her er min lille beretning:
sidst i juli efter den sidste pakke p-piller i denne omgang var spist besluttede vi os for at stoppe helt....
Blev vi gravide var vi glade, skete det ikke med det samme var det også ok....
Tager en negativ test i august da min mens er 5 dage over tid, den kommer så kort tid efter testen
Midt i august for vi så at vide at kærestens mor har kræft 3 steder....lunge hals og hjerne....og hendes største ønske er at blive farmor....vi regner alle med hun bliver helbredt....
september tager jeg en ÆL test og vi "hygger" os ÆL...
Jeg synes jeg sidst i september har små tegn på jeg er gravid, men slår det hen med at kærestens mors sygdom svinger op og ned og vi er lettere stressede over det....dagen efter forventet mens tager jeg så en test...mens vi venter på svaret bliver vi ringet op at kærestens mor er røget på sygehuset....hun er meget dårlig....
vi kigger testen og den viser svagt positiv....og tager derefter afsted til sygehuset.....
Vi tilbringer hele dagen derude....
Dagen efter om morgenen tager jeg endnu en test, den viser også vagt positiv....vi køber en på apoteket, den viser også svagt positivt....derefter tager vi igen ud til kærestens mor...her får vi så at vide at de ikke kan gøre mere for hende og vi taler om uger før hun er væk....
Vi beslutter så dagen efter at købe en test i brugsen også.....den viser positiv....ingen tvivl....
Vi bruger hele søndagen på at være glade for en positiv test , og kede af situationen med moren....og er i syv sind om vi skal fortælle hende det.....
mandag får vi så at vide at nu taler vi om dage,....endda måske timer.....vi belsutter at hun skal vide at vi venter os...og at hun skal være farmor.....hun kan ikk tale, men ser ud som om hun forstår hvad vi siger....kæresten fortæller hende det og hun virker lykkelig og afslappet bagefter....
natten til onsdag ånder hun ud præcis kl 00.00.....
de sidste dage har der så været en masse praktiske ting i forbindelse med bisættelse osv....og kæresten har forståeligt nok ikke rigtig kunne glæde sig over han skal være far...jo i korte øjeblikke når vi har snakket om det....
Så alt i alt har jeg følt mig lidt alene....og synes det har været svært med alle de følelser der har kørt rundt....
Så nu håber jeg vi kan glæde os rigtigt når hun er blevet bisat på tirsdag og vi har fået taget blodprøver på fredag:-)
