Så nåede vi til mors officielle terminsdato - lørdag den 31. maj 2008. Jeg havde i ugerne op til denne dato flere gange været sikker på, at NU var du på vej. I over to ugers tid havde jeg flere gange oplevet plukkeveer, der var så slemme, at jeg var sikker på, at nu måtte fødslen da snart starte. Men nej - hver eneste gang jeg gik i seng med forholdsvis regelmæssige veer og en forventningens glæde om, at jeg snart ville føde, vågnede jeg op sur og skuffet morgenen efter.
Men da jeg nåede til terminsdatoen skete der noget indeni mig. Utålmodigheden blev udskiftet med en dyb indre ro, og pludselig var det ikke længere så vigtigt, hvornår du kom. Nu vidste jeg, at uanset hvad, så ville jeg være blevet mor igen i løbet af ganske kort tid. Og nu ville jeg bare nyde dagene, indtil du endelig meldte din ankomst.
Mandag aften 2. juni 2008 var en ganske almindelig aften ligesom alle andre. Far og jeg lagde Silke i seng ved halv 8-tiden, og ved 10-tiden gik vi selv i seng. Ingen af os regnede med, at når solen stod op næste morgen, så ville den ikke kun skinne på den lille familie på 3 - men også på dig.
Vi falder begge hurtigt i søvn - og pludselig lidt over 12 vågner jeg! Hvad var det? Jeg mærker efter og genkender smerten. Jeg konstaterer hurtigt, at det bare var én af de sædvanlige plukkeveer og lægger mig til rette i sengen igen. Lidt efter - hvad var nu det?!? Hvorfor kom der nu en plukkeve igen? Og det får mig til at begynde at tage tid på veerne. 3 minutter imellem hver eneste ve, og de kommer regelmæssigt!
Jeg står op 20 minutter over 12. På dette tidspunkt har jeg indset, at jeg har fået veer og at det ikke kun er plukkeveerne, der driller. Men jeg vil ikke vække far, for hvis det bliver en fødsel ligesom Silkes, så kommer der til at gå ca. 24 timer, før du er født.
Jeg sætter mig ned til computeren og surfer lidt rundt. Ved nogle veer bliver jeg nødt til at rejse mig op for at kunne holde det ud, og de kommer utroligt regelmæssigt og præcist.
Klokken lidt i 1 beslutter jeg mig for at ringe på fødegangen. Jeg har på det tidspunkt haft veer i en times tid. Jordemoderen kan godt høre, at jeg har veer, da jeg får en ve, mens vi snakker sammen, men hun mener dog ikke, at jeg skal komme ind endnu. Det kan stadig nå at gå i sig selv. Vi aftaler at se tiden an.
Efter dette opkald beslutter jeg mig for at begynde at skrive ned, hvornår veerne starter og slutter. Jeg har taget mit vækkeur med mig - på den måde kan jeg hele tiden forberede mig på, hvornår den næste ve kommer. Veerne er stadig meget regelmæssige og præcise, og det bliver sværere og sværere at koncentrere sig, mens de er der.
Klokken lidt i 2 er jeg ikke længere tryg ved at være herhjemme, så jeg ringer til fødegangen og siger, at nu vil jeg altså ikke længere være herhjemme, og at vi kommer ind til dem. Vi aftaler, at vi er der klokken 3. Da jeg har lagt røret, skal jeg lige sunde mig følelserne vælter op i mig, og jeg lader tårerne trille ned af kinderne på mig. Det føles så overvældende, at det er nu, vi endelig skal se dig!
Jeg får tørret tårerne væk og begiver mig op af trappen for at vække far. Midt på trappen bliver jeg overfaldet af en kæmpe ve, der får mig til at knække sammen. Jeg bliver bremset i et par minutter, og så ellers videre op mod far.
Far sover tungt. Jeg forsøger at vække ham blidt, men han reagerer ikke, så til sidst bliver det ret hårdt. Han vågner forvirret op og spørger, hvad der sker. Jeg svarer, at han såmænd bare skal være far. Nå, for søren, siger han og skynder sig op.
Far får ringet til bedstemor om, at vi kommer med Silke, og bagefter går han ind og vækker hende. Hun er ét stort grin, da han kommer ind som om hun godt vidste, hvad der var ved at ske. Mens far gør sig selv og Silke færdig, får jeg noget tøj på. Men det er ikke nemt, når man hele tiden har veer, der begynder at gøre mere og mere ondt, og når man samtidig er overvældet af følelser for det barn, man snart skal se. Igen får tårerne plads til at trille - ikke fordi jeg har ondt, men fordi jeg glæder mig så meget.
Ved halv 3-tiden er familien klar til afgang, og vi triller ned mod bedstemor. Allerede da vi drejer ind af bedstemors vej, begynder Silke at sidde og hoppe og danse i sin stol af bare glæde - det var en fornøjelse at aflevere så glad en datter midt om natten. Igen fik vi begge følelsen af, at hun godt vidste, at du var på vej.
Vi parkerer ude ved sygehuset lidt i 3 - og der, mens vi stadig sidder i bilen, har jeg den slemmeste ve indtil nu. Den bliver bare ved og ved og ved. Hele vejen op til fødegangen går jeg og siger til far: "Bare de ikke sender os hjem igen - bare de ikke sender os hjem igen!" Jeg var så bange for, at det endnu engang var en snydeomgang - og at jeg ville vågne skuffet op næste morgen.
Vi bliver vist ind i modtagelsen, og jeg bliver undersøgt. Jeg er på nuværende tidspunkt 4-5 cm åben, og vi bliver vist direkte ind på en fødestue. Jeg er jublende lykkelig og utrolig lettet. Igen overvælder følelserne mig - det hele kommer pludselig så tæt på.
Jeg havde en rigtig god oplevelse med at være i badekar under Silkes fødsel, så det ønsker vi naturligvis begge til din fødsel også. Men desværre er begge fødestuer med badekar optaget, så det kan vi desværre ikke få. Jeg er noget skuffet over dette, men det viser sig senere at være godt nok, for vi havde alligevel ikke nået det.
Inde på fødestuen får jeg kørt en strimmel, der måler din hjertelyd og mors veer. Det er rigtig gode veer, jeg har, og jeg bliver samtidig guidet til, hvordan jeg skal trække vejret. Jordemoderen synes, at jeg arbejder rigtigt godt sammen med veerne, men jeg synes nu ikke helt selv, at jeg er helt så kæphøj, når veerne står på.
Efter de er færdige med at køre strimlen, får vi lidt tid for os selv. De kommer ind med lidt franskbrød og rugbrød, som vi får at spise og der er en rigtig god stemning. Vi hygger os på bedste vis som man nu kan gøre, når man bare venter på, at noget fantastisk skal ske!
Lidt over 4 kommer jordemoderen ind igen. Hun skal bare lige høre på din hjertelyd. Dette skal gøres hver halve time, fortæller hun, og jeg bander og svovler hende langt væk, da hun beder mig om at lægge mig op på fødebriksen igen. Hun kan nemlig ikke høre din hjertelyd ordentligt, når jeg står op, så det er med meget møje og besvær, at jeg kommer tilbage ned at ligge. Da hun er færdig med at lytte til dig, kan jeg mærke, at jeg ikke længere kan overskue at skulle op fra sengen igen, så da hun spørger mig, om jeg vil op at stå igen, afviser jeg hende blankt! Jeg kan pludselig mærke, at der begynder at ske noget i min krop.
Veerne begynder at blive kraftigere og kraftigere. Det er ikke længere så hyggeligt for mig at være i fødsel. Far sidder sødt ved siden af mor og forsøger at få tiden til at gå. Det er svært for far at sidde og vente og ikke kunne gøre noget som helst. Omkring 20 minutter i 5 forlader far stuen for en kort stund, for han vil ud og hente noget kaffe, så han kan blive lidt mere frisk.
Mens jeg ligger der alene på stuen, får jeg for første gang fornemmelsen af at skulle presse. Jeg bliver meget bange og hiver desperat i den røde snor, der tilkalder jordemoderen. Far og jordemoderen kommer sammen ind af døren, og jeg er lettere panisk på dette tidspunkt. Jordemoderen beroliger mig og undersøger, hvor langt vi er nået nu. Jeg er nu 7 cm åben, og pludselig begynder hun at tale om at tage vandet på mig. Hun forklarer os, at det tit kan få den sidste del af fødslen til at gå hurtigere. Det ender med, at jeg tøvende giver hende lov til det og i den næste ve prikker hun hul på hinderne, så vandet går. Det er en meget ubehagelig oplevelse og gjorde ondt og pludselig bliver veerne meget intense og meget voldsomme.
Omkring 5-tiden er pressetrangen overvældende, og jeg tigger og beder jordemoderen om at få lov til at presse med. Hun undersøger mig og roser mig. På et kvarters tid har jeg åbnet mig endnu 2 cm jeg er nu 9 cm åben, og jeg mangler kun den sidste kant, før jeg må presse 100 % med! Jeg får lov til svagt at presse med, når veerne topper - og hvilken befrielse! Jeg bliver guidet gennem vejrtrækningerne af jordemoderen, der er helt fantastisk til dette!
Ti minutter over 5 kan jeg ikke længere nøjes med at presse med, når veerne topper, hvilket jeg også gør jordemoderen opmærksom på. Hun undersøger mig igen og lyder noget overrasket, da hun konstaterer, at jeg er fuldt åben, og at jeg må presse aktivt med. Flere gange har jeg følelsen af, at det absolut ikke er barn, jeg er i gang med at presse ud, men noget andet, så det spørger jeg selvfølgelig (noget desperat) til. Men jeg får roligt at vide af jordemoderen, at jeg altså bare er i gang med at føde - og at der ikke kommer andet ud af mig end et barn.
2-3 gode presseveer efter bliver du født klokken er nu 05.15, og den skønneste lyd fylder fødestuen ud. Du er perfekt lige fra starten. Din navlestreng er dog meget kort, så jeg får dig ikke op på min mave med det samme. Far bliver nødt til at klippe din navlestreng, mens du ligger nede mellem mine ben og så kommer du endelig op til mig. Jeg er så lettet over, at det har været så nem en fødsel.
Efter moderkagen er blevet født, får vi lidt tid for os selv alle 3. Du ligner din søster og så alligevel ikke. Du er helt din egen - og vi nyder at studere dig.
Lidt over 6 kommer jordemoderen ind igen - denne gang for at undersøge dig. Du vejer 3506 gram og er 53 cm lang, og alt er som det skal være!
Derefter gør vi os klar til at tage hjem, men reglerne siger, at man skal blive mindst 2 timer efter fødslen, så det venter vi pænt på. 10 minutter over 7 kommer jordemoderen ind og tager som afslutning mit blodtryk, og derefter får vi lov til at gå. Lidt over 2 timer efter vi var blevet forældre for anden gang, træder vi ind af vores hoveddør med den nyeste guldklump i vores familie.
Velkommen til verden, Viktor
