Det hele startede natten til tirsdag d. 21/12 ved 2 tiden (termin d. 28/12). Jeg vågnede fordi blæren trængte til at blive tømt.. som så maaange gange før. Da jeg kom på toilet opdagede jeg en smule tegnblødning, som jeg havde haft on/off i 5 dages tid, men lidt mere nu her. Jeg havde det egenetlig fin fin, men var noget træt af at skulle på toilet hele tiden, for jeg vågnede ca. hver time til hveranden time for at tisse, og selv om jeg var vant til at stå op mange gange om natten, synes jeg at det her var liige i overkanten. Mads sov sødt ved siden af i sengen, og jeg prøvede nogengange at puffe lidt til ham i håb om at han ville vågne og holde mig med selskab, for jeg nåede jo næsten ikke at falde i søvn før jeg vågnede igen, men han sov tungt og godt (heldigvis - kan man sige bagefter!)... Mads stod op som han plejede, klokken meget tidlig*gab*, og kyssede mig farvel før han kørte på arbejde Jeg prøvede at sove lidt, men gad til sidst ikke rejse mig, ligge mig, rejse mig, ligge mig, så jeg kunne ligeså godt gå i bad. Jeg tog et dejligt langt bad og da jeg kom ud af badet kunne jeg godt mærke at det begyndte at rumstere i maven. Da var klokken ca. 8. Jeg fik det hurtigt værre... Som om jeg skulle på tønden hele tiden også.. Lækkert, tænkte jeg. Nu begynder det også DEN vej fra Men det var heldigivs ikke så slemt.. Det føltes lidt som en blanding af forstoppelse og mild maveinfluenza. Havde jeg ikke haft maveinfluenza i graviditeten havde jeg måske anet at der var noget under opsejling, men det gjorde jeg ikke.. Tanken var der, men blev hurtigt skubbet væk igen, for jeg havde en eller anden naiv forestilling om at den her bette dreng aaaldrig kom ud.
Jeg prøvede at se lidt tv og slappe af på sofaen og tage tid på "smerterne", men skulle hele tiden på wc og gøre både det ene og det andet.. Dog havde jeg ikke kvalme, så det var jeg meget taknemmelig over. Jeg er nemlig ret dårlig til det med kvalme.. Det kan virkelig slå mig ud af kurs Det havde igennem graviditeten også været min største skræk at jeg ville få kvalme under fødslen og skulle kaste op i stride strømme.. Puha.
Nå, men jeg kunne ikke rigtig finde ro til at slappe af, og sendte så en besked til Mads om der der MÅSKE var noget i gærde, men var ikke sikker... Han reagerede ikke, så jeg ringede ham op istedet. Han havde ikke set min besked og tog det meget roligt da jeg sagde at der MÅSKE var gang i noget.. men jeg havde det jo ikke vildt skidt og jeg havde jo hørt den der med at "Når du har veer, er du ikke i tvivl", og jeg var i tvivl.. meget! Så derfor regnede jeg ikke med at det var veer, men ville alligevel gerne inddrage Mads i at jeg havde det dårligt. Mads spurgte om jeg havde snakket med fødegangen, men det havde jeg da ikke.. Hvorfor det, når nu jeg ikke havde veer endnu (troede jeg).. Men vi blev enige om at jeg liige skulle ringe ud til fødegangen og høre dem ad. Så jeg lagde på og skulle lige samle mig lidt sammen før jeg vågede mig ud i at ringe til FØDEGANGEN. Uhh, bare tanken om at ringe derud og bare få at vide jeg skulle gå i seng og slappe af gnavede i mig, men jeg gjorde det. Jeg ringede og fik fat på en flink, rolig jordemoder som sagde at det var fødegangen.. Pinlig stilhed..."Øhh, det er Heidi Therkildsen, jeg har termin om en uge og vil lige høre om der måske er noget i gang" Ja, det var sådan jeg fik det sagt.. Og hvad skulle hun sige til det? Hun spurgte hvordan jeg havde det osv. og jeg fortalte at jeg havde en meget lille tegnblødning om natten og rendte på wc, om det måske var vandet der sev? og det føltes som om jeg havde dårlig mave og mensagtige smerter.. Hun spurgte så om det var helt uudholdeligt eller om jeg kunne holde ud at være herhjemme.. Joo, det kunne jeg da sagtens! Så konkluderede hun at jeg nok var i meget tidlig fødsel, men jeg skulle sørge for at få Mads hjem når vi havde så meget transporttid. Det var lidt med blandede følelser jeg lagde røret på. Hvis jeg kun er i tidlig fødsel nu, kan jeg sagtens nå at få kvalme endnu *gisp* og jeg når at få så mange smerter at jeg ligger på fødselsbriksen derude, med tårene løbende ned af kinderne og skriger efter bedøvelse!!!! men samtidig var jeg nysggerig efter om jeg var begyndt at åbne mig.. man tænker jo nærmest ikke på andet i den sidste tid af graviditeten, så om ikke andet ville jeg jo få at vide om der muligvis ville gå ÅR endnu eller om fødslen var lige om hjørnet
Jeg ringede til mads og sagde at han skulle komme hjem, og det var jordemoderens ordre Han ville køre med det samme, og jeg fik ro i sindet og kunne lægge på. Jeg begyndte stille at få nerver på og det hjalp ikke ligefrem på smerterne eller mindskede toiletbesøgene.. Jeg overvejede enkelte gange at gå på nettet og skrive om det hele, og fik da også tændt computeren, men kunne slet ikke samle mig om det, så den blev fluks slukket igen. Istedet for plantede jeg mig fast ude på toilette med min mobiltelefon, så var jeg da fri for at rende hele tiden og det hjalp faktisk også lidt at sidde der. Jeg prøvede igen at ringe til Mads, som stadig ikke var kørt endnu. Hva?! Men heldigvis var han da på vej afsted.. Godt, tænkte jeg bare.. Nu var det altså ved at være træls at gå her alene og vente, uden at vide hvad der var i gærde Vi ringede sammen et par enkelte gange, mens han var på vej hjem.. Så kunne jeg ligesom holde ajour med hvor han var, og hvor hurtigt det gik.. eller hvor LANGSOMT det gik.
Jeg måtte hellere få tøj på og gøre mig klar.. Men det var ikke så nemt. Katterne så noget forvirret og bange ud fordi jeg løb frem og tilbage i hele lejligheden, for at finde bukser.. nej, det kunne jeg ikke nå for toilettet kaldte.. så pakke tasken færdig.. det kunne jeg heller ikke nå. Så kom Mads hjem, og mens jeg sad på toilet (kunne ikke noget til sidst.. sad der bare) pakkede han taske og virkede lidt forvirret på en "det skal nok gå, jeg er helt rolig" måde, hjalp med at finde et par bukser og så ud af døren. Det gik ikke såå stærkt ned til bilen, og jeg er glad for at Mads kunne støtte mig, for smerterne og den "dårlige mave" var snart ikke til at bære. Vi kom afsted og allerede inden vi nåede ud af byen havde Mads allerede spurgt flere gange om hvad der var galt og om det gjorde ondt, når jeg ømmede mig.. Jo tak! Jeg blev "lettere" irriteret efter knap 15 km, og han stadig spurgte om det. Kunne han ikke bare lade mig være og tie stille! Jeg havde jo sagt FLERE gange at jeg havde det skidt, og gad ikke svare hver gang jeg fik ondt. Det forstod han vist og var stille resten af vejen, bortset fra når han lige skulle sige at vi snart var fremme osv. Det var en pine at sidde i bilen og have det som om jeg bare skulle på tønden konstant og smerter i lænd/mave.. I lejligheden kunne jeg jo sidde på toilet og bevæge mig lidt rundt, det kunne jeg ikke her. Desuden kom vi til at køre bag en rigtig langsom lastbil, som vi ikke kunne overhale, så det tog endnu længere tid
Vi nåede dog frem, og Mads læssede mig pænt af foran indgangen, mens han fandt en P-plads. Jeg prøvede at se helt normal ud igennem hallen, ved ikke om det lykkedes, men folk kiggede da ikke efter mig. Da jeg stod i elevatoren helt alene kunne jeg atter ømme mig lidt. Den stoppede igen og jeg fortsatte ind mod gangen.. FØDEGANGEN! Jeg gik strategisk op af væggen for at støtte mig, så det ikke så ud som om jeg havde det aaalt for skidt.. men måtte opgive, og da jeg nåede skranken stod jeg bare og lænede (nærmest hang) op af den, mens der sad 2 Jordemødre og kiggede på mig Jeg undskyldte mit hængeri, men det tog de forbavsende roligt og smilte bare til mig Da jeg var færdig med at "hænge ud" gav jeg dem min vandrejournal og fortalte at jeg havde talt i telefon med dem..
Jeg hænger igen op af skranken og imens kommer min egen jordemoder til syne. Og hendes første spørgsmål lyder på, hvad jeg dog laver der?... ?!?!?! Er det ikke åbenlyst? Imens jeg fortæller hende at der MÅSKE er noget i gærde (ja overbevist er jeg endnu ikke, for venter jo på de SLEMME smerter) og at jeg altså havde ringet først.. Imens kommer Mads op af elevatoren og hen til skranken. Jordemoderen smiler og viser mig hen i et lille undersøgelsesrum hvor jeg skal smide bukserne og ellers smide mig på briksen.. Tjaa, jeg er ikke vild med at smide trusserne da jeg (pga. siveriet) har taget et kæmpe bind på, men er jo nødt til det, og håber bare på at hun har set den slags før.. Hvilket hun selvfølgelig har
Jeg er lidt nervøs da jeg ligger mig op på briksen, for jeg vil jo helst ikke høre meldingen at jeg kun er 1cm åben og bare kan gå hjem igen. Min smerter kommer ikke i perioder, men er der hele tiden, synes jeg, hvilket heller ikke lyder som veer (troede jeg).. Jeg er ikke glad for at skulle undersøges dernede, når nu jeg har ondt og har rendt på wc hele dagen, men er jo nødt til det. Hun undersøger mig og siger til min glæde og forbavselse at jeg er 7 cm åben og hovedet står meget langt nede.. What! Jeg ER i fødsel.. Øhh, jamen ok, hvad skal der så ske? Hun viser os ind på fødestue 2 og jeg kommer i sygehustøjet. Mads holder sig meget i baggrunden og virker lidt nervøs for at gå i vejen.. Han går så ned for at hente tasken og lidt vand til mig, da min mund er helt udtørret at det pusten. Jeg nærmest gispede efter vejret, men jordemoder bad mig tage en dyyyyyb indånding og ånde laaangsomt ud igen.. det havde jeg lidt besvær med.. at ånde langsomt ud, men det hjalp godt. Min mund og læber blev dog meget tørre og derfor fik Mads æren af at hente lidt isvand
Mens han hentede vand og taske, sad jeg ved et lille bord på stuen og talte med Jordemoderen, som uden jeg vidste det tog tid på mine veer, som jeg slet ikke synes var regelmæssige eller noget, men ifølge fødselsjournalen kom de altså med 2-3 min. mellemrum. Jeg fik det faktisk bedre af at tale stille og roligt med hende, så den mindskede nervøsit tog også lige toppen af smerterne.. Skønt! Hun sagde at hun lige ville gøre et kar klar (helt overfusende) og jeg sagde bare OK, selv om jeg i forvejen havde aftalt med mig selv at det nummer gad jeg ikke.. Snydt! Imens hun gjorde karret klar fortalte hun at jeg nok ikke ville føde på hendes vagt som stoppede ved 14.30-15 tiden, da jeg nok ville tage 1 cm i timen.. altså 3 timer endnu. Det tog jeg med ophøjet ro. Kun 3 timer. Det kunne jeg da sagtens klare! Det er utroligt så veltilpas jeg følte mig, da vi endelig var ankommet til sygehuset. Mads kom tilbage med vandet, og lidt efter kom jeg selv i vand.. Det var bedre end jeg havde forventet, men det blev hurtigt træls.. MEGET træls, for jeg skulle altså op på tønden igen. Jeg bad Mads hente en jordemoder, da jeg ikke selv kunne komme op, fordi karret vippede så meget og jeg hele tiden gled ned igen.. Han kiggede lidt forvirret og paralyseret på mig, indtil jeg beordrede ham til at hente en jordemoder, for det her var sq ikke sjovt! Han skyndte sig ud på gangen hvor jordemoderen havde gemt sig, da der jo ville gå lang tid endnu. Men han fandt hende ikke og kom igen ind på stuen.. uden jordemoder. Det huede mig ikke og jeg beordrede ham igen afsted.. Denne gang fik han dog fat i Å©n (det var hjælperen.. sygeplejersken). Da jeg så hende, sagde jeg direkte: "Jeg skal altså op og skide" (undskyld!, men det sagde jeg altså).. Det mente hun nu ikke. Hun sagde roligt at det nok var pressetrang jeg havde og jeg skulle op på briksen.. Jo tak, så hjælp mig da op. Jeg var på det tidspunkt meget gal på det kar som vippede der ud Å¡ (hvilket IKKE var meningen) Til sidst blev jeg hjulpet op og jeg lagde mig på briksen så jordemoderen, som i mellemtiden var ankommet, kunne undersøge mig. På det tidspunkt var klokken 13. Jeg var helt åben og kunne bare presse når jeg følte for det sagde hun. Først lå jeg på siden og pressede en lille smule, men kunne ikke længere mærke veerne særlig godt. Det var som om de blev mindre smertefulde da jeg begyndte at presse. Lidt efter blev jeg bedt om at vende mig om på ryggen og så PRESSE. Det gjorde jeg og syntes det føltes meget underligt, så jeg klemte benene sammen igen Det var lige som om det kom ud i den forkerte ende. Men der var ingen kære mor nu, jeg skulle prøve igen. Mads blev bedt om at tage mit ene ben mens jordemoderen holdt det andet. Den bette jordemoder var næsten ved at blive væltet omkuld når jeg kom til at presse benene ud.. Jeg kunne til sidst ikke mærke veerne mere og jordemoder måtte fortælle mig hvornår jeg kunne presse. Jo længere jeg kom frem i forløbet, jo mindre ubehageligt var det. Jeg havde i baghovedet at hovedet bare IKKE måtte smutte op igen, så imellem veerne/pressende kneb jeg sammen dernede, for at prøve at holde hovedet fremme. Jordemoderen lyttede efter hjertelyden imellem hver ve/pres og bad mig til sidst om at tage et par sug i iltmasken.. han (den bette) trængte vist til det. Det gjorde jeg så. Jeg kunne ikke mærke hvor langt hovedet var fremme, så jeg spurgte jordemoderen om det, og hun spurgte om jeg ville have et spejl. Nej tak da! Ikke fordi jeg er emsig, ville gerne have set det, men jeg var nervøs for at jeg ville blive skuffet over der ikke skete noget, så hellere lade være. Derefter bad hun mig istedet om at mærke efter dernede, og jeg havde læst (på nettet) om en anden, hvor hun skulle have fingrene 3-4cm ind (eller noget i den stil) for at mærke hovedet, så jeg var lidt tilbageholden, men da jeg tog hånden ned, kunne jeg mærke noget meget blødt og vådt stikke lidt ud.. Var DET hovedet? Jordemoderen sagde at det da var hovedet, og DET gav mig blod på tanden Ũt pres mere så ville det jo være overstået.. Super! Jeg havde en eller anden forestilling om at hoved og krop kom ud i Å©n ve, men nej. Jeg pressede til, og hovedet kom ud med jordemoderens hjælp... Der stoppede det så.. Ikke presse mere, jeg skulle vente lidt. Hmm, jeg kiggede ned og så hovedet dingle der, imens han blev suget lidt. SÅ kunne jeg presse igen og resten blev født. Han græd flot. Jeg havde i hele graviditeten.. ja og inden jeg blev gravid, forestillet mig at jeg ville græde ved fødslen, men det gjorde jeg slet ikke. Var forbavset og kunne slet ikke følge med. Var det det? Så er vi forældre nu? Han kom op på min mave Da jordemoderen kunne konstaterer at der ikke længere var blodgemmenstrømning igennem navlestrengen var det tid til at klippe. Det fik Mads æren af. Han havde været stille igennem hele forløbet, kun snakket en smule med jordemoder og bagefter så han bare stolt ud og lidt træt
Han fik den klippet og 10 min. efter fødslen skulle moderkagen `fødes´. Jeg blev masseret let på maven og bedt om at presse let, og vupti kom der en glat, våd og varm masse ud. Jordemoderen viste den frem og fortalte om den og sagde at den så fin ud. Derefter undersøgte hun mig for bristninger.. Jeg havde en 3 cm. flænge som skulle syes, resten behøvede ikke syning (var bristet både udvendig og indvendig).
Hun lagde først bedøvelse med en sprøjte, den mærkede jeg kun lidt. Derefter gik hun ellers igang med at sy. Det gjorde ikke ondt, men var nu heller ikke just rart.. Jeg havde jo svært ved at slappe helt af lige efter fødslen.
Blodtabet var helt fin, de vuderede at jeg kun havde tabt 300ml blod, så de ville lade os i fred til at lære hinanden at kende. Jeg bad mange gange Mads om at tage billeder, både inden og efter fødslen, men det var lige som om han levede i sin egen lille kuppel.. Og efter fødslen var han fuldstændig væk.. bare forgabt i vores lille dreng Jeg må indrømme at jeg ikke følte det store for Lucas lige efter fødslen.. Kunne ikke rigtig fatte at han var MIN Var mere lettet over at det hele var overstået og synes at han så lidt mærkelig ud med helt trykket næse og ører.. Det så ikke for smart ud. Vi fik en bakke ind med madder og kage.. Jeg var også blevet sulten efter den tur, så det var meget belejligt. Vi spiste og talte lidt om det hele. Vi var mest nysgerrige efter at vide hans mål og vægt, og jeg vidste ikke rigtig hvad jeg nu skulle gøre af "ham her" på maven. Det var svært at tro han var VORES, og gad vide om det var "tilladt" at gå på toilet, eller ligge ham til brystet osv. Så jeg blev liggende på sengen med lille Lucas hos mig.. Uden at gøre noget.. Bare ligge eller rettere sidde. Der gik rigtig lang tid før Lucas blev vejet og målt og tjekket i hoved og.. den anden ende
Alt var fin. 3600g og 53cm og alt fungerede perfekt (reflekser osv.). Derefter skulle jeg prøve at ligge ham til brystet.. Det gik bare slet ikke. Han ville mægtig gerne sutte og tog godt fat, men slap så hurtigt igen, fordi tungen gled tilbage.. Jeg forsøgte og forsøgte og inden jeg vidste af det, var jeg placeret i en stol og der stod 2 kvinder, jeg lige havde hilst på. Den ene maste Lucas ind til mit bryst, den anden stod og maste mit bryst ind i hans mund.. Ja, jeg kiggede sådan set bare på.. Lidt mærkeligt! De asede og masede, men det gik bare ikke. Mads gik ned for at ringe til familien, og mens jeg sad og forsøgte at amme, ringede mor på patienttelefonen.. Hun kunne vist ikke vente, og skulle liige høre mig ad om det hele, selv om hun lige havde talt med Mads. Hun var lidt fortørnet over at vi først ringede til hende så sent, men det var ikke lige vores første tanke. Efter en del forsøg med amningen blev vi flyttet over på barselsgangen, så de kunne holde øje med amningen og de gav mig suttebrikker, så han nemmere kunne sutte hos mig. Det hjalp gevaldigt, men de var ikke glade for jeg brugte den, da han så skulle bruge flere kræfter på at få mælken frem. De tilbød at Mads kunne blive natten over, hvis der selvfølgelig ikke lige kom nogen der skulle bruge en seng på min stue, men efter mange overvejelser besluttede han nu at tage hjem og sove.. Jeg kunne se at han var meget meget træt, og faldt også næsten i søvn i min seng.. Vi lå jo sammen og slappede lidt af, mens Lucas lå i en kasse ved siden af sengen. Lucas blev ikke ladt af syne Å©t sekund. Han blev ved vores side... Efter Mads var taget hjem, kunne jeg jo også få sovet, for Lucas sov sødt... Men nej, trods jeg var meget træt og ingen søvn havde fået længe, kunne jeg ikke sove. Tænk hvis han vågner, trækker han vejret. Enten var han for stille eller for larmende. Jeg kunne bare ikke sove
Lucas var eksemplarisk.. Sov fra klokken 21.00- 03.00 og derefter ville han bare ikke sove. Det var DER jeg fortrød at jeg bare ikke kunne sove da jeg havde chancen, for jeg var simpelthen så træt, og ingen var der til at hjælpe mig, for amningen fungerede stadig ikke optimalt, selv om den da kørte... Da det blev morgen d. 22/12 fik jeg at vide jeg kunne kommer over på patienthotellet når lægen havde tjekket Lucas. Ved middagstid (hvis jeg husker rigtigt) kommer lægen og tjekker Lucas, akkurat som han var blevet tjekket efter fødslen.. reflekser, endetarm, ryggen osv. osv. alt fin og vi kunne komme over på hotellet hvor de også havde ammerådgivning. Lige inden jeg smuttede, blev en kvinde, hendes mand og deres lille nye datter kørt ind på min stue. Hun spurgte om jeg ikke hed Heidi, og det måtte jeg svare ja til, men kendte hende ikke, så blev lidt forbavset Hun havde læst om mig på netbaby på internettet og kunne så huske mig derfra.. Det var sjovt at møde en anden fra nettet Nå, jeg kom over på hotellet og det gik fint med bleskift (som jeg ikke rigtig havde prøvet før), og ok med amningen. Jeg tænkte meget på Mads som var på arbejde. Jeg var lidt ked af vi ikke kunne være en familie.. endnu. Jeg er sikker på han også tænkte på mig, og vi skrev da lidt over SMS. På patienthotellet fik jeg først besøg af mor og Søren, de var ovenud lykkelige og mor mente at Lucas lignede min storebror som spæd. Senere kom Kate på uventet besøg, og det var rigtig dejligt at se hende og høre de glædede sig til juleaften som vi skulle holde hos dem.
Da det blev aften kom Mads endelig "hjem" til os, og vi var en rigtig lille familie, som for første gang skulle være sammen en hel nat, det glædede jeg mig til Vi hyggede, gik tidligt i seng da vi var kvæstede og Mads fik oplevet hvor mange gange i løbet af en nat det kan lykkedes at blive vækket..puha! Men det gik, og det blev hurtigt, alt for hurtigt, d. 23/12.. Dagen hvor vi kunne tage hjem. Jeg tog til ammerådgivning, mens Mads var på arbejde, og prøvede at få det til at hænge sammen med selv at spise lidt og ammet Lucas. I de dage på hotellet fik jeg hverken badet (nice!), børstet hår eller tænder.. Lignede en omvandrene vagabond.. Og manglende søvn fik mig heller ikke ligefrem til at ligne en supermodel..
Mads kom meget sent frem til Randers, og vi kom hjem ved 23-tiden. Endelig hjemme... Det var så rart!!!!
mvh Heidi
