Jeg er en pige på 18 år. Jeg blev gravid efter et engangknald. Der var gået 7 dage siden jeg skulle have haft min mens. Jeg prøvede at lade som om det ikke var alvorligt, mest fordi jeg ikke ville indse det faktum jeg egentligt godt vidste. Jeg var gravid. Men jeg kunne ikke træffe det valg. Det er noget af det hårdeste jeg nogensinde har prøvet. Da min veninde fortæller mig svaret bliver hele min verden rystet. Hele min virkelig forsvinder og det føltes som om jeg lever i en film. Det opkald jeg skulle lave til min mor, var det sværeste. Hvordan fortæller man det. Når jeg tænker tilbage nu, føltes det hele så uvirkeligt, som jeg så det hele ovenfra. Men jeg var ikke i tvivl, jeg skulle ikke have noget barn. Slet ikke med ham. Og jeg havde slet ikke mulighederne for at give det her barn ordentlige vilkår.
Jeg er ikke et sekund i tvivl at jeg ville kunne elske det barn højere end noget andet. Selvom det aldrig blev til noget, føler jeg stadig det er en del af mig og jeg elsker det. Det vil jeg altid gøre.
Men hvorfor har jeg det sådan nu, når jeg slet ikke var i tvivl dengang. Ikke et sekund overvejede jeg at jeg skulle have det barn. Selv nu sidder jeg og tuder. Lige pludselig kommer det bare op igen. Er der andre derude der har det ligesom mig? Er det fordi jeg fortryder min beslutning, eller er det helt naturligt at det gør én ked af det?
