God læselyst!
Mandag d. 24.05.2010 kl. ca. 14.30 har jeg voldsomt ondt i maven. Som jeg tidligere har skrevet om herinde, så havde jeg i ca. en uge haft forstoppelse, manglende appetit og kastet op. Så kæresten og jeg havde været på apoteket om søndagen og købe nogle afføringspiller i håb om at det ville sætte gang i det hele og jeg ville få det bedre.
Nå, tilbage til mandag formiddag: Jeg har vildt ondt i maven og render frem og tilbage mellem sofaen og toilettet. Snakker lidt med min mor og kærestens faster, da jeg bare ikke kan holde ud at være nogen steder. De råder mig begge til at ringe til fødegangen, da jeg også fortæller dem at jeg ikke synes jeg har mærket ham hele dagen. Og kæk som min søde kæreste er, spørger han mig ”hvor lang tid går der mellem du har ondt i maven?” Jeg svarer, at det IKKE er veer, for så ville jeg da ikke være i tvivl.. Så kl. 16.40 kører vi mod Herlev Hospital uden fødetaske eller noget andet, for jeg skal jo bare lige op og have kørt en strimmel og så ville jeg blive sendt hjem igen. Der har ikke været vandafgang eller tegnblødning.
Vi ankommer til Herlev kl. 17.00 og kl. 18.15 bliver jeg lige tilset af en jordmoder, som fortæller mig at hun da godt kan forstå at jeg har ondt – jeg er nemlig 7-8 cm åben! Det kom helt bag på mig.
Jeg skynder mig at ringe til min mor, da hun skal med til fødslen, men kommer hele vejen fra Horsens. Jeg får vidst fremstammet noget med, at hun godt kan kridte skoene for jeg er altså meget åben og bliver ført til fødegangen nu. To timer og 5 min. efter er hun hos mig.
Jeg fik noget klyx, da lægen godt kunne mærke at jeg havde haft forstoppelse i en uge, og der var meget der sad og gerne ville ud. Så efter 10 min. sad jeg på tønden og det var bare dødubehageligt.
Af smertelindring ønskede jeg egentlig bare, at komme i badekar og det blev da også gjort klar til mig. Eneste problem var bare lige, at Noahs hjerterytme pludselig steg helt vildt, så jordmoderen blev nødt til at tage fostervandet og det var grønt, så ingen badekar (eller anden smertelindring) til mig.
Jeg fik efter lidt tid sat ve-drop da veerne blev mindre og færre – puha, følte godt nok at den var min værste fjende! Jordmoderen var meget imponeret over hvor mobil jeg var under veerne, men jeg kan bare huske at jeg ikke kunne holde ud at ligge ned når veerne kom, så hele fødestuen blev brugt til at gå rundt i.
På et tidspunkt, har overhovedet ingen tidsfornemmelse, beder jordmoderen om at jeg nu skal presse med når veerne kommer, så jeg prøver at hoppe op på lejet og presse under næste ve. Der sker ikke en meter. Jeg får afprøvet en fødestol og presser et par gange på den, men jeg synes det er dødubehageligt.
Så jeg hopper op på lejet igen og får min kæreste og mor til at hjælpe mig med at holde benene, når der kommer en ve – det var altså ret effektivt.
Da klokken er ca. 23.00 siger jordmoderen, at NU skal han altså ud (han var meget, meget stresset derinde) og jeg får til klokken 23.15 ellers vil hun klippe mig i mellemkødet. Og var der noget jeg IKKE ville, så var det at blive klippet (hvilket jeg også havde skrevet i min ”ønskeseddel”, men den havde jeg jo ikke lige fået med!) Klokken 23.08 kommer min lille søn til verdenen og far får knap nok lov til at klippe navlestrengen, før Noah skal op og tjekkes da han har slugt en masse fostervand. Han bliver suget i næse, mund og maven og efter lidt tid får jeg set min søn for første gang. Det var en hel ubeskrivelig følelse og jeg kan huske jeg sagde, at jeg havde glemt alt hvad jeg havde læst om små babyer. Alle ti tæer og fingre var der og han var bare så dejlig.
Jeg lå derefter på lejet i 2 timer og blevet syet, da jeg bristede en del (som en stjerne i følge lægen) i underlivet, det var næsten mere ubehageligt end at skulle føde. Da hun endelig var færdig med at rode rundt dernede, skulle jeg vise jordmoderen og sygeplejersken at jeg godt kunne tisse, så vi kunne komme op på barselsgangen og sove. Men i og med jeg ikke havde spist særligt meget den sidste uges tid – og det der var kommet ned meget hurtigt kom op igen, resulterede det i, at jeg besvimede ude på toilettet og igen på vej over til den seng der var kommet til mig. Det endte med at jeg fik lagt et engangskateter og så op på stuen med os alle.
Alt i alt var det en rigtig god fødsel, det er lige før jeg synes jeg har det værre nu, hvor jeg er immobil pga. smerter fra underlivet og stadigvæk er en del svimmel. De første par dage herhjemme kunne jeg ikke holde maden i mig, men det går heldigvis meget bedre nu.
Min søn er den dejligste, glade dreng og han trives godt selvom mælken endnu ikke - efter 9 dage - ikke er løbet til endnu. Han vejede 2670 gram og var 50 cm lang.
Tak fordi I ville læse min beretning.
Knus,
Pille
Det er der snart flere herinde, der har fortalt om. 
Atter en gang rigtig mange gange tillykke med Jeres lille vidunder 
Ser frem til at høre mere om forløbet efter fødslen inkl. amningen und Alles.
