Jeg har i flere omgange søgt på disse sider - måske I håb om at få svar på hvorfor dette forfærdelige skulle ramme os - svar har jeg ikke fået, men tilgengæld har jeg kunnet læse om andre i samme situation og det har hjulpet mig når jeg føler at jeg helt er ved at gå fra forstanden.
Jeg vil derfor nu prøve at få skrevet min historie i håb om at hjælpe andre og måske endda også mig selv.
Det er i morgen 3 måneder siden at jeg mistede min lille søn Malthe.
Min kæreste og jeg skulle til rutinemæssige kontrol ved jordmoderen i uge 37 +4 onsdag morgen d. 16. marts 2011. Jeg var i bad inden og undrede mig over at jeg ikke fik de sædvanlige spark. Jeg slog det dog hen da jeg om aftenen inden havde mærket vores lille dreng - og jeg mente jo helt bestemt at min moderlige intuition ville fortælle mig hvis der var noget galt - jeg tog dog grueligt fejl....
Ved jordmoderen spurgte hun først hvordan det gik og vi kunne bekræfte at alt var efter planen men at jeg dog var ved at være lidt utålmodig og at fødslen snart godt måtte gå i gang.
Herefter skulle vi som altid høre hjertelyd - først var det den jordmoderstuderende og da hun ikke kun finde den prøvede min jordmoder. Jeg kunne se at hun blev bekymret - hun sagde at det ville hun ikke stå med og hun bad os køre op på sygehuset med det samme til en skanning.
Min hånd rystede som en sindssyg da jeg skulle starte bilen, men min kæreste og jeg blev ved med at overbevise hinanden om at snart var jeg blevet skannet - vi ville se hjertelyd og snart ville alt være godt igen.
Jeg nåede kun lige at komme ind ad døren inden en læge henvendte sig og jeg blev ført ind i undersøgelsesrummet. Der gik ganske kort tid inden hun sagde de forfærdelige ord "jeres barn lever ikke mere". Der gik min verden i stå. Vi fik lidt tid til at sunde os sammen, men det hele virkede bare så uvirkeligt. Vi fik af vide at jeg skulle komme ind den efterfølgende dag hvor fødslen så skulle sættes i gang. Jeg troede de tog pis på mig - jeg skulle da ikke føde vores dreng når han nu var død - de kunne da bare skære ham ud med det samme. Det lyder barskt men det var sådan jeg havde det. Inden vi tog hjem fik jeg lov at blive skannet endnu engang - bare for at tjekke at det ikke var maskinen der var i stykker eller dem der havde taget fejl, men desværre. Jeg fik desuden taget en fostervandsprøve der sammen med obduktionen måske kunne give svar på hvad der var sket.
Resten af dagen husker jeg ikke meget af. Da vi kom hjem sad jeg bare i sofaen og stirrede ud i luften.
Indtil sidst på eftermiddagen hvor vi begyndte at ringe rundt til vores forældre for at give den frygtelige besked. Det var super hårdt og fortælle det men det var også som om det gik mere og mere op for mig hvad der var sket for hver gang jeg fik det sagt højt. Jeg fik også sendt en sms ud til den nærmeste omgangskreds og de mange returhilsner varmede men det var også der det gik op for mig hvor forfærdelig det egentlig var.
Jeg sov slet ikke den nat. Først fordi tankerne kørte rundt, omkring kl. 1 begyndte jeg at få ondt i maven – jeg troede først at det var smerter efter fostervandsprøven men efter et par timer gik det op for mig at det var veer.
Kl. 5.30 havde jeg så ondt at vi ringede ind på fødegangen og de sagde at vi bare kunne komme med det samme. Da jeg kom der ind blev vi indskrevet og jeg fik lagt en stikpille til at øge veerne. Vi blev spurgt om vi ville snakke med en sygehus præst og det sagde vi ja til selvom vi ikke er specielt troende nogen af os. Hun var en stor hjælp og det var dejligt at snakke med hende. Hun fortalte hvordan at vi ikke kun skulle tage afsked med vores søn at vi også skulle byde ham velkommen. Han vil altid være en del af os og hvis vi engang skulle blive forældre igen ville det blive til en lillebror eller lillesøster. Det hjalp faktisk at tænke på.
Omkring kl. 10 fik jeg lagt en epidural. Det lyder måske mærkeligt men selve oplevelsen omkring fødselen var faktisk rigtig god – vi var omgivet af dygtige og søde læger og sygeplejersker der virkelig tog sig af os.
Kl. 16.57 kom Malthe til verden. Han var bare så lille og perfekt – 2750 gram og 50 cm. Hans læber var meget blå og han var også lidt blå og hævet i hovedet efter fødslen. Jeg fik ham op til mig. Det var både mærkeligt og dejligt. Han var jo varm og rigtig baby, men bare frygtelig stille. Han fik sit fine tøj på og der blev taget fine fod og håndaftryk og jordmoderen var god til at få taget billeder – de er dejlige at have her bagefter.
Vi besluttede at skrive til vores forældre at de måtte komme og se ham hvis de havde lyst men det var også ok hvis de ikke havde. De fleste kom og de øvrige har efterfølgende set billederne af ham. Det er dejligt at have de fælles billeder og minder at snakke om nu her bagefter så Malthe ikke bare var min store mave men et rigtigt barn.
Da vores familie var gået fik jeg Malthe op til mig i sengen. Jeg kunne slet ikke få øjnene fra ham. Vi aftalte med jordmødrene at de skulle komme og hente ham efter 1 time og at vi der ville tage afsked med ham. Det var nok det værste tidspunkt i hele forløbet. Indtil nu havde han jo været ved mig hele tiden, enten inde i min mave eller ved siden af mig og nu skulle han lige pludselig væk – det var bare ubeskrivelig hårdt og tomt.
Jeg ved ikke helt hvordan men det lykkedes mig faktisk at sove det meste af natten men det havde også været en fysisk og psykisk hård omgang. Om morgenen brød jeg sammen i gråd – det var pludselig gået op for mig at det at vi havde sagt ja til obduktion betød at Malthe skulle sendes til Odense, det var slet ikke til at bære. Vi snakkede igen med sygehuspræsten. Hun fortalte at Malthe ville blive kørt med ambulance og at han ville blive liggende i sin seng. Hun sagde at lave dem der kom i berøring med Malthe jo godt kunne se at det var en lille dreng og at de nok skulle passe godt på ham.
Fredag formiddag blev vi udskrevet og kørte hjem – føj hvor var det bare tomt at komme hjem til vores hus uden at have vores lille søn med.
De følgende dage gik med besøg af familien og overvældende mange hilsner og blomster. Jeg kan ikke huske den ene dag fra den anden men onsdagen efter skulle vi ind i kapellet og lige Malthe i kisten. Vi havde egentlig besluttet ikke at se ham igen fordi vi synes vi havde fået taget en god afsked og vi var bange for hvordan han så ud. Men da vi kom tættere på kunne jeg bare mærke at jeg var nødt til at se ham igen. Og det er jeg godt nok glad for at jeg gjorde. Han var stadig bare så lille og fin og det var beroligende for mig at se at han var kommet tilbage fra Odense.
Torsdag, præcis en uge efter han blev født blev Malthe bisat. Vi havde valgt at det kun var den nærmeste familie der skulle deltage.
Efter bisættelsen bad vi om at få lov at være alene med kisten for at få sagt det endelige farvel.
Der er nu gået 3 måneder – smerten er stadig uhyggelig stor. Nogen dage er bedre end andre men jeg savner ham så frygtelig og føler bare at det er så uretfærdigt. Jeg føler mig omringet af andre gravide og nybagte forældre og det er slet ikke til at holde ud.
Jeg ved at jeg skal leve med dette for evigt og at Malthe altid vil være en del af mig og han bor i mit hjerte, men det er godt nok svært at acceptere.
Vi har for øvrigt fået svar på obduktionen – vores lille dreng var sund og rask og der er ingen forklaring på hvorfor han pludselig ikke skulle leve mere – hvor er det bare meningsløst og uretfærdigt.
Pyhh det var en lang omgang der krævede en del tårer og synes endda jeg mangler at få meget med. Håber dette kan hjælpe andre i samme situation – vi er ikke alene – desværre…
Jeg har endnu ikke set billederne af hendes lille pige, men jeg ved, det er meget vigtigt for hende og hendes mand og deres familier at have dem som minde.
