Mandag aften d. 21 januar, kl. ca 21.30 bemærker jeg, at mine trusser er meget våde. Tager bind på og går derefter et par timer og holder øje med om det fortsætter. Det gør det, men aftager også igen. Kl. 00.30 præcis, får jeg en snert af en ve. Det føles faktisk mere som en plukve, bare med lidt bid i.
Jeg bliver enig med min kæreste om, at jeg tager en nat på sofaen, for kan ikke sove og vil gerne holde lidt øje med min krop's signaler. Stille og roligt igennem natten tager plukveerne til og ændre sig til rigtigt veer, men ikke værre end at jeg sender kæresten på arbejde tirsdag morgen.
Jeg har dog ligget hele natten og skrevet tidspunkter ned, for bedre at kunne vurdere hvordan det udvikler sig.
Kl. 9.00 tirsdag morgen må jeg dog bide i græsset og kalde kæresten hjem. Jeg tør ikke længere være alene, for veerne er begyndt at bide rimelig godt på mig. Tager et bad og ringer så til fødegangen.
Jeg får lov til at komme ind forbi og blive tjekket. Vi har desværre ca. 40 km. til sygehuset, så er fast besluttet på, at jeg ikke vil hjem igen. Så vi pakker bilen med det vi skal bruge og får ryddet op i huset, så det er pænt, til vi kommer hjem igen.
Men men men...... kl. 11.00 har jeg kun åbnet mig 1 cm og har et interval på veerne på mellem 8 og 5 min.. Jordemoderen giver mig dog ret i, at mine veer er rimelig i styrke. Men da udsigterne til at gå i rigtig fødsel er lange, opfordre de os til at køre hjem igen.... Det gør vi så, men øv øv øv, hvor er det ikke sjovt at sidde i en bil med veer og da slet ikke en køretur på 40 km.
Hjemme igen syntes jeg det gåt stærkt med at veerne kommer regelmæssigt. Efter kun 1 time hjemme, er jeg nede på 3-4 min imellem hver ve. Jeg tager igen et varmt bad, men kan næsten ikke hverken tørre mig eller tage tøj på. Til sidst ligger jeg bare ind over alt hvad der ikke er højere end 1 meter, og bander og puster.
Kl. 14.30 beder min kæreste mig om at ringe til fødegangen igen. Han tør ikke længere stå med mig alene. (han var vidst lidt meget nervøs).
Jordemoderen kan godt høre i telefonen, at jeg er meget forpint, så hun siger go' for, at vi kommer ind igen.
Kl.16.00 er vi atter på fødegangen. Denne gang 3 cm åben, så der var stadig lang vej igen, men vi får lov til at blive, for jeg har sindsygt ondt.
Jeg er så heldig at få jordens sødeste jordemoder. Hun er virkelig go. Hun starter med at give mig akupunktur under navlen for at tage nogle af de smerter jeg har imellem veerne. Jeg bliver tilbudt lattergas, som jeg med glæde tager imod. Men veerne gør så ondt, at jeg til sidst ikke tager masken fra næsen imellem veerne, til trods for, at jordemoderen flere gange siger, at nu skal jeg huske at trække lidt frisk luft en gang imellem... ( det ku hun sagtens sige )
Endelig, kl.18.30 kommer 2 anæstesilæger og ligger en epidural bedøvelse på mig. DET ER GUDS DAVE TIL DEN FØDENDE KVINDE!!! Tænk, at man kan ligge med veer og have det så godt. Vi hygger og sludre og kan ikke rigtig fatte, at vi nu endelig er nået så langt. Tror vi begge er lidt skræmt og meget spændte.
Kl.21.00 bliver jeg endnu engang undersøgt og er nu 8 cm åben. Så nu mangler jeg bare de sidste 2 cm og at Karoline finder hele vejen ned i fødselskanalen.
Sammen med epiduralen får jeg også ve stimulerende drop. Dette reagerer jeg dog så kraftigt på, selv ved lav dosis, at jeg får ve-storm. Karolines hjertelyd forsvinder, så pludselig er der lidt panik og de laver en scalp-PH (blodprøve fra hovedbunden) på hende. Heldigvis har hun ikke haft iltmangel.
Dette gentager sig et par gange yderligere i løbet af aftenen og natten. kl. 23.00 er jeg desværre nødt til at sige godnat til min jordemoder.
Heldigvis er den jordemoder der har nattevagt også rigtig sød og rigtig kompetent.
kl.02.00 begynder de at snakke om kejsersnit, hvis ikke karoline snart trænger hele vejen ned. Så begynder jeg at tude.... Har altså ikke ligget så længe, for så at ende med kejsersnit. Jeg får lov til at presse 3 gange, for at se, om vi kan hjælpe hende lidt på vej, men hver gang trækker hun sig op igen.
Vi bliver enige om at gøre status kl. 5.00, hvis hun ikke er kommet ud endnu. Og det er hun selvfølgelig ikke !!!
Kl. 5.00 står der pludselig 4 læger på min stue. De vil prøve at tage hende med sugekop, de venter bare på, at der kommer en børnelæge, så han kan få hende, så snart hun er kommet ud.
Endelig kommer der gang i sagerne. Da jeg er godt bedøvet af epiduralen (den reagerer jeg også ultra godt på), kan jeg ikke mærke presseveerne andet end som lidt murren i lysken. Så de bliver nødt til at fortælle mig, hvornår jeg skal presse.
Først gør en studerende et forsøg på at trække hende ud med koppen, men må opgive. Så tager jordemoderen over, men også hun må opgive og overlader det til en overlæge. Han har lidt flere kræfter og jeg presser og presser alt hvad jeg kan. Jeg ligger nærmest i en form for trance og tænker kun på at presse, da jeg får af vidt, at nu skal jeg presse alt hvad jeg kan, for nu skal hun ud og det kan kun gå for langsomt.
På dette tidspunkt, er hovedet ude, men hun har sat sig fast i mit bækken med skulderen, så de må hive og lirke og dreje for at få hende ud. Der står en på hver side af mig og skubber mne ben helt op i armhulerne, for at udvide mit bækken mest muligt. Den studerende ligger ind over maven på mig og skubber nedad.
PLOP siger det kl.05.40. Karoline er født. Det hele bliver lidt kaotisk. Hendes navlestreng er meget kort og ved at briste, så lægen smider hende op til mig, så han kan lukke den af, inden den knækker helt. Men i samme øjeblik bliver mine ben sluppet. De har bare glemt, at jeg ikke har nogen følelse i dem, så de falder meget tungt ude over enden af sengen. Min kæreste må holde fast i mig, så jeg ikke glider og falder ud af sengen. Jeg råber bare, at de skal tage mit barn, for kan ikke holde fast i hende, når jeg prøver at holde mig selv fast i sengen.
PUHA..... sikke en omgang. Karoline havde det ikke så godt lige efter fødslen. Hun fik 2 på apgarscoren, men heldigvis kom hun hurtigt i bedring igen.
Jeg var pavestolt over at have undgået kejsersnit. Fik godt nok et klip på 4 cm, men hva'... det var vel ikke så slemt!!!! JO DET VAR. Da bedøvelsen havde fortaget sig, gjorde det bare sindsygt ondt.
Nå, men nu er det snart en måned siden jeg blev mor. Såret er helet og jeg kan igen være i mit normale tøj. Hverdagen er ved at indfinde sig og jeg nyder det. Men trods det, ved jeg ikke om jeg vil føde normalt næste gang. Syntes de første 14 dage efter fødslen var ekstremt smertefulde og i perioder næsten ulidelige. Det var jeg ikke forberedt på.
Karoline vejede 3650g ved fødslen og målte 53 cm. Dog havde de glemt at trække et par cm. fra pga. hendes høje hoved efter sugekoppen!! Så hun var en stor pige.
3 uger efter fødslen vejer hun 4400g, så der er fløde i babserne!!!
Knus fra Nala
[/img]
Hmm..... De er blevet lidt små, men kan ikke få det til at blive anderledes, desværre!!!
sikke dog en oplevelse det er helt utroligt, jeg har godt nok aldrig født men jeg føler med dig det må godt nok gøre avs 
. Det er helt utroligt hvor stor forskel der er på fødsler, nogen kæmper for og føde og andre smutter dem bare ud som mandler.
. Glæder mig til og se billeder 
sidder og kniver lårne helt sammen.. men en glædelig slutning eller måske i virkeligheden en glædelig begyndelse 
