Tænkte at nu var min tur vist kommet til, at jeg måtte fortælle min historie...Jeg har mange gange hentet erfaring og viden i disse forum, når jeg har været i en situation omkring abort, nu vil jeg gi lidt tilbage.
Efter min x-mand og jeg igennem en årrække havde prøvet at blive gravide og næsten ikke turde tro på, at det skulle lykkedes, kom dagen efter 6 år (det er 9 år siden). Endelig testede jeg positiv, lykken var stor og endelig skulle den næste epoke i vores fælles liv begynde. Da jeg var ca. 7 uger henne, fik jeg meget kraftige smerter og tog på skadestuen, hvor jeg blev scannet og en læge med denne bemærkning sagde "hvem har sagt at der er noget barn i din livmoder"...ja det var så hendes måde at konstatere en GUL, jeg blev indlagt og alt forgik stille og roligt, indtil "graviditeten" sprang og der trak 2 liter blod ud i bughulen på ingen tid....panik panik og alt var kaos. Min ex-mand blev sendt hjem med beskeden om, at det ikke var sikkert at jeg overlevede. Jeg fik fjernet den ene æggeleder og lægerne mente ikke, at jeg ville kunne blive gravid på naturligvis mere. Jeg blev henvist til Brædstrup, hvor vi gik i gang med fertilitetsbehandling, det var en lang og sej proces, hvor jeg var fyldt med hormoner, psykiske op og nedture og angsten for ikke at få et barn.
Men så kom oprigningen fra klinikken….jeg var gravid !!! jeg gennemførte en graviditet uden de store komplikationer og fødte i 2006 en velskabt datter. Desværre endte ægteskabet et år efter og drømmen om den familie vi havde kæmpet sådan for faldt på gulvet…
Efter nogen år mødte jeg den kæreste jeg har i dag og til min MEGET store overraskelse kunne jeg i maj 2010 konstatere at jeg var gravid på naturligvis, havde ellers forenet mig med, at jeg ikke skulle have flere børn, da fertilitets forløbet ikke var noget jeg psykisk ønskede at gennemgå igen. Vi var naturligvis lykkelig og kunne slet ikke sætte ord på min glæde. Da jeg var 7 +3 var vi til scanning og der var den lille spunk, lige hvor den skulle være med hjertelyd og det hele. Da jeg var i 10 uge begyndte jeg at bløde, kom ind på sygehuset hvor de kunne bekræfte at fosteret var gået til grunde og jeg var ved at abortere. Jeg skulle bare tage hjem og komme ind til scanning et par dage efter, så de kunne konstatere at alt var væk. 2 dage efter begyndte jeg at bløde så voldsomt, at hele badeværelsegulvet var smurt ind, da jeg lå i kramper. Prøvede at bruge håndklæder som bind, dem blødte jeg igennem på få minutter. Ringede til vagtlægen, som nu mente jeg bare skulle ta’ det med ro, det var HELT naturligt !! 10 minutter efter besvimer jeg pga. af styrtblødningen og mængden af blodtab. Bliver hentet af ambulancen og kørt på gynækologisk afdeling med det sammen. Jeg skulle scannes, men lægerne kunne slet ikke komme til for de store mængder af blod der væltede ud, panikken bredte sig og de kunne ikke finde ud af hvad der skete, men efter at ha’ mistet 4 liter blod (hvilket er rigtig meget) blev jeg opereret. Efterfølgende var jeg indlagt og fik tilført blod. Ingen har efterfølgende kunne svare på hvad der skete.
Allerede i nov. kunne jeg igen teste positivt, det var næsten for godt til at være sandt. Men aborterede igen i uge 5+6, denne gang et ”normalt” forløb Nu var modet og kræfterne ved at slippe op og psykisk kunne det også mærkes, var bare så lykkelig over at det faktisk kunne lade sig gøre på naturligvis. Ville bare så gerne opleve at få et barn mere.
Gik og ventede på at min menstruation skulle komme igen efter aborten, men viste at der kunne gå et stykke tid. Begyndte at få fornemmelsen af at jeg faktisk kunne være gravid igen, men syntes det lød utroligt, når jeg ikke havde haft min menstruation endnu. Men min fornemmelse blev bekræftet, det var jeg. Jeg blev fulgt nøje med HCG blodprøver og de steg flotte og regelmæssige, nu skulle det bar lykkes, det kunne da ikke passe andet, alt andet ville da være unfair. Skulle til scanning d. 29 dec. (2010) da de med sikkerhed ikke kunne sige hvor langt jeg var henne, men de regnede med 8 uger. Vi glædede os så meget og nu skulle 2011 bare blive vores år. Natten til d. 29 dec. Vågner jeg med stærke smerter, efter ca. 15 min ved jeg med sikkerhed at jeg INGEN har en GUL, Bliver hentet af ambulancen og har det virkelig dårlig, smerter så stærke og sank i knæ da jeg skulle gå ud til ambulancen. Bliver igen kørt på gynækologisk afdeling, hvor jeg bliver trykket og kigget på. Lægen mente nu det nok bare var en blindtarmsbetændelse og alt nok skulle gå godt. Nej sagde jeg, kan mærke det er en graviditet uden for livmoderen. Jeg blev scannet og ganske rigtig, min frygt blev bekræftet. Jeg fik det dårligere og dårligere og smerten var ubeskrivelig, jeg kunne ikke andet end skrige. Mit blodtryk faldt drastisk og igen var det med panik. Blev opereret og igen var den sprunget og 2 liter blod siver ud i bughulen. Da jeg vågnede kunne lægen fortælle, at nu var min anden æggeleder også fjernet og derved også et hvert håb om, at blive naturligt gravid. Den var hård og sluge, men morfin rusen tog følelsen af at skulle forholde sig. Min kæreste og jeg kunne så gå ind i år 2011 sammen på sygehuset, en nytårsaften man ikke sådan lige glemmer.
Da jeg kom hjem væltede hele min verden, nu kom alt det jeg havde gemt på gennem tiden, fordi jeg ville være så pokkers stærk og ta’ tingene med oprejst pande.
Nu er jeg sygemeldt, får beroligende medicin, sovepiller og går til psykolog får at få mig selv tilbage.
Var det det værd, jeg ved det ikke…lige nu ved jeg ingen ting, andet et brændende ønske om at finde mig selv og glæden igen…ved det kommer men det tager tid.
Det var min beretning om et forløb med aborter.
Mys
