Kære lille Mathilde. Så er du kommet til verden og er i dag 13 dage gammel allerede. Det er næsten ikke til at forstå. Og du hedder ikke længere Rumle, men officielt nu Mathilde Haagen Frandsen, har din far og jeg bestemt. For nu at fortsætte mit skriveri fra sidst, så viste det sig jo rent faktisk, at du havde bestemt dig for at ankomme dagen efter, nemlig d. 26. september kl. 02.52 for at være helt præcis. Efter jeg havde taget et par panodiler lagde jeg mig til at sove igen, og vågnede ved 9 tiden sammen med din far, som selvfølgelig slet ikke havde hørt, jeg havde været oppe, og han plejer ellers nok at vågne, når jeg er urolig. Bare ikke denne dag. Også klogere, at han samlede kræfter til i aften og nat, hvor du meldte din ankomst. Vi stod op sammen, og jeg informerede ham om, at jeg regnede med, du var under opsejling. Han havde heldigvis fri som altid om fredagen, så vi gik i Brugsen og købte dejlig morgenbrød, kakao og smør for rigtig at fråse, hvis nu det blev dag du skulle komme. Vi hyggede med morgenmaden, og derefter gik jeg ind og lagde mig og sov til henad 13 tiden, havde stadigvæk lidt mavekneb, eller begyndende veer, var det jo. Da jeg stod op trissede jeg lidt rundt, din far og jeg gik en tur udenfor, og jeg brugte ham som støtte, når veerne kom. De var ikke særlig stærke, men ganske regelmæssige. Da vi kom tilbage fra vores travetur ringede til fødegangen, da mine veer henad kl. 14 kom med jævne mellemrum med ca 5-8 minutter imellem. De sagde, at vi kunne komme ind når jeg havde regelmæssige veer i et par timer med fem minutters interval imellem. Så vi satte os til at vente, og satte en film på mens din far tog tid på veerne. Vi begyndte at holde regnskab fra kl. 14.30, og veerne kom med fem minutters interval, så kl. 16.30 kørte vi af sted til fødegangen for at blive tjekket. Vi havde pakket taskerne med regnede egentlig ikke med at skulle blive der. En sød jordemoder tog imod os og undersøgte mig – jeg var et par fingre åben, og hun vurderede, at jeg ville komme i løbet af et par timer, hvis jeg valgte at tage hjem. Det gjorde vi, og efter at være blevet undersøgt satte det lidt ekstra skub i tingene med mere regelmæssige og kraftige veer og mere blødning. Vi ringede efter en pizza, som vi samlede op på vejen og piste herhjemme, mens jeg hvert 4. Minut nu havde veer der bed ret godt, så din far lavede varme omslag til min lænd mellem pizza bidderne. Kl. 19.30 kørte vi atter af sted, jeg havde nu ret kraftige veer der bed godt. Ved ankomst fik vi tildelt jordemor Marie, som var rigtig sød og undersøgte mig, jeg var nu allere tre cm. Åben. Indtil midnat gik tiden med at trave op og ned ad fødegangen, komme i varmt karbad og ellers bare prøve at holde veerne stangen, da de blev kraftigere og kraftigere. Kl. 22.40 bliver jeg atter undersøgt og er allerede 8cm åben, dvs kun to cm igen, så må jeg i gang med at presse. Jeg får sat 4 nåle i ryggen mod veerne, men synes ikke det hjælper meget. Til midnat er jeg 9,5 cm udvidet, og JM tager vandet, og mener, det vil sætte gang i presseveerne. Desværre sker ingenting, pressetrangen udebliver, og JM prøver at hjælpe på vej ved at lægge ve-drop, og du får en elektrode på hovedet, så vi kan følge din puls og hjertelyd, som dog falder ved to-tiden, og en fødselslæge, Puk, derfor tilkaldes. Hun vurderer, a du skal ud meget snart, og vælger at tage dig med sugekop. Det gør så nederdrægtigt ondt på mig at få lagt en blød sugekop, jeg har aldrig oplevet noget lignende, det var en helt ud-af-kroppen oplevelse for mig, som jeg svagt husker, da jeg mentalt havde stemplet ud på grund af smerterne. Din far bliver dårlig undervejs fordi det gør så ondt på mig, så JM må give ham et glas saft og sætte ham ned så han ikke besvimer midt i det hele. Han er dog hurtigt ovenpå igen. Puk giver mig et klip forneden for at bane vejen inden der trækkes i sugekoppen, men jeg er så bedøvet af smerter, at jeg ikke ænser det længere. Da Puk trækker hører jeg et stort PUF, og du kommer ikke med ud. Samtidig føles det som om hele mit underliv eksploderer, og jeg bliver sindssygt bange og går i panik og vil bare have, at de skal lade mig være i fred, hvilket selvfølgelig ikke er muligt, da du stadig sidder inde i din hule og ikke vil ud. Lynhurtigt lægger Puk en ny hård metal sugekop, og kl. 02.52 d. 26.september trækker hun dig ud i verden under to veer. Du stikker i et kæmpe vræl, og ser i det hele taget flot og sund og rask ud, og får 3 gange 10 i Apgar score. Du bliver lagt op til mig, men jeg husker det kun svagt, var helt bedøvet af smerter og er slet ikke mig selv. Min moderkage vil efterfølgende ikke ud, selvom de skruer helt sindssygt op for mit vedrop, pumper løs på min mave, sætter akupunktur nåle forskellige steder i min krop og trækker i navlesnoren. Det står på i en time inden de opgiver kampen, og i travlheden glemmer de helt at prøve at lægge dig til brystet, så jeg spørger selv ved 3.30-tiden om ikke du skal lægges til, og det skal du da selvfølgelig og sutter rigtig flot med det samme. Efter en times baksen med mig opgiver de at få moderkagen til at komme af sig selv, og en narkoselæge bliver tilkaldt, som giver mig valget mellem fuld narkose og en spinal bedøvelse, hvor jeg lammes fra livet og ned. Han anbefaler det sidste, så af sted med mig til intensiv, som er det eneste sted, der opereres på i weekenden. Det ved jeg dog ikke, så bliver bange da jeg hører, jeg skal på intensiv. Det hele går meget hurtigt, og JM og Puk tager med mig ned til OP. Puk skal fjerne moderkagen, og jeg beder Marie om at tage med, da jeg er bange. Imens får din far dig over på brystet, så I to kan hygge Jer lidt sammen indtil jeg kommer tilbage. På OP er der et hav af mennesker klædt i grønt med masker osv osv, og de hiver og flår i mig alle vegne da jeg kommer frem. På turen derned kan jeg mærke, at jeg pludselig begynder at bløde kraftigt, hvilket gør mig endnu mere bange. Jeg får lagt en hulens masse drop og venflons i armene og bliver sat op da de skal lægge lokalbedøvelsen inden spinalen. Jeg besvimer næsten idet de sætter mig op, og de tager mine briller så alting bliver endnu mere kaotisk. Da de skal lægge spinalbedøvelsen stikker de forkert og mit ene ben sprætter løs, så der må to mand til at folde mig sammen som en banan for at bedøvelsen bliver lagt rigtigt, hvilket er meget ubehageligt da vedroppet stadig kører og giver mig voldsomme veer. Endelig lykkes det, Puk fjerner min moderkage og jeg får lov at se den (den ser rædsom ud – helt klumpet, føj), og syer mig derefter sammen forneden. Heldigvis er min mås intakt, jeg frygtede i stor stil, at den var gået i stykker efter al den trækken. Jeg køres på opvågning kl. lidt i 6, ca to timer efter jeg ankom til OP. De scanner min blære og konkluderer, jeg skal have sat kateder op, da den er fyldt. Her bryder jeg fuldstændig sammen, for jeg kan ikke klare tanken om flere smerter på nuværende tidspunkt, og de giver mig noget kraftigt smertestillende for at tage evt. smerter ved opsætning. Endelig kommer Christian og du ned til mig, og jeg græder af lettelse og overvældelse. Hele fødslen har været en voldsom oplevelse, og jeg var oprigtigt bange undervejs i forløbet, så det er sådan en lettelse da I begge to kommer, da det betyder, alting er i orden nu, og det endelig er slut.
