Den bedste fødsel……..
Juleaften 2001 glemmer jeg aldrig. Vi var lige kommet hjem efter en rigtig dejlig og hyggelig jul, holdt sammen med mine svigerforældre og svoger og svigerinde og deres lille pige på ½ år. Jeg havde længe, rigtig længe ønsket mig et barn, men min kæreste gennem 9 år, havde ikke rigtig haft mod på det. Da vi var kommet i seng, proklamerede han, at han havde en ekstra gave til mig. Han synes, jeg skulle droppe p-pillerne, og at vi skulle forsøge at få et barn. Jeg var enormt glad, men også lidt nervøs, for nu var det jo lige pludselig blevet alvor.
Der gik det meste af ½ år inden jeg kunne konstatere, at jeg var gravid, det var SÅ fedt. Jeg kunne næsten ikke vente med at fortælle det til hele verden, og jeg var vel kun i 9. uge, da nyheden kom ud. Graviditeten gik godt, jeg havde ingen gener. Hverken kvalme, brystspændinger el. lign. Nogle gange blev jeg helt i tvivl om, om jeg nu også var gravid. Derfor var det dejligt da maven begyndte at vokse, og alle kunne se, at jeg ikke bare var ved at blive små tyk, men at der var en grund til de runde former.
Jeg har en med født hjertesygdom, der dog er velmedicineret, og som ikke genere mig i det daglige. Dog kan jeg blive utilpas ved stor fysisk anstrengelse ( som eks. en fødsel ). Medicinen jeg tager, kan have indvirkning på barnets vækst i inde i maven, og jeg gik derfor til scanningstjek på Skejby 1 gang om mdr. Det blev besluttet, at jeg skulle føde der, dels pga. min fysiske situation, men også fordi der somme tider var konstateret lavt blodsukker, ved det nyfødte barn. Den beslutning havde jeg det rigtig godt med.
De sidste 4 mdr. af graviditeten var jeg sygemeldt. Jeg arbejde som aftenvagt på et plejehjem med tunge løft, og da vi kun var to i vagt, var der ingen til at aflaste, og jeg havde det skidt med, at det hver gang var min kollegas ryg, det skulle gå ud over.
Tiden op til fødslen gik godt. Jeg lavede mad til fryseren, gik til svømning og hyggede mig i min jordemodergruppe. Vi talte naturligvis meget om den forstående fødsel. Vi var alle førstegangsfødende, og meget nysgerrig omkring det der ventede. Jeg var på ingen måde bange eller nervøs. Havde forventning om, at det kom til at gøre mere ondt, end jeg havde fantasi til, men at smerten var positiv og drivkraften frem. Så jeg glædede mig til oplevelsen.
Den 8. februar, 17 dage før termin, havde min mor 50. års fødselsdag. Vi skulle til stor fest om aftenen, og jeg havde lovet at lave bordplan og bordpynt. Midt i alt mit klippe/klistre fastelavnsris, fik jeg et ordentligt jag i maven, det slog næsten benene væk under mig, men det varede kun et øjeblik, og var så væk igen. Da jeg senere gik på toilettet, havde jeg blødt en smule. Jeg ringede til min kæreste og sagde, at det muligvis kunne være tegn på, at noget var i gære. Men der skete ikke mere, jo jeg havde måske nok nogle lidt kraftigere plukveer end ellers, men de var ikke værre, end at jeg sagtens kunne danse og hygge mig under fødselsdagsfesten. I øvrigt en god fest, der varede til kl. 02.00.
Næste morgen ved 8.00 tiden stod jeg op for at tisse, da jeg rejste mig, gik vandet i en stor skylle. Først blev jeg lidt befippet, jeg var jo lige vågnet og blev i tvivl om, hvor vidt jeg havde tisset i bukserne, eller om det rent faktisk var vandet der gik. Da jeg havde sundet mig lidt vækkede jeg min kæreste, der tog det hele med ophøjet ro. Vi ringede til fødegangen, og de sagde, at jeg nok fik veer inden for den næste time, og at vi så måtte se tiden an. Vi skulle nok regne med, at det blev engang i aften eller nat.
Så vækkede vi min svigermor, der sov hos os, da hun også havde været med til festen. Hun diskede op med noget morgenmad, men jeg kunne ikke få en bid ned. De første veer havde meldt deres ankomst, og jeg trak mig for mig selv. Jeg havde det bedst med at være alene og klare smerterne selv.
Ca. kl. 9.00 fik jeg det dårligt og begyndte at kaste op. Jeg havde ingen fornemmelse af hvad der rigtig foregik, jeg havde bare SÅ ondt, og jeg kastede op ved hver ve. Svigermor kom ud til mig på badeværelset, mens min kæreste ringede til Odder Sygehus for at høre, om vi måtte komme derud til tjek. Der er kun ca. 15 minutters kørsel til Odder, frem for Skejby, hvor der er 3 kvarter. Jeg skulle på toilettet, men der kom ingenting, men da jeg blev ved med at vedholde, at jeg skulle. Tror jeg det gik op for min svigermor, at det ikke var Wc-trang men pressetrang, der var underopsejling, og så kan det ellers nok være, at hum fik travlt med at få os gænget ud i bilen.
Jeg blev ved med at sige, at jeg først skulle føde i aften, og at førstegangsfødsler tager lang tid, men hun var ligeglad. Overbevist af egen erfaring efter 3 fødsler. Vi fløj af sted til Odder, og da vi kom derind, blev jeg lagt på briksen, og jordemoderen sagde â€
