Og ja, så er det meget langt.... men det er svært at fatte sig i korthed!
Fødslen forløb helt fantastisk for begge forældre, omend moren havde lidt flere smerter end faren
. Fødslen startede med, at vandet gik kl. 2 om natten til torsdag. Det var ingen overraskelse, slimproppen gik mandag aften og der var tegnblødning onsdag morgen, og jeg havde meget kvalme og underlighed i kroppen de dage og følte, at noget var ved at ske. Torsdag aften gik lidt vand, men troede egentlig det var noget andet, da der ikke skete mere. Nå, men vågnede kl. 2 ved, at det væltede ud - endnu ingen veer. Ringede til fødegangen og fik tid til tjek kl. 11.45. Forsøgte at sove, men lå af underlige årsager og spændte i hofterne, som jeg har haft lidt problemer med i graviditeten. Blev irriteret over, at jeg ikke kunne slappe af. Lagde en hånd på maven efter lidt tid for at finde ud af, om plukkeveerne måske var rytmiske - og opdagede, at maven trak sig sammen samtidig med, at hoften spændte op. Det gik op for mig, at hoftespændingen var veer! De sad HELT anderledes end forventet! (Faren sov til gengæld ganske roligt trods den bratte vækning med besked om vandafgang - utroligt, men sandt).Kontaktede fødegangen og fortalte om udviklingen, blev bedt om at beholde tiden 11.45. Lagde mig på sofaen - veerne var nogenlunde regelmæssige med 5-7 minutters interval og af ca. 40-50 sekunders varighed, men meget milde. Efter nogle timer blev lidt varmepude på venstre hofte aktuelt, men lå stadig på sofaen. Spiste lidt mad kl. 5, mens jeg stadig havde lyst. Omkring kl. 6 begyndte de at tage til. Mandens vækkeur ringede heldigvis halv syv, så lod ham sove. Lidt over halv undrede jeg mig over, hvor han blev af, og kiggede ind. Han lå temmelig cool og snorksov efter at have trykket på snoozeknappen!
Manden stod op, vi så lidt tv, men veerne tog så småt til, og jeg måtte op og gå el. stå og vrikke ved hver ve. Ca. 9.30 gik vi en tur, som skulle have været kort, men endte med at vare en time. Veerne var af en karakter, så jeg måtte stoppe op ind i mellem, men de var i høj grad til at bære. Stadig samme interval og varighed.
Kørte mod Hvidovre 11.15. At sidde stille i bilen var ikke sjovt under ve, men der var heldigvis kun 3-4 stykker i løbet af den korte køretur. I modtagelsen sagde jeg, at veerne var taget til, men til at overskue. Blev sat i venteværelse og mærkede her vigtigheden af tryghed - veer gør mere ondt, når der sidder 5-6 fremmede og følger med. Gik derfor ved ve ud på gangen og klarede dem her sammen.
Kom til undersøgelse ca. 12.15. Skulle have kørt en strimmel. Det var IKKE sjovt. Jeg skulle ligge stille på en briks, og nu gjorde de altså ondt. Efter et kvarter fik jeg lov at stå op - meget bedre, men det satte gang i noget - havde pludselig 4-5 veer i træk uden pause. Lidt trættende, men bedre end at ligge stille!
Blev efter ctg'en tjekket - og var 5 cm. åben. Jubii
Fik lavement og varmt bad - rigtig dejligt! Blev i badet i næsten tre kvarter.Kom på fødestuen kl. 14, hvor jordmoderen & den jordmoderstuderende lige var mødt ind. Talerstolen var genial - den brugte vi meget til fortsat at have mandens hænder på hofterne, mens jeg vrikkede. Jeg var nødt til at bevæge mig under ve, så bolde, senge og lignende var udelukket.
Og så ryger tidsfornemmelsen. Bad om steriltvandspapler og evt. akupunktur lidt over to, men først halv fire fik jeg dem. I mellemtiden tog veerne godt til, og jeg måtte sætte lyd på - havde lidt dårlig samvittighed over for eventuelle medhørere på gangen
Lå lidt i sideleje i sengen, fordi jeg efterhånden var træt i benene. Fik også i sideleje lagt sterilsvandspapler på hofterne - det var fantastisk og lettede hoftesmerten med det samme - og straks mærkede jeg trykken i bækkenet. Let pressetrang begyndte, og jeg fik lov til at presse med, hvis jeg ikke kunne lade være. Her lå jeg på alle fire i sengen med bold under armene, så jeg kunne hvile mellem veerne (og i øvrigt skrige ned i bolden ).På et tidspunkt tog pressetrangen til, og jeg ville op at stå, men talerstolen var dårlig nu, fordi jeg var så træt i benene. Jordmoder foreslog fødestol, og jeg tog imod, selv om at jeg for nylig har hørt, at man nemmere sprækker i sådan én. Jeg foreslog, at jeg selv kunne tage mod barnet, hvis jeg kunne overskue det, og jordmoder mente, at det kunne jeg bestemt!
Snart bad jordmoderstuderende mig tie stille og presse i veen i stedet. Det var en stor lettelse at få lov at presse til. Jeg sad på fødestolen, mens manden sad bag mig, så jeg kunne hvile op ad ham mellem veerne.
Pressefasen var lang og hård (i alt to timer), veerne var sjældne og varede ikke længe nok - jeg havde pressekræfter til overs, når veen var slut. (Og man kan da godt sidde og presse uden ve, men det giver ikke rigtig noget - forskellen mærkes tydeligt!). Det spændte godt til i bækkenet efterhånden, og jordmoderstud. sad på gulvet med en varm klud på mellemkødet - meget, meget rart! Når hun fjernede den for at vride den op, så den stadig var varm, gik jeg helt i panik
Endelig kunne de se toppen af hovedet. Jordmoderen informerede om meget sort hår, men det vidste vi jo godt
Jeg mærkede hovedet, lidt skuffet over, at det var så lidt, der stak ud, når det føltes som så meget. Den næste tid var hård mellem veerne og god i veerne - det er skønt at presse og rigtig ærgerligt at sidde og vente på ve med et hoved i bækkenet - det strammer pænt godt til.Jordmoderstud. bad mig gispe, når hun sagde til - og efter et par veer var det nu. Jeg pressede lidt og gispede så og følte lidt, at hele mit urinrør og dertil hørende var ved at forsvinde ud af døren. Men pludselig lettede det - hovedet var født
Jeg spurgte og fik bekræftende svar på, at ved næste ve ville hele kroppen blive født. Det var simpelthen så mærkeligt. Vi kunne ikke rigtig se hovedet for maven, men så da lidt sort hår. Tiden til næste ve var MEGET lang - fordi så ville bebsi jo endelig komme ud! - men også kort, fordi meget af trykket var lettet. Vi aftalte, at når jordmoderstud. havde forløst skuldrene, skulle jeg række ned og tage barnet op. Det troede jeg ikke, jeg kunne - for man kan da ikke række ned og gøre noget som helst, samtidig med, at man presser... MEN man presser jo ikke længere på det tidspunkt - og da veen kom, pressede jeg, til skuldrene var fri, hvorefter jeg rakte ned og fik barnet op på venstre arm. Det var SÅ fantastisk. Jeg kiggede straks selv mellem benene og så, at vi - som fornemmelsen også havde sagt - havde fået en lille dreng.
Efterbyrdsfasen var rigtig nederen, som jeg godt vidste på forhånd, at den ville være - men jeg havde heldigvis – trods fornemmelsen af at sprække hele vejen om til nakken – kun fået en lille brist, som de faktisk overvejede at undlade at sy. (Desværre ombestemte de sig). Mens jeg blev ordnet sad manden med sin søn i armene og snakkede til ham med tydelig umiddelbar fædrefølelse – det var meget rørende at se (og høre).
Vi fik rigtig, rigtig meget ros bagefter – ordene FLOT fødsel blev sagt mange gange. Det er svært at forholde sig til, når man ikke ved, hvordan det ellers kan gå – men skønt at høre.
Han vejede 3068 g. og var 51 cm. lang – og verdens smukkeste lille dreng!
