Jeg fik ham op at ligge på maven - hvor var det dog skønt endelig at se ham, og den stolte far fik klippet navlestrengen over. Se, jeg sagde jo han kunne klare det! Vi konstanterede selv at det er en dreng i det han bliver lagt op. Han når at sutte lidt før end jeg skal sys - er revnet en hel del, og jm mener at han ikke skal ligge og sutte i mens, da jeg ikke vil kunne koncentere mig om det der. Så der går over en time før han kommer til at sutte igen. Jeg er nemlig revnet lidt på kryds og tværs og ret dybt (jm frygtede at ringmusklen var røget - det var den heldigvis ikke! Men det var et dybt sår!). Et par gange har hun en ældre kollega inde for lige at tjekke at det er den bedste måde at sy på. Det var egentlig meget lækkert at hun gjorde det - hun havde valgt den bedste måde til det meste, men den anden jm havde et andet forslag et sted hvor det var svært at lukke sammen uden at der dannedes et hulrum. Mens hun syede sagde hun at hun havde fået mistanke om at han stod skævt da hun læste min fødselshistorie fremtil hun overtog mig. Det var jo så bare blevet bekræftet undervejs.Aner ikke hvor mange sting jeg fik, men efter lidt over en time fik jeg endelig min dreng til brystet igen. I journalen står der at han sutter flot. Men det gjorde han nu ikke. Jo han var suttelysten og god til at finde brystet m.m. Men hans sutteteknik var helt henne i skoven - hvilket vi senere skulle finde ud af. Min mor og søster kom ind og var med til at veje og måle ham en halv til en hel timestid efter syningen. Dvs de kom ind da jeg var blevet syet. 51cm og 3690g var hans mål. Farmand gav ham tøj på og holdt for første gang sin søn - han ville ikke de første timer - var vist bange for at skade ham eller tabe ham, eller gøre noget forkert. Fødslen forløb, trods alt, som jeg gerne ville have den gjorde - altså så naturlig som mulig og uden medicins smertelindring - i mine øjne er ilt ikke en medicinsk metode, og lattergassen var så kortvarig at det ikke rigtig tæller med. Ok, jeg havde forventet at det ville have varet lidt kortere tid og at veerne ikke blev ved med at gå i sig selv, men det er en mindre detalje.
I løbet af et par timer blev vi overflyttet til patienthotellet. Den nat var han meget vågen og skreg - vi går udfra at han havde hovedpine og mavekneb - i hvertfald var der godt gang i hans mave. Om dagen fik vi ham høretestet. Dagen efter kom en af barselssygeplejerskerne ind og viste os hvordan man ammer. Igen suttede han gerne.. dagen brugte han på at sove. Næste aften og dag var en gentagelse af samme forløb. Natten til søndag skreg han også meget og var utrøstelig igen. Nu ved vi at det nok var pga sult, men det viste vi ikke da. Så de første døgn var udmattende - om dagen havde vi nemlig gæster så der sov vi ikke. Der var ikke mange gæster og de blev ikke længe, og det var rart at få besøgene overstået inden vi kom hjem. Søndag morgen var aftalen at vi skulle hjem mandag så der kom en og viste os hvordan man bader de små. Det var noget han kunne lide. Men søndag over middag kunne vi slet ikke komme i kontakt med ham! Efter en time var vi ret desperate og panikslagne - og nået dertil hvor vi nærmest nev ham for at få ham til at vågne lidt op. Det lykkedes så, og vi havde en sygeplejerske inde og se på ham. Han var helt slap og svær at komme i kontakt med. Hun sagde at jeg skulle lægge ham til, og hun så så at han ikke sutter rigtig - læberne blev ikke krænget rigtig ud, efter to til tre sut gled hans tunge op i ganen og han lå og suttede på den. Vi fik en suttebrik til ham, og hun fik et snapseglas mme i ham. Vi skulle så vække ham hver fjerde time, amme ham og give ham erstatning da jeg ikke havde mælk nok - brystet var jo ikke blevet stimuleret de gange han var blevet lagt til fordi han ikke fik rigtig fat. Den lille stakkel havde derfor ikke fået noget at spise i 3½døgn. Normalt kan de jo godt klare det, men pga varmen var han dehydreret og led derfor under madmanglen . Min stakkels lille dreng! De næste 1½ døgn står som en tåge - han sov hele tiden og blev vækket hver fjerde time for at blive lagt til og få erstatning samt udmalket mm. Vi var på daværende tidspunkt så udmattede både psykisk og fysisk at vi hoppede bare han gav den mindste lyd, og panik og stress var en velkendt følgesvend - vi havde begge knuder i maven af stress og kunne ikke sove selv om den lille sov, også lysten til mad begyndte at ryge (det positive er da at så røg der da nogle graviditetskilo der...). Vi havde i de to døgn en sygeplejerske med til hver amning for at være sikker på at der skete noget. For selv da han fik mad og lidt energi, ville han ikke sutte. Vi prøvede at stimulere ham ved at gnide hænder, fødder, ører og hvad vi nu ellers kunne få fat på og finde på. Lige lidt hjalp det - tre sut og musen sov som en sten, eller skreg som om vi torturerede ham. Vi prøvede at hælde nogle dråber ned i suttebrikken, at sørge for at nedløbsrefleksen var aktiveret før han blev lagt til etc. Men det går åbenbart for langsomt for ham. Hver gang han skulle ammes steg stressniveauet derfor. Tirsdag begyndte han at vågne lidt op og være vågen lidt - til min store lettelse, for jeg kunne ikke lide at han bare sov hele tiden - selv om det jo er logisk nok når han var kørt helt ned og skulle have genfyldt depoterne for at få energi! Den dag foreslog en af sygeplejerskerne at vi tog forbi barselsgangen dagen efter for lige at få ham tjekket oven på den hårde start. Ikke at hun troede at der var noget galt med ham. Så onsdag tog vi en tur på barselsgangen med ham. De ville ikke undersøge ham for han så fin ud og havde ikke tabt så meget i vægt - lå nu på 3566g, men de så en amning og kom med gode råd - lad være at amme et par dage så stressniveauet kommer ned, drop 4-timers skemaet og følg hans rytme og tag hjem - igen pga stress. De mente dog at vi skulle have været oppe hos dem i stedet for nede på hotellet, men at det jo ikke var til at vide da han blev født. Det havde de ret i - han ville jo gerne sutte og umiddelbart så alt jo fint ud. Men hvor ville det dog bare have været så meget bedre hvis vi var kommet derop! Jeg opfattede det som om vi skulle blive der et par dage og så tage hjem. Men nej. Om eftermiddagen ringede sygeplejersken for at høre om vi kom til udskrivelsessamtale. Det slog benene væk under mig og jeg var igen grædefærdig - var simpelthen så stresset og træt at jeg intet kunne overskue. Men vi tog til mødet - vi kunne jo altid sige nej til at tage hjem. Efter et par timer kunne jeg godt se det fornuftige i at tage hjem, og fik kæresten til at tage den lille den aften og nat så jeg kunne få sovet så jeg kunne overskue at skulle hjem - var jo stadig oppe og malke ud hver fjerde time. Mælkeproduktionen var der ikke rigtig kommet gang i. Dagen efter tog vi så hjem efter at have været forbi og få taget hælprøve, samt været ude og leje malkemaskine og købe mme. Han er dobbeltdisponeret for allergi, derfor ville vi have at han skulle have modermælk. Den uge vi var indlagt føltes som 100år og dagene løb ud i et - aldrig tror jeg at jeg har været så stresset og træt. Vi nød ikke en gang at vi havde fået ham! Jo i et split sekund ad gangen - ellers var det overskygget af ængstelse over at han ikke ville spise, ikke havde fået mad og stress/panik. Det var lækkert at komme hjem - og skønt at kunne følge hans rytme. Vi fik stress niveauet lidt ned, og skulle jo så efter et par dage i gang med amningen igen. Det var et mareridt. Atter skulle der kæmpes - logisk nok når nu han var vant til flasken. Han kunne godt sutte rigtig på suttebrikken i få sut ad gangen, så holdt han op med at sutte, eller faldt i søvn. Lige meget hvad vi gjorde ville han bare ikke sutte. Atter røg stress niveauet godt op. Sundhedsplejersken var forbi og sagde at det så fint ud det vi gjorde - og sjovt nok ville han sutte lidt mens hun var der. Han havde taget fint på - vejede nu 3800g (i tirsdags). Så vi kæmpede videre den dag og i går. Men det tog bare for meget på kræfterne, og han blev mere og mere ulykkelig når han blev lagt til. Kæresten måtte forlade rummet hver gang han skulle ammes, jeg havde lyst til at smide ham ud ad vinduet og der var ingen af os der havde lyst til at være sammen med ham når han var vågen - så langt nåede vi ud. Vi havde derfor fat i ammerådgivningen i går aftes. De mente at der var håb endnu og at der var en masse ting vi kunne prøve. Bla. at "Starte forfra". Så I dag startede Lucas og jeg med at han bare lå på min mave -hud mod hud som da han blev født. Han skulle så selv finde vej til brystet og sutte. Ideen er at de så glemmer det de har været igennem mht amning og flaske og starter helt forfra. Det kan man gøre til de er 6 uger gamle. Nogle børn finde vej i løbet af en time - andre tager det et døgn for. Det tog så ikke min Lucas mere end fem min... men sutteteknikken er stadig den samme og det har ikke ændret sig selv om han har søgt og fundet vej flere gange. Jeg nød for første gang siden han blev født bare at ligge med min søn sovende ved siden ad mig - ok jeg faldt så også i søvn. Det var skønt. Kæresten og jeg blev enige om at nu opgiver vi amningen fuldstændig. Vi gør os alle en bjørnetjeneste hvis vi bliver ved med at prøve når nu vi er kommet så langt ud. Det skal ikke gå ud over den lille - der er fuldt tilfreds med sin flaske. Så må jeg malke ud så længe jeg orker det, og derefter må han nøjes med mme. Nu er det på tide acceptere at det er bare sådan det bliver - vi har gjort hvad vi kan, og mere til, så det er ikke noget nederlag - faktisk var det en stor lettelse at blive enige om det! Jeg er sikker på at vi får en gladere dreng ud af det - og om ikke andet får han nogle mindre stressede forældre der forhåbentlig snart har noget mere overskud til ham! I dag har kæresten en babyfri dag - det har han brug for, og jeg har heldigvis fået lidt overskud ved bare at ligge med smølfen tidligere i dag, så jeg kan tage ham og give kæresten babyfri. Det at opgive amningen har ikke givet dårlig samvittighed, men det har lysten til at smide ham ud ad vinduet og ikke have lyst til at være sammen med ham når han er vågen og rolig! Han er en stille og nem dreng når det ikke gælder amningen, så han burde jo være fin at være sammen med. Men jeg er sikker på at det vil ændre sig nu hvor der ikke skal kæmpes med amningen mere!
Nu hvor jeg har fået sat ord på det hele lyder det så banalt - slet ikke så udmattende, stressende og tja, you name it, som det har føltes. Men, det er vel et eller andet sted også det der er meningen med at skrive tingene ned...
Hvis du er kommet hertil skal du have et stor tak for at du læste så langt. Og er der ingen der når hertil, så har det været en god terapi at skrive om hele forløbet. Sidder her med tårene trillende ned ad kinderne. Det er rart at kunne sætte et punktum for alt det her - men nu er han jo så også 14 dage gammel, og vi har kæmpet siden han blev født med den sk.... amning der bare har overskygget alt. Vi hopper stadig når han laver den mindste lyd - tror skrækken, panikken og stressen fra de første dages oplevelser sidder i os endnu, og der går nok et stykke tid før den er helt væk. Men det går fremad og lillemusen trives jo fint. Vi er også enige om at han er en super dejlig charmetrold.
Da han var 2½mrd gammel var vi atter ovenpÃ¥ og begyndte at nyde ham i fulde drag (og synes selvfølgelig at han er jordens dejligste dreng). Oplevelsen sidder stadig i os – specielt i de perioder han ikke rigtig vil spise (som da han begyndte pÃ¥ grød – det er Ã¥benbart meget normalt at allergibørn tager en periode hvor de ikke vil spise, ifølge en allergilæge familien gÃ¥r hos). Men vi er da med pÃ¥ at han absolut ikke skal være ene barn!
