Jeg vågner om morgenen d. 11. november med murren i maven...
Jeg er slet ikke i tvivl -jeg har veer...
Endelig næsten en uge over tid, og så skal det endelig være. Jeg har en tid hos jordemoderen sidst på formiddagen, og jeg er faktisk sikker på at den for jeg ikke brug for, MEN jeg bliver klogere...
Pludselig stopper alle veerne, og der sker ikke mere... Jeg har heldigvis ikke aflyst tiden hos jordemoderen, så jeg gør mig klar og kører derhen.
Vi får aftalt hvordan jeg efter weekenden skal have en igangsættelse samtale, da det ikke tyder på at lillemanden vil komme frivilligt. Jeg kører slukøret hjem, og sidst på eftermiddagen kommer de samme veer, som jeg havde om morgenen. Ved 23-tiden om aftenen er de der stadig, men der bliver ved med at være omkring 20 min. imellem -og man skal jo ikke henvende sig til fødegange førend der er ca. 2 minutter i mellem eller vandet er gået -og det er det desværre ikke. Jeg snupper mig et karbad, så lænden kan får lov til at slappe lidt af, og går derefter i seng for at prøve at sove lidt.... LIDT... jeg faldt fuldstændig i søvn og vågnede ved 3-tiden stadig med veer.
Det skal lige siges at veerne i løbet af dagen og aftenen har ikke været specielt slemme. Det har været relativt nemt at skjule det for vores store dreng på 10 år.
Nå, jeg vågner og konstatere at veerne stadig er i gang, og jeg ligger lidt for at finde ud af hvor langt der er i mellem, langsomt går det op for mig, at der nok ikke er så lang tid i mellem som i løbet af dagen, så jeg får tændt noget lys og famle rundt efter min mobil (der er stopur i, så det er nemt at tjekke både veernes længde og intervallet imellem dem.).
Jeg konstatere at de varer ca. 1 minut og kommer med mindre end to minutters mellemrum -SÃ… ER DET NU!!!
Jeg vækker langsomt manden, men da jeg siger at det er nu, så går der næsten panik i ham. Han farer ud af sengen, ud på badeværelset, og ind i soveværelset igen. Jeg prøver langsom at komme på toilettet, da han kommer ud og spørger om jeg har ringet til fødegangen. Jeg konstaterer at det har jeg ikke, jeg er jo lige vågnet. Han løber nærmest ind i soveværelset og henter mobilen og råber vildt om hvor jeg da har gjort at nummeret til fødegangen. Jeg smågriner lidt kærligt af ham, og fortæller ham, at det står på kuverten, hvor jeg har vandrejournalen, der ligger øverst i den taske der er pakket til sygehuset.
Jeg får snakket med en rigtig sød jordemoder i telefonen og hun beder os selvfølgelig om at komme ind. Manden vækker hurtigt vores store dreng, og de får begge noget tøj på og pakket hans skoletaske og smurt en madpakke, så han er klar til skolen. Imellemtiden har jeg fået det lidt værrer, jeg har svært ved at få tøj på og føler hele tiden jeg skal på toilettet, så da jeg ikke er klar til at kører, besluttet vi at manden kører drengen hen til min nevø hvor hans skal passes efter aftale (de var altså forberedt på at det kunne ske) og kommer tilbage efter mig. Turen ud med drengen ligger alligevel i modsat retning i forhold til sygehuset.
Jeg har i mellemtiden får kæmpet mig i tøjet og fået taskerne med ned i gangen og vi futter afsted i bilen -det er et helvede når han drejer, og jeg pruster og stønner bag i bilen, og jeg kæmper med at få selen på, men det når jeg aldrig før vi holder foran fødegangen. Her er dørene lukkede om natten og man skal ringe på... Ringeklokken virker åbenbart bare ikke -for der kommer ikke nogen og lukker op. Manden kan godt se at det er ved at være og kl. er da nu også 4.30, det er altså 1½ time siden jeg vågnede. Jeg beder manden tage sin mobil og ringe til fødegangen igen, og vupti kommer der en jordemoder og lukker op. På nuværende tidspunkt har jeg svært ved at gå og der er flere stop på vejen til fødestuen, hvor de skal foretage de indledende undersøgelser. Endelig kommer jeg derind og ligge på briksen.
Så starter det... jeg skal have kørt en strimmel, så de kan se hvordan han har det, og der er nogle bestemte tal hun skal have, for at vi kan gå videre. Problemet er at de tal udebliver, og hun blive ved... Jeg vil rigtig gerne have noget smertestillende, men hun snakker fint om mange andre ting, og jeg får INTET... Jeg beder til sidst om et bad, og hun giver endelig efter... Hun har fået tallene og de ser fine ud, hun har lavet et bad klar til mig, og jeg skal bare lige gå på toilettet, så kan jeg gå i bad... BARE LIGE... Jeg når aldrig længere end toilettet, for der begynder presseveerne så småt og pludselig går vandet. Det er desværre lidt grønligt, og hun er bange for forgiftning, og beder ligge mig over på briksen igen NEJNEJNEJNEJ, jeg havde fået lov til at tage et bad...
Jeg bliver hjulpet over på briksen af min dejlige kæreste, og så begynder presseveerne sådan rigtigt... kl. er nu 6.00 og jeg presse, så snart trangen er der -jordemoderen holder øje med det hele og det går ganske fint. Aldrig nåede jeg at få noget for smerterne og nu er der ingen vej tilbage. Jeg presser og presser på livet løs, og råber av av av for h... indimellem. Pludselig ændres jordemoderens søde stemme og jeg kan godt fornemme, at nu skal jeg presse, når hun siger det og ikke ligge der og jamre. Jeg presser vildt hårdt tre gange, og vupti, så smutter han enndelig ud. De smider ham op på maven af mig og jeg kan se at han er helt blå.kl. er 6.24.
Inden jeg når at sige noget, så har de smidt et varmt handklæde over ham og suget hans svælg og han trækker vejret og giver et lille skrig fra sig... det går faktisk så stærkt at jeg ikke når at blive bange, men drengen havde haft navlesnoren omkring halsen og var faktisk ved at blive kvalt.
Jeg fik længe lov til at ligge med mit lille vidunder i armene og nyde ham i fulde drag. Kl. lidt i ni gik turen til barselsgangen, der var han vejet og målt og fundet helt perfekt. Jeg havde været i bad og den lille havde fået tøj på. Han vejede 3850 g og målte 53 cm... en pæn stor baby...
Jeg nyder ham stadig, selvom han efterhånden snart er to måneder, men det er så fantastisk at være blevet mor igen...
Annemor
Hvordan tager storebror det hele?
og tillykke med Phillip 
