Sad og surfede lidt, og stødte på dette i beskrivelsen af en bog. Synes bare det lyder så rigtigt.
Den mest rammende beskrivelse for sorgens væsen kom, fortæller forfatteren, fra en af de seks præster.
- Han beskrev det sådan, at sorg er hjemløs kærlighed - vi rammes af sorgen, fordi det menneske, vi har elsket, forsvinder. Vi er hyllet ind i kærlighed, som vi ikke har nogen steder at lægge. Kærlighed er den eneste følelse, der holder længere end menneskelivet. Selvom den vi elsker, er død, holder vi ikke op med at elske.
Kh. Snebold
