stort kram til både svipsen og snebold.
Knus
dmi

[Katrine-mor]

Åh hvor jeg synes det er hårdt at læse Jeres indlæg Det er bare så frustrerende, uretfærdigt og meningsløst at I skal igennem så meget. I er to skønne, stærke og meget medfølende kvinder. Jeg bliver gang på gang overrasket over Jeres overskud til at bekymre jer og tænke på os andre i de forløb vi er igennem. Det er simpelthen så stort af Jer.
Tænk at du, Svipsen, har overskud til at skrive et indlæg og spørge, hvordan min ÆU gik, selvom du selv skulle have fjernet endnu en drøm om et barn dagen efter. Det synes jeg er helt vildt stærkt af dig.
Du kan tro jeg tænker meget på dig og håber at udskrabningen er forløbet godt.

Jeg ved ikke om jeg nogensinde kommer til at sidde med mit eget barn i armene og jeg ved heller ikke om I gør. Det er så frustrerende ikke at vide det. Man må bare håbe - håbe at vi en dag får lov at give den moder-kærlighed vi alle sidder med til et barn.

Kærlig hilsen
Katrine

[MÃ¥neMarie]

Kæreste søde svipsen.
Jeg ved slet ikke hvad jeg skal skrive.. livet er bare så uretfærdigt og jeg kan kun forestille mig hvor umenneskelig hårdt det er for dig at miste gang på gang.. Hvorfor skal det være så svært og så hårdt og hvorfor skal I så forfærdelig meget i gennem, for at få en baby.. det burde jo være det mest naturlige og nemmeste i verden og det er da bare ikke retfærdigt at nogle skal kæmpe på den måde..
Jeg ville ønske jeg kunne skive det helt rigtige, der ville gøre det hele meget nemmere.. men jeg kan kun give dig mine tanker og nogle kæææmpe cyber-kram.. jeg er så ked af det på dine vegne..

[Snorre]

Kære Svipsen
Jeg kan rigtig godt forstå, at du har brug for at skrive dette indlæg. Og har brug for at få nedfældet nogle af de tanker, du går og gør dig. Samtidig er indholdet i dit indlæg meget rammende for mange af os
Hele det her graviditets-fis (undskyld udtrykket) går ud over ens overskud i forhold til de mennesker, man holder af og ikke mindst arbejdet i perioder. Jeg føler mig heller ikke stærk og sej på nogen måde - men ofte modløs og bange
Hvis bare vi herinde vidste, at det ville lykkes til sidst, tror jeg mange af os var villige til næsten at gøre hvad som helst. Det umenneskelige er, IKKE at vide det om det lykkes. Det er en kæmpe beslutning at sige stop i det forløb, for så virker alle de tidligere forsøg som helt nytteløse. Hvis det til gengæld fører en vellykket graviditet med sig, vil alle forsøgene pludselig være meningsfyldte
Du har nu været gennem din MA, og jeg håber du er ved at komme lidt ovenpå igen - i det omgang det nu kan lade sig gøre. Lad os vide, hvordan du har det, og hvilke tanker du gør dig om fremtiden.
Tanker fra mig

[Flunken]

Ja, så er jeg også her igen - forbandet l....!



Flunken

[svipsen]

Jeg var på arbejde idag - noget af dagen. Bunkerne har tårnet sig op, men koncentrationen er helt væk. I stedet er kommet en tro følgesvend i form af hovedpine, som har været der i flere uger nu.

Jeg fik snakket med 2 fra ledelsen, og de var heldigvis meget forstående, og de giver mig en stor frihed. Jeg kan komme i det omfang, jeg orker det. Det kan jo ikke være bedre. Alle ønskede mig velkommen tilbage. Dejligt. Min chef havde skrevet til folk, at de ikke skulle stille spørgsmål, og det gjorde de heller ikke. Alt i alt en ok dag.

Jeg har ikke blødt særlig meget siden udskrabningen. Ved ikke hvad der er normalt. Der kommer nogle små klumper engang imellem. Men ellers ikke det vilde påstyr. Det gør ikke ondt mere bortset fra, når jeg ligger mig ned. Mja, pas? Men hvis det er alt, så har jeg ikke noget at klage over i den forbindelse.

Jeg vil til enhver tid vælge udskrabning fremfor at abortere det selv, hvis vi skulle komme i den situation igen. Det har slet slet ikke gjort ligeså ondt, som alle de andre gange, hvor det selv skulle komme ud. Her var jeg heldigvis i dyb søvn, da det værste skulle ske

Det endte med en sandt drama på selve dagen for udskrabningen. De havde kun bestilt tid til en undersøgelse, hvor de så derefter ville bestille tid på operationsstuen en anden dag???? Men da jeg brød fuldstændig sammen derude, indlagde de mig alligevel med det samme. Jeg kom på operationsstuen sidst på eftermiddagen. Jeg endte med at faste i 18-19 timer. Nøøøøj jeg var sulten. Men ud kom det.

Vi har ikke nogen planer for fremtiden endnu. Jeg fik lavet en kromosomanalyse på fosteret, som der først kommer svar på om ca. 3 uger.
Desuden fik jeg aldrig taget de sidste prøver inde på Rigshospitalet, da jeg allerede var gravid, så det skal også gøres. Men jeg kan ikke få dem taget, før HcG er ude af kroppen....og der går MEGET lang tid, kan jeg regne ud. Tog en test igår for lige at se, om den i det mindste var blevet lidt mindre tydelig. Nej det kunne man ikke sige. Den var stang positiv indenfor 1 sekund. Men mit HcG niveau må også have været over 50.000.

Hvis Rigshospitalet ikke kan tilbyde en behandling som både de og min mand og jeg tror på, så opgiver vi kampen. Det tror jeg virkelig. Vi er slidt op nu. Det er pisse hårdt at være gravid, og det er endnu hårdere at miste.

Det virker så ubeskrivelig uretfærdigt, hvis det ender med, at vi slet ikke får nogen børn. Som du også skriver Snorre, så har man spildt alle de år, behandlinger, penge, bekymringer og smerter på ingenting. Så starter kampen, ventetiden, årene, omkostninger, bekymringerne forfra, når vi skal hele adoptionsprocessen igennem.

Men hvem sagde, at livet var retfærdigt? Det er fandme hårdt!!!

[Panna]

Livet er pisse uretfærdigt. Livet er fucking unfair. Livet er indimellem lige til at lukke op og skide i!!!! (undskylder sproget, hvis sarte sjæle læser med) Det tror jeg godt at vi kan blive enige om.

For sådan tror jeg, at vi alle har det nogen gange.. Problemet er bare når "nogen gange" bliver til "alt for mange gange" På et eller andet tidspunkt bliver det for meget. For nogen bliver det for meget efter første gang det går galt og for andre skal der mange flere fejlslagne forsøg til før man må sige stop.

Jeg tror bare at man skal sige til sig selv at det ikke er fordi man giver op.. at det ikke er fordi man har tabt kampen. Men at det tværtimod er fordi man er stærk nok til at sige fra i tide.. at man beskytter sig selv.

For som du også selv kommer ind på så skal man altså også huske at leve sit liv mens man har det. Man kan jo ikke blive ved med at leve i den her osteklokke som fertilitetsbehandlingen har puttet én ind i. Livet bliver sat på standby inde i den skide osteklokke. Inde i den findes der kun ægløsningsteste, graviditetsteste, kanyler, hormoner, gynækologiske undersøgelser, piller, menstruation, aborter, æglsøningsslim, blodprøver osv osv osv... Ude på den anden side lever alle de mennesker der ikke har den fjerneste anelse om hvilken dag i cyklus de er nået til.

Det kan godt være at alle os i behandling burde lette lidt på osteklokken og kravle ud til de andre bare en gang i mellem.. hvis man da ikke ligefrem tør tage springet og smide osteklokken helt ad helvede til.....

[Snebold]

Kære Svipsen
Nej der er vist ikke nogen der har sagt at livet skulle være retfærdigt. Hvis der var, ja så var han verdens største løgnhals

Dejligt at udskrabningen blev overstået til trods for at de ikke havde booket tid. Det havde da også været umenneskeligt hvis du havde skulle vente.
Nu må I jo så se hvad lægerne finder frem til. Kan godt forstå at I nu seriøst overvejer om I skal fortsætte. Det er så utrolig hårdt at blive ved, at leve i uvished, at ønske og håbe, at blive skuffet igen og igen. Ja det burde ingen udsættes for.
Jeg har stor respekt for det I har været igennem og ønsker sådan for jer at det ville lykkedes at blive forældre. Det er så meget din tur til at blive mor.
Sender et knus (der er ingen knusende smily, så du får en kat)
Kh. Snebold