Jeg har læst meget på sider som denne her, for at få oplevelsen af ikke at være alene. Nu ville jeg så selv skrive om min historie.
Jeg mistede min lille dreng for snart 6 måneder siden. Jeg blev gravid efter anden IUI behandling og var ret overrasket over at det gik så hurtigt (havde meget negative forventninger). Jeg var nervøs for at jeg skulle få en SA som jeg havde gjort for over et år tidligere. Men tiden gik og jeg skulle til skanning på fertilitetsklinikken i uge 7. Jeg begyndte jo selvfølgelig at bløde og jeg var fuldstændig knust. Men skanningen viste et lille fint foster.
I uge 12 blev jeg skannet igen og alt så fint ud. Jeg fik nogle ekstra skanninger pga. hjertefejl og alt så fint ud.
Til MS så alt ud til at gå godt, men på et tidspunkt blev overlægen meget stille. Hun var meget koncentreret og stille. Jeg blev bange. Hun sagde at der var et problem!!!!
Jeg blev helt vildt bange og fuldstændig knust. Der var en misdannelse på hjernen. Hun skannede mig længe og undersøgte mig nøje.
Fik taget en fostervandsprøve og fik af vide at vi skulle overveje provokeret abort. NEJ forfanden det er mit barn - tænkte jeg - det kan jeg ikke.
Skulle gå hjem og vente - den forbandede ventetid, imens men lille dejlige drenge lå og sparkede mig.
Blev skannet igen og fik svar på prøven. Der var ingen kromosomfejl, men skanningen var værre end sidst - meget dårlige odds - men han ville kunne overleve, men højst sandsynlig blive meget handicappet - men de vidste det ikke med sikkerhed. Han kunne endda blive næsten normal, men der var dårlige chancer. At skulle træffe et valg så forfærdeligt er det værste jeg nogensinde har gjort - Jeg skulle ende livet på min egen søn!
Det tog mig 18 timer at føde ham og jeg havde mange smerter. Han var død ved fødslen, men bare så dejlig og smuk. Jeg har aldrig grædt så meget og gør det stadig. Jeg savner ham helt forfærdeligt.
Prøver at blive gravid igen, men har ikke rigtig heldet med mig.
Mvh. Welnz
