Natten til onsdag snorker jeg som sædvanlig - en last, der var stor irritationsmoment for manden de sidste par måneder af graviditeten. Også denne nat blev han vækket af mig, og jeg fik pænt - men bestemt - at vide, at jeg skulle vende mig om på den anden side. Idet jeg drejer, skærer en iturivende smerte gennem min krop. Jeg bliver meget forskrækket og hyler bogstaveligt talt som en gris. Smerterne fortsætter i løbet af natten, men jeg formår stadig at få sovet.
Onsdag formiddag skal jeg til JM, og hun undersøger mig og siger, at der ikke er umiddelbar tegn på fødsel, og hun kan ikke forklare, hvad det er, jeg oplevede om natten. Jeg trisser en smule slukøret hjem igen.
Da jeg kommer hjem, skal Å©n af de typisk graviditets-ritualer udføres - jeg skal tisse. Og til stor glæde opdager jeg blod på toiletpapiret - TEGNBLØDNING!!! Men hvorfor nu det? Det var kun ½ time siden JM havde set på mig, og der havde hun ikke lagt mærke til noget. Og jeg havde ikke haft ondt. Jeg er spændt - er der noget på vej?
Jeg går tidligt i seng den aften. Men jeg kan ikke sove. Kl. 23.30 skal jeg på toilet og får endnu et tegn på forestående fødsel: Slimproppen.
Kl. 2 skal jeg ENDNU engang tisse. Da jeg rejser mig for sengen, tror jeg først, at jeg har tisset i bukserne, så jeg skynder mig på toilet. Men jeg kan ikke tisse - og pludselig går det op for mig, at vandet er gået. Jeg gør mig færdig og skynder mig at ringe til FG, da jeg troede, at de ville se mig med det samme, hvis mit vand gik. Det ville de dog ikke.
Veerne begynder at komme ½ time efter. De er ikke så slemme, som jeg havde regnet med. Ja, det gør nas, når de topper, men ikke sådan at det ikke er til at holde ud.
Aftalen med FG var at jeg skulle komme til tjek kl. 9, så vi tager noget spændte afsted. De tror ikke på, at der har været vandafgang, selvom jeg gentagne gange forsøger at forklare dem, at jeg ikke er i tvivl - vandet er gået! Til sidst stixer JM mig og må give mig ret - der HAR været vandafgang. Vi bliver sendt hjem igen - de regner med, at jeg har født inden aften.
Kl. 17 ringer jeg til FG igen. Da er det 1½ time siden sidste ve. Det har været en frustrerende formiddag og eftermiddag uden den helt vilde ve-aktivitet. Vi bliver bedt om at komme kl. 18.
Endnu engang møder vi spændte op - dog med en forventning at blive sendt hjem igen. Det bliver vi ikke. Vi får i stedet en fødestue, og hvor er det en både underlig og vild fornemmelse at stå på en stue velvidende, at man er blevet forældre, når man forlader den igen.
Kl. 20.45 bliver jeg sat igang med ve-drop. På en ½ time går jeg fra at have veer hver ½ time til at have veer hvert 3. minut. Til sidst er jeg så afkræftet at jeg slet ikke kan følge med. Jeg kommer i badekar, men det hjælper kun i en begrænset periode - men jeg når dog at få en pause, hvor jeg kan slappe en smule af.
Efter badet får jeg en epidural - og mens jeg har siddet og ventet på, at det blev lagt, nåede jeg til pressefasen, så det var hårdt at sidde med krum ryg og samtidig skulle holde et barn inde i sig.
Endelig - kl. 1 får jeg lov til at presse. Jeg glemmer aldrig den befrielse det var endelig at få lov til det. Pludselig falder hendes hjertelyd og der bliver hektisk aktivitet omkring mine nedre regioner. Sugekoppen tages frem - og Silke bliver født 1.17 den 16. februar 2007.
Endelig blev vi forældre!!!
