Jeg havde termin d.16 marts 2003, men dagen kom og gik uden en baby. De næste uger var hårde, idet jeg hyppigt følte, at baby bevægede sig for lidt eller slet ikke og jeg nåede de næste to uger at få kørt to strimler, men heldigvis var der ingen problemer. Endelig d.31. marts skulle jeg til samtale på OUH for at aftale igangsættelse. Jeg blev bedt om at møde op næste dag kl.8 og fik udleveret en brochure, hvor der stod, at igangsættelse kunne strække sig over 3 dage derefter pause en dag og så igen 3 dage. Nå, men vi mødte op tirsdag kl.8 og jeg fik sat en stikpille op og kunne derefter tage hjem, men skulle møde op igen kl.16. Efter en eftermiddag med en times lur og en masse buskørsel, fik jeg sat stikpille nr. 2 op. Kl.17.30 stod jeg og ventede på min kæreste på banegården (har arbejder i Kbh og vi bor i Odense) og pludselig fik jeg en ve. Oh jubel . Veerne fortsatte med lange mellemrum hele aftenen og jeg tænkte flere gange, at dette vehysteri var stærkt overdrevet, for jo, det gjorde da ondt, men slet, slet ikke så meget som jeg havde troet. I løbet af natten blev veerne slemmere, men i starten sov jeg i minutterne mellem dem. Og det kunne sagtens være perioder af 15 min. Hen imod kl. 4 begyndte jeg at stå under bruseren, da det dulmede lidt, men der var stadig længe mellem veerne. På det tidspunkt var jeg gået 17 dage over tid, og syntes ikke det var sjovt længere, så jeg bestemte, at veerne var ægte (selvom jeg inderst inde nok var klar over, at de ikke var helt gode nok) og ville på hospitalet kl. 6. Jeg havde i forvejen en tid kl.8 til igangsættelses-pille nr. 3, så de par timer kunne ikke gøre den store forskel.
Vi kom ud på OUH og blev modtaget af afdelingsjordemoderen, som var så super god og dygtig. Hun undersøgte mig og måtte desværre fortælle, at de â€
