En hel masse øv...

[Katrine-mor]

Hej alle,

Kom jo til at skrive hele min i historie i en anden tråd: "bange for ik at kunne blive gravid efter spontan abort", som jo faktisk var en helt anden der havde startet den, så nu kommer fortsættelsen her i en ny tråd.

Skal bare læsse en hel masse øv af, og jeg håber der er nogen af Jer, der kan komme med en smule opmuntring.

Puha, jeg er bare så ked af det stadigvæk. Har ikke været på arbejde siden d. 20. maj, da vi fik at vide at fosteret var gået til grunde til NF.
Mandag havde jeg håbet at være up and about igen...tænkte at nu var det en ny uge, så mon ikke jeg havde godt af at komme på arbejde igen...men nej, vågnede bare op og startede med at tude øjnene ud og måtte ringe til min chef og sige at jeg ikke kom alligevel.
Så ringede jeg til min egen læge og fortalte alt det triste der var sket, og hun tilbød mig at komme hen og snakke lidt. Kom ind i venteværelset med mega hævede øjne og der sad selvfølgelig en mor og far med deres helt nyfødte bebs...puha, det var hårdt. Ved ikke om det var mine graviditetshormoner der stadig spøgte, men da babyen begyndte at græde, så begyndte jeg også at græde...fedt!
Min læge var glad for at høre at jeg fik talt en masse med min kæreste, familie og veninder, men tilbød at jeg også kunne komme til samtaler hos hende eller hos en psykolog. Det skulle jeg lige tænke lidt over. Er der nogen herinde der har erfaringer med det?
Mandag aften begyndte jeg at få smerter igen og blødte lidt, selvom jeg faktisk var holdt op med at bløde lige efter den medicinske abort.
Tirsdag blev det værre, men jeg skulle til kontrol på hospitalet onsdag, så valgte at bide det i mig og overleve på Panodiler.
Onsdag havde jeg rigtig ondt, og på hospitalet kunne de se at den medicinske abort ikke var vellykket Fik tid til en udskrabning om torsdagen. Vi talte med en narkoselæge og tog derefter hjem. Om aftenen fik jeg mere og mere ondt og blødte temmelig meget. Smerterne kom i bølger og til sidst begyndte jeg bare at græde/skrige fordi det var så slemt. Min kæreste ringede til skadestuen, som sagde at vi skulle komme ind. Vi tog en taxa og jeg græd hele vejen fordi jeg var så bange.
Da vi kom ind på skadestuen kunne jeg mærke at blodet begyndte at fosse ud og løbe ned af mine ben. Jeg skreg bare og min kæreste fik fat i en sygeplejerske som fik mig ind på en stue, hvor jeg fik målt blodprocent og blodtryk og fik morfin.
Herefter blev jeg kørt op på gynækologisk afdeling til undersøgelse, hvor jeg blev scannet og fik taget blodprøver. De gav mig noget mere smertestillende og satte mig på til akut udskrabning, som jeg fik kl. 2 om natten, fordi det blødte så meget.
Det gik heldigvis godt og jeg opfattede ingenting pga. narkosen. Resten af natten brugte jeg på at sove og holde om min kæreste, som var dybt ulykkelig. Vi havde vist lige fået jordens største forskrækkelse. Om morgenen var jeg sådan set frisk nok, men synes bare at det var vildt mærkeligt at tage fra hospitalet uden at skulle til noget opfølgning. De sagde bare jeg at skulle få tid til undersøgelse hos min egen læge. Er det normalt?
Torsdag var jeg vildt træt, men igår lykkedes det mig faktisk at komme lidt ud med nogle venner. Var bare helt drænet for energi da jeg vågnede idag...det er hårdt at være ude i den virkelige verden. Fik så også lige et "tillykke med din graviditet og du bliver snart indkaldt til jordemoderkonsultation"-brev fra hospitalet...øv øv øv, så begyndte jeg bare at tude igen Er der nogen der ved, hvem man kontakter så jeg ikke får flere af sådan nogle breve?
Det gør det jo ikke ligefrem nemmere at komme videre.

Aj, det blev et langt indlæg...havde bare bruge for at få skrevet det hele ned.

Kh. Katrine

[Babywanted]

Puha Katrine-mor, sikke en omgang. Jeg sidder med tårer i øjnene. Jeg kan også huske, da jeg skulle have en udskrabning - og opfølgende blodprøver for at sikre, at hcg-niveauet faldt, at der var nyfødte babyer og glade, nybagte forældre omkring mig. Det er bare rigtig hårdt.

Og de der breve med tillykke fra din jordemoder, puha. De burde til NF kunne gå ind og sætte et kryds i systemet, at den slags ikke skal sendes ud. Jeg ved ikke, hvem du melder et "nej tak" til, men hvis du nu ringer til det telefonnummer, der står på brevet, så kan de nok hjælpe.

Håber snart du er ovenpå igen og næste gang, I bliver gravide, kan du bede om at få en tryghedsscanning inden NF.

Trøstekram

[svipsen]

Kære Katrine

Puha en grum historie.
Det er så forfærdeligt at miste, og det gør bare så ondt, som intet andet kan gøre.

Jeg har ikke haft samme forløb, da min krop ordnede det selv begge gange, så m.h.t. om det er normalt, at det kun er egen læge der skal følge dig...det ved jeg desværre ikke. Jeg syntes dog det lyder ok, såfremt din læge sørger for at tage blodprøver løbende, så I er sikre på, at alt graviditetsvæv er ude nu.
Efter min første abort slap sygehuset mig ikke før HcG gik i nul. Men de blodprøver kunne lægen jo ligeså godt have taget.

Med hensyn til psykologhjælp har jeg derimod god erfaring, da min arbejdsplads sørgede for det inden for få dage efter aborten. Det har hjulpet mig utrolig meget. Der findes jo ingen mirakelkur, og man skal nok acceptere, at det ER noget lort lige nu, og man ER ked af det. Derfor er det bare så ok at græde og sørge. Men psykologen kan hjælpe til med, at få styr på tankerne, så de bliver koncentreret om sorgen, så man ikke blander andre ting med ind i situationen. Jeg følte egentlig, at det var ret svært at være ved psykolog. Det er jo meget lige på og hårdt i den time man er derinde, og det kræver mange tårer. Men måske netop derfor kommer man også hurtigere igennem sorgen, fordi den bliver intensiveret i en periode.

Jeg er i hvert fald ovre det nu. Det var i november vi mistede første gang. Tror også jeg har haft 12-14 psykologtimer. Men det er det værd. Hun har helt sikkert også gjort, at jeg nu kan leve ved siden af projekt baby. Før jeg mødte psykologen drejede alle mine tanker sig det ikke at kunne få mit drømmebarn. Der var ikke plads til mine veninder, da de alle har børn, eller har fået det, imens vi har prøvet. Sådan har jeg det ikke mere. Selvfølgelig er jeg da ked af vores situation, men omvendt er der igen plads til, at vi kan hygge os og være blandt andre med småbørn, og det giver altså meget mere livskvalitet at have det sådan. Der kan jo risikere at gå mange år, inden det lykkes for os. Når de år er gået, vil jeg ikke se tilbage og opdage at alle veninderne er væk, fordi jeg ikke kunne rumme dem, når de fik deres store drøm opfyldt.

Ja det blev lige til en større selvbiografi. Det var ikke for at det skulle handle om mig, men du spurgte om vores erfaring med det, og min egen historie er min bedste erfaring. Hvis du ikke lige kunne sortere i alt mit bla bla bla, så lyder opsummeringen på, at jeg klart kan anbefale en psykolog

Det med brevene fra sygehuset ved jeg ikke noget om. Men prøv at ringe til den afdeling, som har skrevet under på brevet.

Når alt det er sagt, så vil jeg give dig en stor cyber-krammer og ønske dig alt mulig held og lykke i fremtiden. Håber at Jeres store drøm meget snart går i opfyldelse, og at sorgen snart vil mindskes.

Knus og kram
Svipsen

[Katrine-mor]

Hej igen,

Babywanted: Tak for rådet, men jeg fik faktisk en scanning i 8. uge, fordi jeg var begyndt på hormonbehandling, så de ville tjekke om alt var ok. Og det var det... en lille spire med hjerteblink og det hele... de mener at den er gået til grunde meget kort tid efter:-( Så jeg har et fint scanningsbillede herhjemme at min spire mens den var i live. Har dog gemt det væk, da jeg ikke fik det bedre af at blive ved med at kigge på det og være frustreret over at den var i live i den ene dag, men et par dage efter var den væk
Men jeg vil helt klart "kræve" tryghedsscanninger, hvis jeg skulle være så heldig at blive gravid igen (så hører man lige mig være totalt pessimistisk!). Har bare så svært ved at håndtere at alle siger "du er jo så ung, du skal nok blive gravid igen", for det var jo lige præcis det her lille barn jeg troede skulle være mit! Men folk siger at håbet kommer igen, når sorgen har lagt sig lidt... er det rigtigt?
Har også skrevet en mail til den jordemoder, der har skrevet under på brevet...håber at hun ligesom kan slette mig fra deres "graviditets-papirer", så jeg ikke får flere breve i denne omgang.

Svipsen: Ih, tak for din lange besvarelse...og ja man kan jo kun komme med sine egne erfaringer og det er dejligt at høre dine. Min arbejdsplads har også sagt at jeg skal sige til hvis jeg får behov for psykologhjælp, og det kan godt være at det ville være en god idé. Tror helt sikkert også at det kommer til at kræve tårer, men dem har jeg grædt en million af de sidste 10 dage og jeg synes faktisk at det hjælper, selvom det er træls at have kronisk hævede øjne.
Jeg har (heldigvis) ikke nogle gravide veninder eller veninder med børn...kun nogle som jeg ikke ser så ofte. Men jeg kan sagtens følge dig i at det må være svært at dele deres glæde, når man også så gerne selv vil have et barn. Er virkelig også rædselslagen for at en tæt veninde pluselig ringer og siger at hun er gravid. Ved slet ikke hvordan jeg skulle håndtere det. Måske endnu en rigtig god grund til at tale med en psykolog, så jeg kan blive mere afklaret med min sorg og mine tanker/frustrationer over at baby-drømmen er blevet taget fra os inden den rigtig begyndte.

Mht. hospitalet, så tror jeg de har sluppet os, og at det er min læge, der skal tjekke at mit hcg falder. Håber godt nok ikke at jeg skal igennem endnu en udskrabning.

Se det blev også til en masse blablabla fra mig, men det er vel derfor at dette forum er til

Jeg vil også ønske dig tusind mange gange held og lykke og sende en masse gode vibes i din retning

Knus og kram Katrine