af Katrine-mor » tors, 21. maj 2009 16:55
Åh nej, hvor er det trist at læse, at der er så mange der har prøvet det samme som mig. Det er bare ikke fair, at vi ikke altid kan få vores ønskebørn med det samme.
Min kæreste og jeg har også været igennem et meget opslidende forløb, som fik en trist slutning igår.
Vi har prøvet at blive gravide i to år. Efter at der var gået et års tid uden resultat valgte vi at lade os undersøge, og den gode nyhed var at vi intet fejlede.
Den dårlige nyhed var at der stadig intet skete. Derfor blev vi henvist til en privatklinik for at påbegynde inseminationsbehandlinger. Vi fik den første i maj sidste år, men det lykkes ikke, hvilket var en stor skuffelse da lægen var så optimistisk, især fordi jeg er så ung (26, men 25 dengang).
Vi valgte at holde en lille pause henover sommeren.
I oktober gik vi i gang igen med 2. forsøg som også mislykkedes. Lægen var godt forvirret, da jeg havde to store æg og min kæreste havde leveret over 100 mio. sædceller.
3. forsøg i november føltes nærmest som eksamen. NU skulle det bare lykkes...men nej, heller ikke denne gang var der gevinst.
Vores humør var efterhånden helt nede og heller ikke optimismen var særlig stor. Lægen henviste os herefter til et hospital, så vi kunne påbegynde IVF.
Vi fik dog en 4. og sidste "tur" i januar, som heller ikke lykkes, og der besluttede vi endeligt at IVF var vejen frem mod ønskebarnet.
Vi begyndte i behandling i marts. Under nedreguleringen skulle jeg have min menstruation som planlagt, men fik at vide at den godt kunne være nogle dage forsinket pga. hormonerne. Det var den også... der gik 1, 2...6 dage og så købte kæresten en graviditetstest, som jeg modvilligt tog (jeg vidste jo godt at den ville være negativ). Men nej, denne eftermiddag var den positiv...for første gang i to år var den endelig positiv. Jeg røg igennem hele møllen med blodprøve og scanning i uge 8, hvor vi kunne se vores barn for første gang. At se det lille hjerte slå var ubeskriveligt smukt.
De næste uger gik med træthed, kvalme og en lille bule på maven. Vi var lykkelige.
Igår skulle vi så endelig til nakkefoldsscanning, og vi glædede os til at gense ønskebarnet, selvom jeg også var nervøs for om alt nu var okay.
Da lægen kørte scanneren hen over min mave, blev hun helt stille og jeg fornemmede med det samme at noget var galt. Pludselig fandt hun graviditetshulen, og jeg kiggede efter mit barn. Jeg kunne se en lille bitte klump nede i den ene ende, og så sagde lægen at det var et meget lille foster. Vi spurgte om alt var okay, og hun sagde at hun ikke kunne se nogen hjertelyd og at fosteret umuligt kunne være mere end 9 uger gammelt. Der gik jeg helt i chok og tårerne trillede ustoppeligt ned af mine kender. Alle vores drømme og forventninger var lige blevet taget fra os på et splitsekund. Læge nr. 2 kom ind og bekræftede at fosteret var gået til grunde.
Vi fik en tid på gynækologisk akutafdeling en time efter. Aldrig har en time varet så længe...jeg græd uafbrudt. Her skulle jeg pludselig tage stilling til om jeg ville have en medicinsk abort eller en udskrabning. Jeg valgte det første, da jeg ellers skulle have ventet til næste uge pga. helligdagene.
Mine forældre hentede os og kørte os hjem. Vi snakkede og græd og græd lidt mere.
I aftes tog jeg de smertestillende piller og abort-pillerne, og imorges faldt det hele ud... jeg føler mig helt tom inden i. Lægernes opmuntrende ord, om at det nok ikke varer længe inden at jeg er gravid igen, samt at jeg skulle være glad for at graviditeten var indenfor livmoderen, føles som en ringe trøst.
Hvordan kommer man videre? Hvornår kommer håbet igen? Vejen har været så lang og endelig så det ud til at vi også skulle have vores drøm opfyldt...og så slutter den så brat onsdag morgen.
....det er godt nok gået hurtigt...håber jeg også det gør for os... fik udskrabning den 5 maj - så har ik haft mens endnu men håber ik der går op til de seks uger de sagde der kunne gå. . men hold da op hvor går tiden bare langsomt når man venter på noget .
