af vizart » lør, 11. juli 2009 20:47
Fødselsberetning
Mandag den 24. maj 2004 lige på terminen fødte jeg en fin lille pige på 3590 g og 52 cm. Her er fortællingen om dagene før og efter fødslen.
Startskuddet til fødslen gik fredag morgen. Hele natten havde jeg haft en del plukveer og havde ikke sovet ret meget. Kl. 5 gik jeg på toilet da jeg troede vandet var ved at gå. Da jeg tørrede mig var der blod på papiret. Jeg havde hørt at hvis vandet siver kan man fylde et almindeligt bind på en time. Så jeg tog et bind på og satte mig ved min computer en times tid. Da jeg derefter var på toilet var der blod og slim i mit bind. Slimproppen var gået. Jeg gik i seng igen og forsøgte på at sove. Det blev dog ikke til ret meget da jeg stadig havde en del plukveer. Vi stod op og jeg havde plukveer gennem hele formiddagen og eftermiddagen. Omkring kl. 17 begyndte de rigtige veer. Da de ved 20 tiden begyndte at blive regelmæssige og vi pakkede sammen og hørte til Koldby til min mor. Thisted sygehus er trods alt tættere på Koldby end på os, og nej det er ikke sjovt at køre bil med veer.
Veerne tog til og omkring kl. 23 fik vi fat i barnepiger til mors børn, så hun kunne komme med på sygehuset. Vi kom derind og jeg blev undersøgt. Der var stadig 1½ cm livmoderhals, så fødslen var ikke i gang endnu. Jeg fik kørt en strimmel og efter det fik jeg at vide at mine veer ikke var regelmæssige nok og at de i øvrigt ikke hjalp noget som helst fordi min krop var for træt. Jeg har jo ikke sovet siden natten til torsdag. De tilbød mig en sove cocktail så jeg kunne tage hjem og sove. En sovecocktail består af en sprøjte der stopper veerne, en sovepille og 2 panodiller. Det fik jeg så og vi tog hjem igen. Så sov jeg ellers resten af natten.
Lørdag var der så ikke andet og gøre end at vente på at veerne gik i gang igen. De sagde at der kunne gå 3 timer, men også 3 dage, så det var ikke til at vide hvornår det ville gå i gang igen. Lørdag skete der ikke noget og jeg fik sovet en god lang nat til søndag. Der gik veerne så i gang omkring kl 15.
Vi endte på sygehuset omkring kl 22. Melanie tumpede på det tidspunkt rundt i maven, så her kunne de ikke tage en strimmel. Da jeg kom ind var der 1-1½ cm livmoderhals og da jeg blev undersøgt en time senere var der 1 cm, så der skete da lidt. Men stadig var fødslen ikke i gang. Denne gang fik jeg ikke nogen sprøjte, men jeg fik en sovepille og 2 panodiller med hjem til at sove på. Da vi kom hjem fik jeg den vidunderlige ide at tage en varmedunk med i seng. Mine veer gjorde mest ondt i længden, så det var en rigtig god ide. Jeg kom i seng og ved hjælp af varmedunken og panodillerne mærke jeg ikke veerne nær så meget så jeg fik da sovet nogle timer.
Men så ca. 2.30 kunne jeg ikke sove mere. Varmedunkene var blevet kolde og jeg skulle tisse. Jeg vækkede Troels fordi så kunne han varme dunkene mens jeg var på toilet. Jeg måtte heller ikke selv gå ned, da jeg pga af sovepillen skulle have en ved min side ned af trappen. Inden troels var ordentlig ude af sengen sagde jeg til ham at nu skulle det altså være nu, fordi nu skulle jeg kaste op. Så vi kom ned i en vis fart og jeg fik hovedet over toilettet. (ADVARSEL ulærke detajler – det er tilladt at springe over). Men det kom ikke noget og jeg skulle jo også sådan tisse. Så jeg satte mig på toiletet, men inden jeg fik tisset skulle jeg altså kaste rigtigt op, så jeg farede hen til håndvasken og brækkede mig i den. Uheldigvis tissede jeg ved samme lejlighed i bukserne. Så satte jeg mig hen på toilettet igen og tissede, men kastede uheldigvis op igen der. Stakkels Troels kom ud midt i det hele og vidste slet ikke hvad han skulle gøre. Jeg sagde til ham at han skulle vække min mor, så hun kunne rydde op efter mig, og så synes jeg at jeg havde lyst til et bad. Troels var så gået op og sagt til min mor at jeg vist nok havde brug for hende. Hun kom ned og inden jeg var færdig med at være i bad havde hun ryddet op. (SLUT med ulækre detajler)
Nu satte jeg mig så ind i stuen i en rigtig god stol. Jeg fik en varmedunk bag længden. Så sad jeg ellers der. Jeg sov når jeg ikke havde en ve og når jeg havde en trak jeg vejret dybt koncentreret, men blev siddende i modsætning til dagen før, hvor jeg ved hver ve hængte mig hen og et strygebræt, fordi så gjorde det ikke så ondt. Men pga af varmedunken kunne jeg blive siddende. Der sad jeg så de næste mange timer. kl. 6 var Troels ved at snakke om at tage på arbejde for det var jo ikke til at vide hvor lang tid der kunne gå, og så han kunne hurtigt komme hjem hvis der skete noget. Men han blev dog alligevel hjemme. Kl. 8 var min mor ved at snakke om at hun ville tage på arbejde af samme grund. Men hun blev dog også hjemme
Da det begyndte så småt at presse nedad, synes mor det var tid til at vi skulle på sygehuset. Jeg ville ikke, fordi det gjorde ikke ligeså ondt som det havde gjort fredag og søndag aften. Desuden gad jeg ikke endnu en gang skulle køre hele vejen ind til sygehuset for at blive sent hjem. Og sidst orkede jeg ikke at rejse mig for at komme hen til telefonen for at ringe til sygehuset. (På Thisted sygehus skal man ringe før man kommer fordi det er så lille et sted af der ikke altid er en jordemoder på sygehuset. De har tilkaldevagt). Jeg tror der gik et stykke tid før de fik mig overbevist om at vi altså skulle ind på sygehuset. Nå men da mor kom og serverede telefonen, ringede jeg da derind og sagde at vi kom. Jeg fik fornyet min varmedunk og vi kom af sted.
Vi kom ind på sygehuset 10.30. Jeg blev puttet ind på det efterhånden velkendte undersøgelses rum, hvor vente på en jordemoder. De havde nemlig rimelig travlt den dag. Jeg blev undersøgt og vi fik at vide at det barn i hvert fald vidste hvor det skulle hen. Jeg var 6-7 cm åben. Så jeg blev indlagt til fødsel. 11.15 kom jeg ind på en fødestue. Jeg måtte vente lidt på at der blev en gjort rent. Jeg blev undersøgt igen og var nu 9 cm åben. Jeg fik at vide at hun ville komme igen kl. 12 og så ville hun tage vandet. I første omgang ville hun lige hente noget vand til mig. Men i mellemtiden fik jeg den første rigtige presseve. Det er virkelig en ubehagelig følelse. Den vejrtrækning man brugte til udvidningsveerne virker absolut ikke til presseveer. Nå så jeg blev flyttet fra hvilestuen til selve fødestuen. Der tog de så vandet. Det var meget grønt. Så der skulle en elektrode på hovedet af Melanie så de kunne overvåge hendes hjertelyd. Jeg fik at vide at jeg ikke skulle presse, fordi hun stadig lå meget langt tilbage, så det var bedst jeg lod kroppen selv presse hende så langt som mulig så jeg sparede på mine kræfter. Så jeg gispede mig gennem presseveerne. Dem der da var, fordi der gik lang tid mellem hver ve. 12.10 fik jeg lov til at presse. Men så begyndte hjertelyden at dykke. Jeg kan ikke huske det så klart. Men i hvert fald kaldte jordemoderen på et tidspunkt efter lægen fordi nu skulle barnet altså ud. Men lægen kom ikke og jordemoderen måtte ringe jeg tror det var 3 gange inden lægen kom, og på det tidspunkt var hjertelyden blevet stabil igen. Det var virkeligt ubehageligt. Hjertelyden var helt væk på et tidspunkt (jeg har så senere fået at vide at det var fordi elektroden faldt af, men det vidste jeg ikke der, så jeg troede hun var ved at dø). Og der var lige pludselig en hel masse mennesker inde på fødestuen. I starten troede jeg de ville tage hende med sugekop, men tanken om akut kejsersnit var der da også på et tidspunkt. I forvirringen fik jeg lagt vedrop, så der kunne komme nogle flere veer. Men det hjalp nu ikke ret meget. Jeg kunne ikke mærke forskel på om jeg havde vedrop eller ej. Nogle siger at det giver nogle trælse veer med droppet, men det mærkede jeg ikke noget til. Nå hjertelyden blev så nogenlunde stabil igen og de mange mennesker forsvandt. Ve droppet blev skruet højere og højere op dog stadig uden den store effekt. Og jeg pressede og pressede hver gang lejligheden bød sig. Men der skete ikke ret meget. På et tidspunkt sagde jordemoderen til mig at hvis der ikke skete en hel masse meget snart, så ville hun tage suge koppen i brug. Min første tanke var ”jeg er ligeglad bare få barnet ud”. Men på en eller anden måde fik jeg fat i helt nøjagtig hvordan jeg skulle presse og efter 3 presseveer var Melanie ude. Det mest ubehagelige ved hele fødslen var i pausen mellem de sidste veer. Der hvor hovedet næsten er ude. Virkelig ubehageligt. Det var og der jeg sagde av. Det havde jeg ellers ikke gjort under hele fødslen.
Og så 13.19 lå min fine pige ellers på min mave. Grunden til at hun havde været svær at presse ud var at hun var stjernekigger. (stjernekigger er når barnet kommer med den største del af hovedet først.) Troels klippede navlestregen over da hun havde lagt på maven lidt. Derefter skulle moderkagen ud. Den ville ikke rigtig ud, så det tog lidt tid. Men ud kom den og så skulle jeg sys. Jeg var sprækket 2 cm, så jeg fik en del sting. Det gjorde ikke ondt at blive syet, det kildede nærmest. Så var tidspunktet kommet hvor det var meningen at jeg skulle ind på hvilestuen igen, for at nyde den første tid sammen med mit barn. På Thisted sygehus må personalet ikke tage barnet fra moderen før 2 timer efter fødslen, hvis det ikke er nødvendigt. Så man er som regel på hvilestuen de 2 timer, hvor det så også er meningen at barnet gerne skulle sutte. Men jeg kom aldrig ind på hvilestuen igen. De sagde godt nok at jeg måske ville være svimmel når jeg kom op at stå, fordi jeg havde mistet en del blod. Så Troels fik Melanie, fordi så kunne han bære hende ind på den anden stue. Men da jeg kom op at sidde blev jeg svimmel så jeg måtte lægge mig igen. Jeg fik at vide at jeg skulle blive liggende lidt og så kunne vi prøve igen. Mens nu alligevel lå der, fik jeg ringet til de mest nødvendige og fortalt at det blev en pige. Et par sms’er blev det vist også til. Min far spurgte hvor stor hun var, så min mor vejede hende. Der vejede hun 3670 g. Efter det kom min mor og lagde Melanie til brystet for første gang. Og så lå vi ellers der og hyggede. Jeg prøvede at komme op og stå igen, men uden held, så der blev bestilt en portør til at transportere mig over på barselsgangen. Vi havde ellers håbet på at kunne være på familie afsnittet, men på grund af jeg havde mistet så meget blod (2 liter) skulle jeg på barselsafsnittet. 2 timer efter fødslen kom personalet så for at veje og måle Melanie. De tørrede det værste fosterfedt af og vejede hende så til 3590 g. Og målte hende til 52 cm. Så fik Troels ellers opgaven at give hende tøj på. Midt i det kom min svigermor ind på fødestuen. Hun havde jo passet mine små søskende og Annica(min søster på dengang 10) havde været meget urolig, fordi ”det var synd for Vinni at det gør ondt”. Så Annica fik ikke ro i sindet før hun havde set at jeg havde det godt. Hun havde i øvrigt ikke sovet hele natten fordi hun vidste jeg havde veer. Nå men det gjorde heller ikke så meget fordi Troels og Melanie var på hvilestuen, og jeg var på fødestuen, så de tidlige barselsgæster forsvandt ind på den anden stue. Lidt efter de var kommet kom Troels’ bedsteforældre så også. De kørte dog heldigvis hurtigt igen. Så kom Troels’ lillesøster Linda også. På det tidspunkt tog min mor, svigermor og mine søskende så hjem. Jeg synes det var lidt tidligt med barselsgæster. Jeg lå stadig i blod og fosterfedt på den hårde fødebriks. Men jeg forstår godt at Annica havde brug for at se mig, men de andre kunne godt have ventet.
Omkring kl. 18 kom portøren så endelig. Der var Linda der stadig og det var en god hjælp. Fordi lige pludselig skulle jeg over på den anden gang. Så alle de ting vi havde haft med derind skulle pakkes sammen og med. Så Linda bar Melanie mens jeg blev kørt og Troels kom så bagefter. Da vi kom over på den anden gang fik jeg en dobbelt stue helt for mig selv. Den var dejlig stor. Troels havde alligevel glemt noget over på fødestuen så der gik han over. I mens fik jeg noget mad. Det havde jeg ikke fået endnu. Jo jeg havde fået serveret noget franskbrød, men jeg havde ikke rigtig kunne spise det. Mens jeg lå der i sengen og spiste blev jeg meget dårlig. Det var som om jeg ville besvime. Så jeg fik Linda til at hente hjælp. Hun fløj ud på gangen med Melanie på armen og hentede en sygeplejerske. Hun fik lagt mig ned, ( jeg sad jo halvt op for at kunne spise) og så fik jeg ellers noget drop. Efter der var kommet ro på igen tog Linda hjem. Så havde vi lige en times tid, bare os 3. Den lille nye familie. Det var virkelig en dejlig men også mærkelig fornemmelse. Bare os 3. Men roen varede ikke længe. Fordi kl. 19.30 væltede det ind med gæster (og ja min svigermor var blandt). Lige pludselig var der 10 mennesker på stuen ud over os. Og jeg var bare træt. Jeg havde jo ikke sovet andet en et par timer om natten og havde lige født. Heldigvis kom der en sygeplejerske lidt i otte og smed alle gæsterne ud, fordi nu skulle jeg have fred. Og så skulle der soves. Melanie fik mad og så sov hun, så vi ville følge hendes gode eksempel. Det gik da også så fint lige indtil kl. 23 hvor lægen kom for at se på mig. Han undersøgte mig og sagde at det så fint ud, og at livmoderen trak sig fint sammen. ”Så vi giver dig lige noget til at få livmoderen til at trække sig sammen”! Så det fik jeg. Og så fik jeg 2 poser blod og noget almindelig drop. Jeg mener faktisk også jeg igen fik ve stimulerende drop for at få livmoderen til at trække sig sammen. Virkelig hyggeligt. Og alt de halløj gjorde jo så at jeg fik veer igen. Jubii jeg elsker veer! Not. Kvalme fik jeg også. Så fik jeg så nogle panodiller til at tage de værste smerter fra veerne. Det hjalp da også, men sove det kunne jeg da ikke før de var færdige med deres halløj ved 1-tiden. Og så gik der ikke lang tid før Melanie vågnede. Og hun havde det ikke godt. Jeg fik hjælp til at lægge hende til og sygeplejersken skiftede hende også. Jeg kunne jo stadig ikke komme op af sengen. Melanie ville absolut ikke sove igen. Så sygeplejersken tilbød at hun kunne passe hende om natten så vi kunne få sovet. Det gjorde hun så og det var virkelig rart. Hen på morgenen kom sygeplejersken så og lagde Melanie til ved mig. Jeg vågnede lige op da hun kom, men ellers sov jeg igen. Så sov Melanie ellers resten af natten ved siden af mig. På Thisted sygehus ligger de meget op til at barnet skal sove i samme seng som moderen. Det gjorde hun dog ikke så meget de første par dage men ellers sov hun bedst ved mig. Især de sidste dage på sygehuset nægtede Melanie nærmest at sove i sin egen seng.
Næste dag havde det heldigvis en del bedre på grund af jeg fik blod. Så jeg kunne komme op. Godt nok i kørestol, men jeg fik da et bad. Men det var først dagen efter jeg selv kunne stå op. Melanie var nem allerede inde på sygehuset og anden nat sov hun faktisk 7 timer i rap. Jeg var vågen flere gange hvor jeg bare lå og lyttede efter om hun nu stadig trak vejret. Dagen efter fik vi dog ikke lov til at sove lige så lang tid. Melanie havde fået lidt gulsot, så vi skulle vække hende hver 4. time så hun kunne få mad.
Gæsterne fik vi også mere styr på. Efter mandag aften hvor de bare var væltet ind, sørgede vi for kun at lukke nogle få gæster ind af gangen. Troels snakkede med alle (næsten) inden de kom. Var der et hold gæster der kom i en besøgstid måtte de andre vente. Svigermor synes dog selv at være fritaget for at sige inden hun kom. Hun dukkede op når det passede hende.
Vi havde en rigtig god tid på barselsgangen. Personalet var virkelig super og det betød meget. 2. dag efter fødslen kom en jordemoder for at snakke fødslen i gennem. Der var virkelig lækkert, men vi manglede lidt at snakke med den jordemoder der tog imod Melanie. Der er nogle ting i fødslen jeg ikke rigtig husker og nogle jeg ikke helt forstår. Så det ville være rart at snakke med hende der var der. Vi blev så lovet at hun ville komme op til os på et tidspunkt hun havde tid. Men det gjorde hun aldrig fordi hun havde travlt.
2 uger efter fødslen var jeg inde ved min egen jordemoder. Vi snakke også fødslen i gennem og det var rigtig godt. Hun kunne virkelig sætte ord på hvordan jeg havde det. Hun ringede så til fødegangen for at få en aftale i hus, hvor jeg, Troels og min mor kunne komme ind og snakke med hende der tog imod Melanie. Hun havde på det tidspunkt ferie, men vi blev lovet at hun ville ringe os op når hun ikke havde ferie mere. Det har hun så heller ikke gjort. Jeg synes det er lidt træls. Jeg burde jo selvfølgelig ringe derind igen. Jeg ved at også Troels og min mor har brug for at snakke fødslen igennem igen. Men lige nu har min mor ikke de vilde muligheder for at komme med. Så jeg tror at jeg venter lidt endnu. Det er vigtigt for mig at mor kommer med, fordi hun så fødslen fra en anden vinkel og kan huske nogle ting jeg ikke kan. Hun har sagt at på et tidspunkt var hun ved at forlade fødestuen, fordi hun knap nok kunne holde ud at være der. Tanken om at vi skulle miste vores barn inden det overhovedet var født var hård. Men hun turde ikke gå, fordi hun derved ville gøre mig og Troels mere bange. Hun sagde også efter fødslen at hun ikke ville med næste gang. Men hun ændrede dog mening, fordi at når hun havde været med til Melanies fødsel ville hun ikke kunne behandle hende og de næste børn lige, hvis hun ikke kom med til deres fødsler også. Det er måske svært at forstå, men ikke hvis man har været med til en fødsel. Man får et helt andet forhold til et barn, når man har været med til fødslen. Om hun så kommer med til de næste det vil tiden jo så vise.
På trods af en rimelig barsk fødsel frygter jeg ikke den næste. Allerede da hun lå på min mave var jeg klar til at få den næste. Jeg fik at vide at jeg var en super føder, og at næste gang ville det gå meget hurtigere. Presseperioden vil maks. blive 20 minutter eller 3 presseveer. Og så må jeg hellere komme før af sted til sygehuset næste gang. Der gik jo kun 2½ time fra jeg kom ind til Melanie blev født.
For at afslutte min beretning kom vi hjem fra sygehuset lørdag den 29. Maj. Da vi tog hjem fra sygehuset vejede Melanie 3540, så hun var næsten oppe på sin fødselsvægt. Min mor kom og var ved os fra lørdag til mandag. Hun lavede mad og hjalp til med at få det sidste tøj på plads osv. Det var virkelig en god hjælp.
Nu denne beretning endelig er blevet skrevet ned er det blevet den 11. august 2004. Melanie er nu 2½ måned. Hun vejer 5700 g og er 62 cm lang.
ViZart
Melanie 240504
Andreas 260706
Elias 060310
Men kan vel egentlig godt tænke mig til, at det må være ganske hårdt...