Følgende er en meget detaljeret beskrivelse af min fødsel og tiden op til, da jeg har brug for at få hele forløbet bearbejdet.
Du skal ikke læse den, hvis du er bange for at føde, for det er nok ikke den mest opmuntrende historie, selvom det hele endte godt. Jeg vil lige sige, at jeg havde glædet mig til at føde – var spændt og nervøs, men ikke bange for at føde. Oplevelsen har gjort, at jeg tit bliver påvirket/ked af det, når jeg taler om eller tænker på forløbet. Jeg kommer stadig i tanke om ting, jeg har glemt, men følgende er skrevet ud fra min hukommelse.
Mandag d. 23. august er det næsten en uge siden, jeg blev holdt vågen af plukkeveer natten lang, og jeg føler ikke, jeg har sovet siden, da jeg har kraftige plukkeveer konstant. Om morgenen kaster jeg op og græder, fordi jeg er så træt, så A kører mig ned på Kolding Sygehus, hvor vi heldigvis møder min egen jordemor.
Jeg fortæller hende, at jeg simpelthen er nødt til at få noget søvn, hvis jeg skal klare en fødsel. Min livmoder gør ondt, som om jeg har forstrakt en muskel, og jeg kan ikke holde ud at ligge på hverken den ene eller den anden side, fordi jeg har ondt i lænden. Jeg græder nu, når jeg tænker på, hvor stort et helvede ugen op til fødslen var – jeg ønsker ikke for nogen, at de skal opleve det. Jeg var så træt og udmattet, at jeg aldrig har oplevet noget lignende.
Jordemoderen undersøger mig – livmoderhalsen er helt udslettet, men jeg er kun en fingerspids åben. Hun giver mig fire PinexComb at sove på (to til om eftermiddagen og to til om aftenen), og jeg formår at få sovet fra 13-17 og igen om aftenen til ca. kl. 3 om natten. Efter kl. 3 får jeg nogle veer af den anden verden, hvor jeg må op og kravle rundt på alle fire (har om eftermiddagen redt op på en madras, da jeg ikke kan holde ud at ligge i min seng, som er for blød), men de kommer kun hver halve time, så jeg får blundet lidt indimellem.
Ved nitiden om morgenen d. 24. er jeg egentlig ved godt mod og tænker, at nu er jeg klar på, at det bliver i dag. Plukkeveerne begynder, og jeg synes ikke de er sjove. De kommer med ca. 10 minutter imellem, hvor jeg stiller mig op og trækker vejret, mens jeg læner mig ind mod væggen. Når ”veen” er ovre sætter jeg mig på sengen, hvor jeg har kørt ryggen helt op i lodret stilling, så jeg kan blunde indtil den næste kommer.
Timerne går, og der bliver kortere imellem plukkeveerne, men jeg synes kun de tager lidt til i styrke. Omkring kl. 12 ringer jeg til Fredericia svangerambulatorium (tror jeg) for at høre, om jeg kan få flere PinexComb at sove på, hvis veerne ikke bliver til mere som sædvanlig. Det viser sig, at jeg har ringet til Kolding, og jordemoren spørger, om jeg er sikker på, jeg ikke er i fødsel. Ja, siger jeg, for jeg har jo haft det sådan i en uge nu! Jeg siger til hende, at jeg vil se tiden an. Hun siger, jeg skal komme forbi, hvis plukkeveerne bliver ved.
Omkring kl. 16.30 kommer A hjem, og der er 4 minutter mellem plukkeveerne, men de bider ikke rigtigt (de er ikke tiltagende nok), synes jeg. Alligevel synes jeg, vi skal køre på ned og få mig undersøgt, da jeg har haft regelmæssige plukkeveer hele dagen – tænk nu, hvis jeg er i fødsel.
På vej i bilen er det som om plukkeveerne aftager, og jeg tænker ”pis også!” Nå, men de begynder igen, mens vi venter. Hverken fødegangen eller jordemorstuen har fået besked om, at vi kommer, men jeg bliver undersøgt på jordemorstuen – stadig kun en finderspids åben, og jeg er grædefærdig over udsigten til endnu en nat med sporadisk søvn. Får to PinexComb mere, men ønsker bare de vil indlægge mig, så jeg kan sove. Måske skulle jeg have bedt om det på dette tidspunkt, men jeg er for stolt.
Selvfølgelig slapper min livmoder maks af, mens jeg bliver undersøgt, og jordemoren mener selvfølgelig ikke, der er noget som helst på vej, når nu mine ”veer” er løjet af. Hun siger dog, at hvis det fortsætter hele natten, skal jeg komme ind dagen efter og få sovet, men det er bedst, hvis jeg kommer ind om morgenen, frem for at hun giver noget at sove på kl. 17.
Så snart vi kommer ud i bilen, tager ”veerne” til igen – og jeg er ved at blive sindssyg. Er sikker på, at jeg har psyket mig selv til at have wannabe-veer hele dagen, og jeg siger til A, at næste gang vi kører til fødegangen, så skal det være, fordi jeg ikke kan holde ud at være til.
Derhjemme får jeg det værre og værre. A henter mad udefra, og jeg skal spise noget, inden jeg tager mine to Pinex og går i seng, men jeg kan ikke koncentrere mig om at spise og har ingen appetit. Tvinger to bidder ned, tager Pinex’en og går op i seng. Blunder lidt til noget tv og kan mærke, at Pinex’en får mig til at slappe af, men min livmoder er konstant stenhård, og jeg synes, jeg har svært ved at trække vejret, fordi den er så hård og trykker på lungerne. Jeg kan ikke forstå, at den ikke slapper af, når resten af mig nu slapper af.
Jeg vil gå på toilet, for jeg har svært ved at sove pga. trykket på lungerne. På toilettet er der masser af frisk blod, og jeg tænker, at det simpelthen ikke kan være rigtigt, at der ikke er noget under opsejling, sådan som jeg har det. Jeg kalder på A, for jeg er utryg ved at være derhjemme. Jeg siger, at jeg er ked af det, men vi må køre igen, for der er tegnblødning nu, og jeg er ikke tryg ved at være hjemme, og jeg ved ikke, hvor jeg skal gøre af mig selv.
Vi ankommer til Kolding igen omkring kl. 22, og jeg får A til at køre mig i kørestol, da jeg ikke kan gå – er udmattet, grædefærdig og vil bare gerne sove. Jeg bliver undersøgt på fødestue 1, og jeg er stadig kun en finger åben. Denne gang havde jeg ikke forventet andet, men jeg siger til jm, at jeg simpelthen har brug for at sove. Hun foreslår, at de giver mig en sprøjte med Pethidin, og så kan jeg sove på fødestuen eller svangerambulatoriet, alt efter hvor travlt der bliver i løbet af natten. Pethidin har den bivirkning, at man ikke må føde inden for 6 timer, da barnet kan have respirationsproblemer, men hvis det skulle blive tilfældet, giver man en modgift til barnet, så ingen fare. Da der ikke er noget, der tyder på, at jeg snart er i aktiv fødsel, siger jeg med glæde ja tak.
Jeg er ubeskrivelig lettet ved udsigten til at kunne sove omkring 5 timer i streg.
Jeg får sprøjten, og jeg taler med A om, at han skal køre hjem og sove også, men vi bliver ikke enige om hvornår. Han vil helst blive, men jeg synes, det er skørt. Han siger, at han lige vil sove lidt i stolen. Jeg falder lidt hen, men kan altså mærke mine ”plukkeveer” igennem morfinsprøjten. Kl. er ved at være omkring midnat og jeg ringer efter jm for at spørge, om det er rigtigt, at jeg skal kunne mærke plukkeveer igennem morfinen? Hun siger ja, man kan godt mærke det, men hun vil da gerne lige undersøge mig. Hmm, du er ved at åbne dig, siger hun. Du er i hvert fald to centimeter, ja, jeg kan faktisk få tre fingre ind … og fire, næsten fem, siger hun. Shit, tænker jeg, så kommer jeg garanteret til at føde inden de 6 timer. Nå, men det er der jo ikke noget at gøre ved.
Jm siger, at jeg jo nu skal blive på fødestuen og ikke sove sådan som det egentlig var meningen. Jeg tror ikke, det helt går op for mig, at jeg er i aktiv fødsel, men kan huske, at jeg siger til A, at det er godt, han ikke kørte hjem.
Beder om klyx og epidural, da jeg synes, jeg er for træt til at prøve at føde uden – udsigten til en delvis smertefri fødsel tiltaler mig meget, da jeg er træt – er bagefter sikker på, at tanken om en meget smertelindret fødsel bliver min nemesis og at jeg aldrig skulle have få lagt den epidural.
Jm forklarer om for- og bagdele ved epidural. Jeg har læst det hele og lige været til fødselsforberedelse, så jeg ved godt, hvad det indebærer.
Det er intet problem at få epiduralen lagt – jeg synes selv, jeg arbejder godt med mine veer og var jeg dog bare blevet ved med det.
Epiduralen virker hurtigt og er effektiv, og jeg får sendt en masse sms’er kl. 3 om natten (ifølge aftale med familie og venner måtte vi gerne skrive, når der var noget i gang). På dette tidspunkt er jeg sikker på, at jeg vil have født i løbet af morgenen, når jeg nu pludselig åbnede mig så hurtigt.
En time senere kommer jm ind og siger, at veerne ikke er effektive – der er masser af dem, men de har ingen effekt. Hun vil give det lidt tid, men ellers får jeg et vedrop. Jeg er bedøvet på dette tidspunkt, så jeg tænker, ja ja, hvad kan der ske ved det – bring it on.
Efterhånden holder epiduralen op med at virke og det er så nu, jeg ville ønske, at jeg havde vidst, hvad det vedrop ville gøre – veerne kommer konstant, der er INGEN pauser, og jeg vrider mig af smerte, og jeg håber, at det hele snart er overstået. Desværre er jeg kun 5 centimeter åben, men Gustav har trykket sig langt ned i bækkenet, da der er jordemorskift kl. 7. Jeg er grædefærdig, kan ikke holde smerterne i min lænd ud, kan ikke overskue, at veerne, som kommer hele tiden, ikke har nogen effekt – jeg føler, jeg lider forgæves og at jeg har gjort det i en uge. Jeg græder, og beder allerede nu om et kejsersnit, da jeg er udmattet og ikke kan overskue, at jeg kun er 5 centimeter åben. Jeg får sagt til A, at jeg hellere vil dø end have de lændesmerter, som jeg har – og på det tidspunkt mener jeg det virkelig.
Jeg beder grædende jm om at slukke for vedroppet, og hun indvilliger i at skrue ned eller slukke (kan ikke huske det), da hun godt kan se, at veerne ikke gør noget for mig, og de har ikke gjort det i mange timer.
Den nye jm Winnie kommer ind, Hun virker langt mere erfaren på trods af, at hun er ung. Hun er blevet orienteret om min opgivende tilgang til det hele, men hun taler godt med mig og er simpelthen så sød og forstående. Vi bliver enige om, at jeg skal have noget mere smertestillende, så jeg kan slappe af, og så må hun sætte vedroppet til igen, for jeg vil ikke åbne mig uden, siger hun. Jeg indvilliger, hvis hun lover mig, at smerterne i lænden ikke kommer igen.
Hun siger, at hun jo kan være nødt til at slukke for epiduralen, når jeg skal presse, hvis ikke jeg kan mærke presseveerne ordentligt, og det har jeg selvfølgelig forståelse for. Kan på dette tidspunkt godt overskue pressefasen og synes, at jm og jeg har lavet en god deal.
Omkring kl. halv ti er jeg 7,5 centimeter åben, så der er fremgang. Jm tager vandet, der er let lysegrønt, men ingen alarm, siger jm. Jeg er optimistisk, da jeg har fået samlet kræfter til pressefasen, men håber alligevel, at det hele snart vil være ovre, for jeg er totalt færdig.
Desværre holder bedøvelsen igen op med at virke, og veerne er der nu igen konstant, men kan denne gang mærke, at mit underliv bliver trukket fra hinanden, så der er noget, der virker. Jeg hyler af smerte, og tænker kun på, at jeg snart må være helt åben. Jm undersøger mig, og jeg 9 centimeter og noget – der mangler en kant, siger hun.
Jeg kan slet ikke overskue smerterne på dette tidspunkt og får lagt omkring 50 bistik i lænden og op i ryggen og et par stykker foran. Jm siger, at jeg virkelig må have stærke lændesmerter, siden jeg gerne vil have alle de bistik, men jeg vil ti gange hellere have tusind bistik end så ondt i lænden. Min lænd har været på overarbejde i en uge med kraftige plukkeveer, og det samme har min livmoder, og jeg tror, det er derfor, min krop ikke kan lave ordentlige veer – den er simpelthen for træt. Jeg er udmattet fysisk og psykisk – jeg græder og siger, at jeg ikke kan mere, at nu må de snart lave det kejsersnit. Jm siger igen, at der kun mangler en kant og hun prøver at tale om pressefasen og om jeg kan mærke et tryk mod endetarmen. Lidt måske, synes jeg, men jeg kan mærke, at veerne intet gør. Jeg kan ikke trække vejret ordentligt mere, fordi jeg bare vrider mig, og beder igen, om de ikke nok vil slukke for det skide vedrop – jeg hader det som pesten, og det gør jeg stadig nu. Jeg vil aldrig have vedrop mere, om det så betyder, at vores søn bliver enebarn.
Kl. er over middag nu, og jeg der ingen fremgang. Afdelingsjordemoren bliver tilkaldt, da fostervandet nu begynder at være grønsort og tykt, så vores søn er ved at stresset. Han har en elektrode på hovedet – hvornår den blev sat husker jeg ikke. Afdelingsjordemoren kan mærke en kant hele vejen rundt, og jeg kan slet ikke overskue det – det et skridt frem og to tilbage. Diverse læger/jordemødre skal undersøge mig, og vedroppet bliver endelig slukket, og min bøn om kejsersnit bliver efterhånden drøftet seriøst sammen med muligheden for mere smertelindring og at skal føde normalt. På dette tidspunkt tror jeg ikke selv på, at jeg har kræfter til pressefasen, og jeg trygler om kejsersnit. Jeg græder og vrider mig af smerte, og jm forklarer igen og igen, at det er mine egne veer og at droppet altså er slukket.
Endelig bliver beslutningen om kejsersnit taget, og jeg er meget lettet, men nu kan det kun gå for langsomt, for jeg har stadig sygt ondt. Min lænd er et helvede uanset om jeg har veer eller ej, og jeg græder stadig hele vejen ind på operationsgangen.
På et tidspunkt på operationsstuen hører jeg en nævne spinalblokade, mens en anden spørger: Kan det vente? Nej, det kan ikke vente, råber jeg, men det var altså ikke et svar på, om spinalblokaden kunne vente, forklarer en eller anden mig
Endelig virker bedøvelsen, og jeg kan slappe af. Jeg er fuldstændig ligeglad med konsekvenserne af kejsersnit, jeg vil bare ikke have ondt i min lænd.
Under operationen synes jeg, at jeg hører lægerne sige: ”han skal ud nu” flere gange, men jeg er ikke sikker. A fortæller mig, at den kvindelige læge på et tidspunkt beder om en skammel. Hun er åbenbart nærmest oppe at stå på min mave for at få ham hevet ud. Han havde jo som bekendt boret sig langt ned i bækkenet og vi havde fået at vide, at han ville få en kæmpe fødselsvulst.
Endelig ser jeg nogle læger løbe med ham, helt mørkelilla og uden en lyd – og A skal med. Af en eller anden grund panikker jeg ikke, jeg er sikker på, at alt nok skal gå fint. A fortæller, at han skiftede farve fra lilla til rød på et minut, blev suget for det grønne, slimede fostervand osv. Hans apgar var ikke god i første omgang, men bagefter var det fin, fik jeg fortalt, men ved ikke præcis, hvordan og hvorledes. Gustav er født kl. 13.19 d. 25. august 2010.
Jeg får vist et hurtigt glimt af Gustav, og jeg græder lettelsens tårer.
Efterfølgende taler jm med mig, og siger vist noget med, at nu har jeg endelig ikke ondt mere, og jeg får sagt noget med, at det er det bedste, der er sket i dag og får straks lidt dårlig samvittighed, da min søn jo må være det bedste, der er sket i dag, tænker jeg.
Efter et par timer på opvågningen kommer A ned og viser billeder af Gustav og først her mærker jeg virkelig stoltheden og moderfølelsen, og jeg synes, han er det smukkeste i verden. A fortæller, at han er blevet målt til 58 cm, hvilket ingen af os kan forstå, da vi er henholdsvis 1,60 og 1,72 høje. Vægten siger 3332 g. Sundhedsplejersken målte efterfølgende Gustav til 51,5 cm en uge efter fødslen, så enten har de målt forkert eller også har den fødselsvulst virkelig været lang!
Jeg bliver kørt op på børneafdelingen, hvor Gustav ligger, så snart jeg kan bevæge mine tæer og ben lidt. Personalet hjælper mig med at lægge ham til, og jeg synes, han er jordens mest fantastiske skabning. Vi får at vide, at vi sikkert vil få ham ned til os samme aften, men dette kommer ikke til at holde stik, da Gustav ikke vil spise mme efter han har smagt modermælk Derfor får han sonde, og de beholder ham også, fordi jeg havde feber under fødslen, så han skal tjekkes for infektioner.
A kan ikke overnatte på barselsgangen, så vi skal alle tre overnatte hvert sit sted. Jeg er dog så træt, at jeg ikke rigtig ænser det, selvom jeg synes, det er øv.
Jeg er oppe at besøge Gustav på børneafdelingen om aftenen og får bagefter malket lidt ud og sendt op til ham. Det samme sker om morgenen, da jeg endelig har fået sovet nogle timer – åh, hvor skønt. Jeg kommer endelig i bad efter fødslen og vi afventer nu kun svar på Gustavs infektionstal, inden den lille familie kan samles. Dog får vi at vide, at der måske ikke er plads til os på Storken, og så kan A ikke overnatte – det er bare løgn, tænker vi.
Heldigvis får vi et værelse på Storken og kan flytte ind kl. ca. 15 og lære vores lille vidunder at kende.
Efterfølgende har jeg ikke haft mange smerter pga. kejsersnittet og i dag, 15 dage efter fødslen, har jeg været i IKEA og købe en kommode til vores guldklump.
Gustav spiser helt fantastisk og i går vejede han 3800 g, så han havde taget 350 g på på en uge!
