Så vil jeg være den første

[Drine]

Til at skrive et lille indlæg
Nu er der ikke så lang tid i gen lige over 2 uger til min termins dato d. 1 April, og hvor kan vi are ikke vente til at blive forældre, og få vores lille mirakkel i armene

jeg kan godt mærke at tiden er ved at nærme sig, har mange pluk-veer og hele understældet er godt ømt, men syntes nu at det er smadder svært for kroppen har reageret så anderledes i de sidste 8 måneder så hvad der er hvad er jeg meget i tvivl om, og dens signaler er svære at læse, gå jeg i fødsel om 2 dage eller om 2 uger, ja jeg går måske en da over tid øv øv.. og hver eneste dag virker lang.

Jeg er også meget spændt på hvordan min fødsel forløber, har tænkt fra starten at det kunne da ikke være så slem, kvinder gjorde det igen og igen så stop med at piv , men men ... jo tættere på jeg komme jo mere frygter jeg den tror faktisk at det gør ret ondt jeg skal nok blive klogere når det er ovre he he..

Knus Sandra

[pivpiv]

Hejsa
Ja når man nærmer sig fødslen så begynder kroppen at skrige på at blive sig selv igen*S*
Jeg vil sige at smerterne under en fødsel er nogle helt specielle smerter og de kan intet sammenlignes med.
Det er nogle af de eneste smerter som man kan arbejde med og det gør dem meget nemmere at overkomme :)

Jeg ser meget frem til at læse at jeres lille mirakel er kommet og så også høre hvordan du oplevede din fødsel :)

Held og lykke
knus

[MamaA]

Hej Piger
Er der nogen af jer der har erfaring med en mand/kæreste, der ikke har ønsket/ønsker at deltage til fødslen fordi han mener han ikke kan tåle det? Jeg er ikke gravid endnu (men har mistet for nylig), vi har dog allerede haft den snak mange gange. Og hver gang har jeg insisteret på at han intet valg har han skal bare være der. Jeg ved det ikke er godt at true og insistere osv men jeg tænker virkelig at hvis han ikke er der til at støtte mig hvordan f.... skal jeg så klare en fødsel helt alene hvis jeg bryder sammen af en eller anden årsag?

Han plejer at være en rigtig god støtte i alle andre henseener, og han plejer også at være god til at huske at stille de spørgsmål jeg glemmer at stille lægen når vi har været til konsultation, og diverse undersøgelser og han har været den der er god til at holde hovedet koldt mig under kontrol i svære situtationer, men lige netop en fødsel mener han ikke at kunne overvære.
Det skal lige siges at jeg er gift med en der ikke kan tåle at se særlig meget blod, hvis han ved at det er virkeligt. Men de værste splatter film kan han tilsynladene godt klare. Når jeg spørger ham hvad forskellen er siger han at det er fordi han ved det ikke er ægte så genere det ham ikke. Han kommer tit med nogle lidt lamme undskyldninger som jeg ved han ikke mener såsom: Skat jeg kan ikke tåle at se dig i smerter jeg får det så skidt med mig selv! Pjuuuk
Jeg ved samtidig at han muligvis nok ikke vil bryde sig om det hvis jeg så tilgengæld siger at jeg tager min mor med ind ( som forøvrigt slet ikke vil kunne klare det hendes undskyldning er reel nok: Det er nok med at jeg selv har været igenem det så mange gange kan ikke klare at se min egen datter i samme smerter) Hun siger selv at den dag jeg føder vil hun ikke have det at vide før det hele er overstået for ellers vil hun i timerne op til gå rundt og være voldsomt bekymret det er fair nok.

Men manden det er jo hans eget barn der kommer til verden hvorfor kan han ikke se det vidunderlige at være den første til at se det komme til verden? Hvorfor kan han ikke se at det må være hårdt for mig at være alene i sådan en situation og så ikke kunne dele det med ham.

Kom med nogle knald gode råd tak :)

[Drine]

hej Mama

for 2 måneder siden kom vores dejlige Gabriel til verden, og jeg har flere gange her inde givet udryk for at det da ikke kunne være så slem at føde, men smerten er ubeskrivelig for fuck hvor gør det ondt !!!

Mit råd til dig er, at du ikke må presse din mand med til fødslen, jeg kan godt forstå hvis du føler dig til side sat overfor hans eget behov og gerne vil dele det fantastiske øjeblik med ham, men jeg er sikker på at det er lige så fantastisk for ham om han kommer ind lige når du har født som det er for dig, og så jeg er overbevist om at det må være hårdt at se den man elsker i så stor smerte, jeg selv lå og skreg og græd i mens jeg bad til om smerten ikke godt ville stoppe for nu kunne jeg ikke mere, og det var smadder hårdt får min kæreste at han måtte gå ud på et tidspunkt. Jeg havde bestemt at gudmor til Gabriel skulle med, både for min skyld men også for farmands for så kunne de skiftes lidt om at være støtte, og det var bare fantastisk, så måske du har en evt. en god veninde som du vil føle dig tryk ved som kan være god støtte til fødslen, og hvem ved måske din mand træder til, når det hele først er igang.


Held og lykke

Knus Sandra