Tirsdag den 13/1-04 og onsdag den 14/1-04
Klokken er nok omkring ni tirsdag morgen, da jeg vågnede ved nogle kraftige plukveer. Connie lå og smilede til mig.. Måske var det snart jeg skulle føde. Jeg tog mig et bad, det var dejligt med det varme vand på min mave. Derefter tog jeg med min mor i byen for at handle, der havde jeg også lidt plukveer, men ikke nogen, som jeg ikke kunne får tankerne væk fra.
Jeg kom hjem igen ved middagstid og skulle på toilettet, der så jeg til min overraskelse at jeg havde en smule tegnblødning, dog ikke frisk blod, men noget brunt noget. Eftermiddagen gik med nogle flere plukveer og lidt mere tegnblødning.
Sidst på eftermiddagen spurgte Connie, om jeg kunne være alene i nogle timer for så ville hun køre over og gøre rent på vores lille b-job.
Mens hun var væk fik jeg sovet en små tre kvarter, for så at blive vækket af nogle lidt mere kraftige veer. Da Connie kom hjem, lavede hun aftensmad til os og derefter fik jeg flere og flere veer, men de var uregelmæssige. Vi lå på sofaen og så film, det vil sige at jeg så film i mine ve pauser.
Omkring klokken midnat var jeg igen på toilettet, og der havde jeg frisk tegnblødning, og jeg tror også at slimproppen kom ud der. Jeg havde dog meget svært ved at sidde på toilettet, jeg fik kraftige veer smerter når jeg satte mig ned og det var bare ikke sjovt når man hele tiden følte at man skulle tisse.
Ved et tiden fik jeg regelmæssige veer med ca. 3-4 minutters interval, og når veerne var der blev jeg meget varm på mine hænder og kinder. Connie skulle hellere ikke snakke eller spørge mig om noget, når jeg havde veer. Jeg skulle bare have ro til at arbejde med veen inde i mig selv.
Jeg kan ikke lige huske hvornår det var, men jeg blev pludselig dårlig og følte at jeg skulle kaste op. Jeg nåede kun lige ud på toilettet så kastede jeg op, samtidig med jeg tissede hele vejen ned af mig selv. Det var meget ubehageligt, men Connie var sød og sagde, at det skulle jeg ikke tænke på og hjalp mig rent tøj på og ryddede op efter mig på toilettet.
Omkring klokken lidt i fire ringede Connie til Mette (vores veninde, som skulle med til fødslen), som så var her lidt over fire, der havde jeg veer der væltede ind over hinanden.
Jeg kunne ikke koncentrere mig om andet end de konstante veer, så der besluttede vi at ringe til fødeafdelingen. Jordemoren, som vi fik fat i var en meget mærkelig dame hun sagde bare ja og ja.. jeg fik ikke noget ud af at ringe til hende, så vi besluttede os for at vente lidt længere tid her hjemme.
Veerne blev regelmæssige igen med 3-4 minutters interval, Connie fik sovet nogle timer mens hun holdt mig i hånden, og Mette lå på madras på gulvet sammen med hundene og blundede lidt.
Ved halv otte tiden ringede jeg til min mor, som skulle køre os til Nykøbing Sygehus, der havde jeg stadig regelmæssige veer og der var jeg opsat på, at vi skulle ringe til fødeafdelingen igen.
Vi ventede dog lige en time til med at ringe, denne gang fik vi fat i en sød jordemor, som sagde, at hvis jeg var mest tryk ved at komme der hen, så skulle vi gøre det.
Så Connie og Mette begynde stille og roligt at pakke de små ting jeg manglede i min taske, mens jeg prøvede at tage lidt tøj på. Min mor kom ved ti tiden, jeg lå på bagsædet i bilen på Connie´s skød, men på vej der hen tog veerne selvfølgelig af og var nu ikke længere regelmæssige.
Vi ankom til sygehuset omkring klokken 11, der blev jeg modtaget at en sød jordemor, som hed Majken. Hun skulle mærke mig indvendig, om jeg var gået i fødsel, og hvor meget jeg havde åbnet mig.
Jeg var gået i fødsel og havde åbnet mig 3-4 cm. Derefter fik jeg kørt en CTG-strimmel hjerte-ve-skrivning, som viste at Cecilie havde det godt. Mens jeg lå der, kunne vi høre at der var en fødsel igang inden ved siden af, hun skreg bare vildt højt, og det var lidt belastende at høre på.
Så fik jeg et lavement for at tømme tarmen, og for at sætte gang i veerne igen. Det var ikke så behageligt med det lavement, specielt ikke når det gjorde så ondt at sidde på toilettet, men jeg fik det overstået.
Jeg fik lov til at gå lidt rundt ude på gangen for at få gang i de veer, men det ville der nu ikke lige komme.
Klokken et, skiftede vi jordemor til Karina og hun mærkede mig også indvendig, men jeg havde ikke åbnet mig mere så jeg fik tre valg muligheder: enten tage hjem igen, eller gå lidt rundt på barselafsnittet eller byen, eller hun kunne tage vandet. Jeg valgte at hun godt kunne tage vandet, for at sætte lidt mere gang i veerne. Det gjorde hun så, og derefter gik vi os en tur ned i kiosken for få lidt at spise, jeg spiste mig en banan.
Veerne tog til og de blev hurtigt kraftigere og kraftigere, jeg blev pludselig dårlig og skulle kaste op. Vi gik udenfor og der kastede jeg op i et udendørs askebæger, føj siger jeg bare.. lidt flovt at stå der og kaste op. Jeg ville gerne tilbage til fødestuen, på vores vej mødte vi Karina, som også gerne ville have at vi skulle komme tilbage, så hun kunne lytte til Cecilie´s hjerte. Vi gik langsomt tilbage igen, med mange pauser, veerne var igen gode!
Karina mærkede mig igen indvendig og konstaterede at jeg havde åbnet mig 5 cm nu ,og at Cecilie stod skævt i mit bækken, så jeg skulle op og gå rundt for at få hende til at dreje sig, men inden prøvede Karina at lægge akupunktur nåle for smertelindring, men de hjalp mig ikke noget. Jeg kom ned på gulvet og begyndte at gå rundt, så kom kvalmen igen og jeg kastede atter op.
Klokken kvart i tre blev jeg tilbudt brusebad og det tog jeg imod. Der stod jeg ude i ca. en time og bare brusede på min mave, det var dejligt. Jeg skulle stadig stå op så Cecilie kunne dreje sig i mit bækken, veerne var meget lange nu, og jeg havde næsten ingen pause mere. Klokken fire slukkede jeg for bruseren, og så gjorde de næste veer bare ondt, Karina måtte hjælpe mig med at tørre mig, jeg kunne bare ingen ting lige der, jeg stod bare hjælpeløs og arbejdede med de lange kraftige veer.
Jeg skulle stadig gå lidt rundt, jeg hang på Connie mens veen var der. Jeg tror ikke der gik mere end fem minutter så begyndte pres veerne at melde sin ankomst.
Omkring klokken fire om eftermiddagen var der vagt skifte, og Karina ønskede os held og lykke.
Vi fik en ny sød jordemor der hedder Kirsten. Hun kom ind og sagde til mig: Ja nu er det snart dig, der skal på arbejde Mie, og så sagde at hun gerne ville mærke om Cecilie havde drejet sig og om jeg havde åbnet mig helt.
Jeg havde åbnet mig helt, men Cecilie stod stadig skævt i mit bækken. Kirsten satte en hjerte overvågning på Cecilie´s hoved, så de hele tiden kunne følge med i hvordan hun havde det. Hun spurgte også om vi vidste, hvad køn det var, men det gjorde vi jo ikke, så Kirsten, sagde at hun kunne høre på hjertelyden, at det var en pige, så indtil andet var bevist blev hun kaldt en pige!
Jeg havde nu pres veer, men der var langt imellem dem, så jeg fik lagt et vestimulerende drop for at sætte gang i mine pres veer. Connie stod ved min side og hjalp mig med at presse, og med ilt masken samtidig med hun tørrede mig med en kold klud på panden, og kom med søde opmuntrende ord til mig. Mette stod vist ved siden af Connie og fulgte med i det hele, og ind imellem holdt hun mig i hånden.
Droppet sagde konstant bib bib, og det irriterede mig virkelig meget. Jeg fik vist sagt noget i retning af: Hvor er den lyd dog pisse irriterende, Kirsten lo lidt og sagde ja det har du ret i. Tiden gik og jeg kunne ikke presse Cecilie længere ud, hun blev hvor hun var.
Klokken kvart i fem forslog Kristen at jeg kom op og stå, for at se om det kunne hjælpe, jeg stod ved den ene sidde af lejet og Connie ved den anden af lejet. Jeg holdt Connie i hænderne hver gang jeg fik en ve, hun havde vist nok at se til for ilt masken kunne næsten ikke nå ,og jeg ville bare have masken lige så snart veen var over.
Kirsten sagde til mig, at nu ville hun tilkalde en læge for Cecilie havde stadig ikke flyttet sig. Men det synes jeg nu ikke lige om, Kirsten havde også sagt til mig, at jeg skulle prøve at gispe når jeg fik en ve, det prøvede jeg, selvom det var utroligt svært at lade være med at presse, der havde jeg en fornemmelse af, at hun dreje sig i mit bækken. I min næste ve rev jeg næsten Connie hen over lejet, og så var der pludselig noget der spændte.
Krisen blev lidt overrasket, men sagde at skulle jeg op på lejet igen for nu jeg skulle føde.
Men det kunne jeg bare ikke, jeg bad om skamlen jeg tror jeg fik et skub op på lejet igen, men jeg lå på alle fire. Kirsten sagde pres og så var hovedet født og lige efter resten af kroppen, hun havde sin ene arm oppe over hoved, så det var måske derfor hun havde stået skævt i mit bækken. Hun blev altså født liggende på alle fire, hun fik taget hjerte overvågningen af og lagt på min mave.
Kirsten spurgte Connie om hun ville klippe navlestrengen over, Connie sagde at det måtte Mette gerne gøre. Det var bare så stort, jeg fik helt tåre i øjnene, kunne ikke helt forstå at hun var vores, og at hun var kommet ud fra min mave.
Kirsten fik jo ret i at det blev en pige!!
Kirsten spurgte efter et lille stykke tid om det var gået op for os, at vi var blevet forældre. Jeg svarede nej ikke rigtigt og kiggede på Cecilie.
Det her gør jeg gerne igen!! Det er den største oplevelse man kan få her i livet, at føde og blive mor.
Jeg var revnet og skulle sys, jeg husker Kirsten sagde, at det skulle jeg da ikke mærke så hun sprøjtede noget bedøvende på og jeg tror jeg fik omkring 6-8 sting.
Derefter skulle jeg over i en anden seng og ligge, jeg gav Kirsten et knus og sagde tak for hjælpen. Der lå Cecilie længe hos mig uden tøj på hud mod hud og det var bare dejligt. Kristen kom med en ispose, som jeg fik mellem benene for at tage lidt af hævelsen, hvilket var rart. Hun hjalp mig også med at få hende til at tage bryst første gang.
Vi fik sandwich og saftevand, de havde også sat et lille flag på bordet.
Connie gik med Kirsten ud for at få sig en cigaret, mens Mette var hos mig. Jeg lå bare og kiggede på hende, det var nok stadig ikke rigtigt gået på for mig at jeg var blevet mor.
Så kom Kirsten igen, og stak hende i låret med k-vitamin og derefter blev hun målt og vejet.. 2700 g. og 49 cm! Og så fik hun tøj på.
Kristen roste mig og sagde, at det gjorde jeg flot, og at jeg gerne måtte komme igen om nogle år. Jeg havde klaret at føde uden nogen form for smerte stillende, og uden at skrige, så Connie kunne godt være stolt af mig.
Så var tiden slut på fødeafdelingen, og der kom en portør for at hente os, vi sagde farvel til Kristen med et lille knus og hun ønskede os held og lykke frem over med den lille nyfødte datter - Cecilie!
Nu er Cecilie 2 år og 4 mdr og vi håber at nr.2 er på vej.
