Ja, så blev det endelig min tur til at skrive en FB. Det startede onsdag den 24.11 om eftermiddagen – jeg følte at jeg gik og lækkede og gik ud fra, at det var min blære, der havde givet endeligt op for lillepigens pres mod bækkenbunden. Men det blev bare ved og ved, og da jeg ved 15-tiden var nede og hente den store i børnehaven – og var godt irriteret på ham, fordi jeg (af på det tidspunkt) uvisse årsager bare gerne ville hurtigt hjem og han gerne ville have en ven med, men jeg sagde (heldigvis, skulle det vise sig
) nej. Jeg kunne godt mærke lidt sammentrækninger, men ikke noget, der var værre end de sædvanlige plukveer. Og havde desuden indstillet mig på at gå over tid. Så det var først da manden kom hjem, og jeg fortalte ham det mærkelige med min lækkende blære at han sagde, at han da syntes at det ville være en god ide at ringe til fødemodtagelsen. Og stor var overraskelsen, da de faktisk gerne ville se mig. Jeg fik dog lov til at spise aftensmad først. Så vi fik fat i mine forældre, der skulle være babysittere for den kommende storebror, og da de var installeret tog vi af sted. Vi kom uden større drama til fødemodtagelsen, hvor vi efter et par timers venten (og endnu mere lækket fostervand -. som jeg nu var sikker på at det var ) fik konstateret af jeg havde udvidet mig 2 cm. Vi blev sendt ud at gå i en times tid. Derefter var udvidelsen kommet op på de 3 cm. Vi blev tilbudt noget ve-stimulerende, da det var ’den ny procedure’. Det valgte jeg at afslå – og jeg spurgte om det var ok, at vi gik hjem, for jeg kunne hverken hvile mig eller havde lyst til at gå og vente på hospitalet. Og jeg var temmelig træt. Det var ok, med visse betingelser. Så vi kørte hjem igen. MEN det var heller ikke meget hvile jeg fik der. For så snart jeg var på vej ind under dynen begyndte de ’rigtige’ veer at komme. Jeg var ikke i tvivl længere om, at det var nu det var i gang, men havde ikke lyst til at tage tilbage på hospitalet. Og så satte jeg i gang med afslappende musik til ve-pauserne og hurtig og overfladisk vejrtrækning til veerne – og det fungerede faktisk rigtig godt. Efter en times tid vækkede jeg manden, for jeg havde brug for nogen at støtte mig til, syntes jeg. Efterhånden blev veerne stærkere og stærkere og ved 4-tiden vækkede vi min far, så han kunne køre os ind på hospitalet. Og så gik det ellers bare hurtigt. Da jeg blev undersøgt i fødemodtagelsen var jeg 9 ½ cm åben og havde pressetrang. Så kom de ellers løbende fra fødegangen med en kørestol og så gik det i fuld fart til en fødestue. Og ikke noget med karbad eller noget andet, som jeg havde tænkt, det var bare at presse på. Og kl. 05.30 torsdag morgen var min lille vidunderlige pige født. Og hun er naturligvis den mest vidunderlige baby i verden og jeg er helt og fuldstændigt forgabt i hende for hun er så fantastisk og vidunderlig og SÅ sød
