Hejsa allesammen.
Ja så fødte jeg også og hold da op en omgang rod det kan gi.
Jeg startede med veer lørdag den 21 juni kl halv 5 om morgenen, men da jeg havde fået strenge odre på ikke at føde når min mand var på arbejde så ventede jeg pænt til han kom hjem med at tage på hospitalet.
Ca. klokken halv 5 om eftermiddagen meldt vi vores ankomst på frederiksberg hospital. Det var også meget godt da jeg allerede havde udvidet mig 3cm så vi fik henvist en stue med badekar.
Der gik ikke lang tid før jeg begyndte at få smerter så jeg fik lov til at komme i badekar og hvilken lettelse puha sådan noget varmt vand gør godt, men efter et par timer i vadet måtte jeg stå op da det ikke rigtig gav mig mere så op på briksen at ligge. Det var så på dette tidspunkt jordemoderen fik den ide at jeg da skulle ha nogle bistik så fire af dem fik jeg og neejjjjjj hvor gjorde det ondt puha aldrig mere siger jeg bare og det hjalp kun i ca en halv time så det var der ikke meget ved.
På dette tidspunkt (ca ved en halv 11 tiden) begyndte mine veer at tage til og aldrig har jeg da prøvet noget der gør så meget ondt, jordemoderen kom på dette tidspunkt løbende i en af mine veer da hun kunne høre det helt nede på konoret så der var da ingen der var i tvivl om at jeg var i fødsel. Det endte med at jordemoderen tog mit vand som var lidt grønt men ikke noget alvorligt og så gik det stærkt kl 23:27 kom en lille dreng til verden 3367g og 53cm han virkede frisk og kom op på min mave at ligge der gik ca 3o sekunder og han begyndte at blive blå han trak tydeligvis ikke vejret, så stormede det ind med personale og en børelæge blev tilkaldt fra hvidovre. Da hun kom var jeg ved at blive syet og havde knapt nok set min lille søn hun tog den beslutning at vi skulle overflyttes til hvidovre hospital da der ikke er en børneafdeling på frederiksberg hospital så afsted med ham og mig efter i egen bil.
Vi ankom til hvidovre hospital klokken l*** om natten fik lov til at se vores barn ligge med ilt, tryk , kateter og sonde bestemt ikke lige det man har lyst til at opleve.
Min mand og jeg fik anvist et værelse på etagen ovenover og fik så sovet et par timer.
Den næste uge gik med at flytte værelser et par gange pga pladsmangel osv og selvfølgelig være hos lillemanden der heldigvis begyndte at få det bedre på trods af at de ikke kunne finde ud af hvad der var galt.
Efter den uge og efter at ha besluttet at vi ikke kunne få amningen til at fungere (da han jo havde været i sonde så lidt doven var man jo blevet), kom vi hjem på besøg men skulle ind og have ham kontrolvejet. Han begyndte at tage fint på og efter yderligere en uge blev han udskrevet.
Det var sådan en lettelse ikke at skulle rende på hospitalet hver og hver anden dag. Dog fik det hurtigt en ende da sundhedsplejersken opdagede at hans kraveben "strittede" ud. Så os tilbage på hvidovre hospital hvor vi brugte en hel dag på at få taget et rynkenbillede og få afvide at kravebenet da havde været brækket. Så det forklarede jo hvorfor han havde været meget irritabel den første til, men utroligt at det ikke var blevet opdaget noget før.
Godt så vi tager hjem og prøver at få en hverdag til at fungere hvilket viste sig at være sværere end som så. Jeg brød ud i gråd hele tiden over bare det mindste og kunne ikke rigtig se det dejlige i denne unge der bare krævede en hel del af mig.
Et besøg hos lægen førte så til en henvisning til psykiatrisk skadestue og derefter en indlæggelse på psykiatrisk afdeling da de mener jeg har en fødselsdeperation.
Så den tid hvor jeg skulle gå hjemme og nyde mit lille barn og min mand må jeg nu bruge på en psykiatrisk afdeling, det var så bestemt ikke det jeg havde ventet da jeg blev gravid med et ønskebarn for 10mrd siden.
Nu håber jeg på snart at blive udskrevet og ikke mindste af alt blive i stand til at savne mit barn.
Ja lige en kæmpe roman fra mig af............
Men mon ikke det går fremad nu?? Det håber jeg og sender de bedste tanker til dig og din lille familie.
