Efter en SA...

[Hope]

Har prøvet at læse nogen af de tidligere indlæg, og er sådan nogenlunde sikker, men spørger alligevel jer.
Nu hvor jeg har haft en SA Hvad så? Denne blødning regnes vel ikke for en mens, vel? Nu er det meningen min krop skal blive sig selv igen, ik? Og der kan gå fra 3-8 uger før jeg bløder igen og en ny cyklus starter, ik osse? Er det rigtig forstået? Fik aldrig spurgt min læge i går. Sad ellers og tænkte på det, men "glemte" det så igen, kom ihvertfald derfra uden at have spurgt. Men så er det jo godt det her forum og alle I skønne kvinder findes Ved ikke hvad jeg skulle have gjort uden!
SÃ¥ tak allesammen

Hope

[LoisLane]

Hej Hope.
Man kan godt sige, at en SA er lidt som en mens. (Og så alligevel ikke)
Din ÆL kan i sagtens komme på dit normale ÆL tidspunkt. Således at du allerede i første forsøg kan blive befrugtet igen. Men det er ikke sikkert den kommer før efter den næste mens.
Og deter rigtigt, at der kan gå 3-8 uger før den næste mens.
der gik ca 4,5 uger før jeg fik mens igen.

HÃ¥ber du kan bruge mit svar til noget.
Alt godt til jer

Anne-Louise

[Hope]

Hej A-L
Jo kan sagtens bruge dit svar Det var lidt det jeg selv regnede med. Må jo bare vente og se, hvad kroppen finder på

Kh Hope

[Hope]

Mig igen....
Hvad gjorde I der har haft en SA/MA for at komme ovenpå igen? Lod I bare tiden gå? Eller hvad? Jeg tænker jeg burde være god ved mig selv for at "komme til hægterne igen", men det har jeg bare slet ikke lyst til Lyder det absurd?? Måske, tror det ligger i mig, fra min spiseforstyrrelses tid. Nu føler jeg at min krop har svigtet mig (igen) og vil bare hævne mig på den. Kan godt se, fra et udenforstående synspunkt, at det virker sært. Men for mig er det desværre logik Så istedet for at være god er jeg det modsatte. Andre der har haft det på samme måde, eller bare mig der er helt ude i hampen??
Hope

[LoisLane]

Hej Hope

Nu er det normalt ikke noget jeg snakker for højt om (har ikke nævnt det for andre end manden), men jeg har for en del år siden haft aktiv bulimi, og jeg må indrømme at jeg var samme tanker igennem. Mht. kroppen der straffer mig. Desværre har jeg ved opkastningerne følt "nydelse" og kontrol, så det har jo været nærliggende at gå den vej for at få styr på noget meget sørgeligt.

Jeg har virkelig været opmærksom på, at jeg IKKE skulle falde i det hul igen, da nedture jo desværre er en trigger for mig.
Vær MEGET god ved dig selv, og lad din kæreste/mand være der for dig. For hvis du nu har det som jeg havde det, så skal du virkelig holde fast i, at du ikke vil derhen igen.

Brug dine nærmeste, brug nette (det er niigengange nemmere at fortælle det til folk man aldrig skal se i øjnene) og prøv at skrive dine tanker ned.

HÃ¥ber du holder dig oven vande,
Anne-Louise

[Hope]

Årh A-L-har du osse været på den vogn. Godt den er kørt uden dig nu. Har jo selv haft bulimi i mange år, så ved hvilket helvede det er og ønsker ikke for nogen at gennemleve det. Så er virkelig glad for du ikke lider af det mere Det gør jeg som sådan heller ikke, men tankerne er der, og især lige nu. Men har ikke gjort noget, jo jeg har trøste/hade spist siden i søndags, men ikke voldædt og kastet op. Så er lidt stolt, for hvis jeg kan komme gennem det her uden, så er jeg et stykke på vej....
Noget andet er det der med at være god ved mig selv, i forvejen er jeg dårlig til det, men har virkelig gjort mit bedste siden vi startede på projektet.Lige nu er det bare ekstra svært, men må sige til mig selv, at jeg skal! Og så skal jeg bruge min kæreste lidt mere, og måske burde jeg fortælle min mor og søster om det??
Tak for rådet A-L. Håber du får en fantastisk sommer
Hope

[Tibina]

Kære Hope,

Jeg tror ikke dine tanker er meget anderledes end andres i samme situation. Da jeg i efteråret blev scannet og fik at vide, at der ikke var hjertebank, var min første tanke, at jeg bare ville hjem med det samme, så jeg kunne ligge og tude under dynen. Men jeg blev "tvunget" til en samtale med en sygeplejerske, der sagde, at det var meget normalt og det ikke var min skyld. Der var ikke noget, jeg kunne have gjort, som kunne forhindre det. Og det sagde hun igen og igen. Alligevel kan jeg ikke lade være med at tænke på, om det var fordi jeg drak kaffe, havde fået farvet hår osv. Fjollet, men mon ikke meget normalt.

Jeg valgte at sige det til alle, venner, familie og arbejdsplads. Flere kollegaer kom efterfølgende til mig og sage, at de også havde prøvet det, og jeg mødte stor forståelse fra alle sider. Det kan kun anbefales.

Hvordan man kommer ovenpå igen ved jeg ikke, her knap et år efter fylder det stadig meget. Jeg tror altid jeg vil savne mit majbarn, som jeg aldrig fik. Håber at en ny graviditet vil gøre det lidt lettere.

Så vil jeg lige slutte af med at sige, at jeg har to veninder der også aborterede to gange meget tidligt, og den ene har tre børn i dag og den anden er højgravid med nummer to. Så det betyder ikke, at det ikke kan lykkes.

HÃ¥ber du kan bruge det til noget

[Hope]

Hej Tibina.
Tror som du skriver, ikke at mine tanker er specielt meget anderledes end alle andre, der oplever SA/MA. For de fleste føler nok deres verden ramler fuldstændig sammen, og man har bare lyst til at krumme sig sammen og tude.
Og det kommer til at fylde en del fremover, lige meget hvordan jeg end vender og drejer det, men forhåbentlig kan jeg en dag, når jeg sidder med alle mine børn og mand omkring mig, tænke tilbage på det som noget der gjorde mig stærkere. Lige nu skal jeg bare have frygten for det sker igen ud af kroppen og så skal jeg videre.
Tak for dit indlæg

Hope

[Hope]

Ringede til min søster. Vi plejer at fortælle hinanden alt, så det har været lidt mærkeligt ikke at fortælle hende det her, men ringede altså til hende lige før, og hun reagerede bare fuldstændig anderledes end jeg havde forventet. Det første hun sagde, var den der bemærkning man bare ikke gider høre, hun sagde" Jamen så kan du jo blive gravid, det er da positivt" Og ja hun har ret, havde bare ikke forventet, at det var det første hun ville sige. så lige nu er jeg lidt målløs.
Ved ikke lige hvad jeg ville med det her indlæg, men du er det skrevet.
Hope

[den glade]

åh det bare ikke det man ønsker høre fra sin søster i sådan en situation... er så ked af det på dine vegne... ville ønske jeg kunne gøre noget for at hjælpe dig men ved ikke hvad det skulle være andet end jeg tænker på jer og føler med dig... og håber at du hurtigt får gevinst igen... det fortjener i nu... KRAM

[Hope]

Tak Camilla Næ må ærligt indrømme at det ikke lige var hvad jeg havde håbet eller troet hun ville sige. Tak for håbet om hurtig gevinst og det samme til dig næste måned
Hope

[Hope]

Og min mor reagerede på nøjagtig samme måde. SÅ typisk! Måske var det derfor jeg ubevidst ikke havde sagt noget, vidste et eller andet sted, at det var sådan de ville reagere. Sådan har det altid været. I vores familie viser man ikke følelser og når man møder modgang, er det bare op på hesten igen. Det kan jeg bare ikke mere, og slet ikke nu Gider ikke mere.
Hope

ps: undskyld hvis jeg bliver for ynkelig at høre på.....

[den glade]

åh forstår dig delmer godt... ville selv blive sur og ked af den besked... især når i har forsøgt så længe... det gør mig virkelig ondt... håber du snart er på højkanten igen... man kan altså ikke holde til konstant modgang... og slet ikke bare at lade som ingen ting hver gang... så du har min støtte og opbakning og forstår godt du er ked og det er du i din fulde ret til at være... KÆMPE KRAM!!!

[Tibina]

Kære Hope,

Du er bestemt ikke ynkelig at høre på - lad nu være med at være for hård ved dig selv.

Det er åbenbart ikke alle der kan forstå, at en spontan abort et ønskebarn man ikke får alligevel. Man når lige at blive så glad og så bliver det taget fra en.

Indstil dig på, at det tager tid at komme over, og hvis jeg var dig ville jeg forsætte med de lægeundersøgelsner, som du havde meldt dig til, for så sker der noget nyt i babymaking processen. Det kan måske hjælpe med at se fremad.