Jeg er en ung pige som lige er blevet 23 år her i januar.
Jeg har siden foråret 2003 forsøgt på at blive gravid først med min daværende kæreste som jeg havde været sammen med i ca 1 år på det tidspunkt. Vi forsøgte mange ting men ville ikke begynde på ægløsningsteste fordi vi besluttede os for at det bare ville stresse os yderligere..
Første mens efter p-pille stop kom som den skulle fordi min krop stadig var påvirket af p-pillerne men efter det spiste jeg ikke min p-piller og der skulle faktisk ende med at gå 97 dage inden mensen kom igen.. det var 97 meget lange dage og der blev brugt rigtig mange graviditetstest.. Så fra aldrig at have set en graviditetstest gik jeg til at have set et utal af dem desværre alle sammen negative...
men vi bevarede håbet og fortsatte og mens'en kom langt om længe.. men det skulle vise sig at næste gang gik der bare 101 dage i stedet for og jeg blev utålmodig endnu engang og endte da også med at gå en tur til lægen, hvor jeg fik af vide at der var ikke noget at gøre andet end at vente eller også kunne han fylde nogle hormoner i mig som ville få mens'en til at komme men som han sagde det ville jeg jo ikke blive gravid af. Så jeg tog hjem med det svar til kæresten og vi væbnede os med tålmodighed, hvilket var meget svært i den situation men det lykkedes og langt om længe kom mens'en da også igen...
Sådan fortsatte min mens med at udeblive i alt for lang tid af gangen dog ikke 100 dage men længe alligevel. og til sidst sendte min læge mig da også til en gynækolog på sygehuset det var omkring juletid måske i januar men da jeg kom derop sad jeg der med en veninde i 1½ time og ventede (de var forsinkede) og da jeg endelig kom ind kiggede gynækologen på mig og sagde at jeg godt kunne gå hjem igen for vi havde ikke forsøgt i et år endnu og derfor ville hun slet ikke engang kigge på mig, men jeg var velkommen tilbage når vi havde forsøgt i er år.
Trist og grædefærdig tog jeg hjem og fortalte det til kæresten men det skulle vise sig at være en fornuftig ting at jeg ikke var blevet gravid endnu for i Marts måned ca gik vi fra hinanden (vi var simpelthen vokset fra hindanden).. jeg var mig selv og hyggede mig i ca en måneds tid så mødte jeg en mand som jeg troede var manden og vi fandt hurtigt sammen som et fast par.. og rimeligt hurtigt flyttede vi sammen og snakkede da også om emnet børn... Jeg var endnu ikke begyndt på pillerne igen da jeg synes det var trælst at min krop var gået sådan i kludder og min nye fyr sagde også at jeg skulle ikke begynde vi måtte beskytte os på andre måder.. Jeg var nok blind af kærlighed og det var ikke altid at beskyttelsen kom på men gravid det blev jeg da ikke..
efter kort tid begyndte drømme manden at snakke om at han ville steriliseres og det havde han en tid til i august og han spurgte mig om jeg kunne leve resten af livet uden at få børn.. og dertil kunne jeg kun svareat det kunne og ville jeg ikke.. så 1/7-04 flyttede jeg fra ham og ind i en lille lejlighed for mig selv... men han fortrød og et eller andet sted blev vi ved med at se hinanden og legede vel kærester indtil han en dag kom og meddelte mig at han ikke kunne undvære mig og at han derfor ikke ville steriliseres alligevel og vi fandt sammen og 1/8-04 flyttede han ind hos mig i min lejlighed og vi var lykkelige og sjovt nok betød beskyttelse pludseligt ingenting mere.
1/8 begynder jeg også i praktik på min uddannelse og der skal jeg være i et ½ år men allerede midt i måneden begynder det at gå ned af bakke for mig jeg kan ikke koncentrere mig om uddannelsen og tager til sidst orlov. Jeg finder en plads som ung i huset og begynder der 23 september og vi vælger at sige at projekt baby skal sættes i bero mens jeg er der for ellers ville det blive noget rod.. Men to dage efter start hos familien tager jeg en test pga en underlig mens der kun varede en dag og testen er positiv...
Det var med blandede følelser jeg kontaktede min kæreste men vi var glade begge to og jeg fortalte familien det et par dage efter og vi fandt en løsning så alt faldt på plads.
men så i december måned nærmere betegnet juleaften viser min kæreste sig fra sin grimmeste side med mordtrusler og nogle andre ting men det munder ud i at jeg dropper ham uden nogen form for tvivl og derfor er jeg desvære nødsaget til at komme hjem fra familien for jeg kunne ikke klare min husleje uden hans hjælp med den løn jeg fik der...
Så der stod jeg alene, meget trist og på kontanthjælp og temmelig gravid.. Men heldigvis var der også nogle gode ting i situationen for jeg er meget stærkere psykisk end jeg nok lige var klar over og jeg har en super vennekreds som bare har hjulpet mig gennem tiden efter og ja jeg har fundet ud af at min familie er en større støtte end jeg også havde regnet med..
Idag er jeg i 6 måned og jeg elsker stadig at være gravid og det barn jeg venter er 200% et ønske barn og jeg har fundet sammen med en af min ældste venner som jeg har kendt i over 10 år og han er 100% klar til at blive far og vil tage det barn jeg venter mig til sig som om det var hans biologiske...
Mit liv har taget en super drejning men desvære blev jeg gravid med den forkerte mand men opdagede det for sent at han var den forkerte mand.. heldigvis slap jeg ud af forholdet inden han nåede at skade enten mig eller mit barn.. desvære er jeg tvunget til at skulle bøvle med manden fremover..
Det var min historie og ja af bitter erfaring kan jeg kun sige vær sikker på at du kender manden inden du roder dig ud i projekt gravid.. men ja kender man folk rigtig uanset hvor længe man har kendt dem for ham jeg var sammen med havde fyldt mig med løgn hele forholdet igennem...
men min tilværelse har rettet sig op fordi jeg slap ud i tide ville aldrig kunne tilgive mig selv hvis han havde nået at skade barnet.. jeg flytter snart sammen med min nye fyr og mit kommende barn har en fornuftig faderfigur i sit liv
Qnuz Linda
