I februar begyndte jeg at bruge ÆL-teste og temperatur metoden. Måned efter måned gik og det eneste der skete, var at jeg blev testoman!
Der var nogle af månederne, hvor testene ikke rigtigt blev positive og temperaturen viste heller ingen tegn på ÆL. Jeg/vi blev bange for, om der mon var noget galt?......
Jeg fik en abort i 2004, og nu frygtede vi, at den var skyld i, at jeg ikke havde ÆL, og vi ikke ville få noget barn.....
1. juli startede jeg på mit nye arbejde. Jeg kunne kun få en uges sommerferie, (uge 29) så den skulle nydes med kæresten.
Det passede med, at jeg skulle have ÆL i den uge, - hvis den altså kom!
Det gjorde den heldigvis, og jeg/vi var bare så lettede!!!
Fredag d. 01.08.08 skulle vi om aftenen ud at spise med min lillebror og hans kæreste. Jeg tænkte på, om det mon var ok at drikke et glas vin til maden?!
Jeg følte mig slet ikke gravid. ingen symptomer overhovedet. Jeg mente, at mine bryster var lidt ømme, og jeg havde lidt meget milde menssmerter, men mens skulle jo også komme enten i weekenden eller lige efter, så det var jo bare, det der var på vej. Jeg besluttede at tage en test, selv om det var mindst 1 dag før forventet mens. Hvis den var negativ, som jeg jo mente, den ville være, ville jeg drikke et glas vin til maden og så ikke mere. Var den mod forventning positiv, ville jeg jo ikke røre en eneste dråbe alkohol.
Under et minut inde i testtiden kom en svag streg nr. to til syne! Jeg blev helt stiv af forbløffelse og lidt af skræk/panik.
Jeg har læst herinde om biokemiske graviditeter, SA'er og MA'er og ved at en meget utydelig test er en usikker test. Ikke engang en tydelig test er jo helt sikker?! Jeg besluttede, at jeg ikke ville sige noget til kæresten og så teste igen et par dage efter.....
Lørdag d.02.08.08 besluttede jeg alligevel at sige det til kæresten. Tankerne kværnede rundt i hovedet på mig. Hvad nu hvis - hvad nu hvis ikke?!
Han blev meget glad, men ligesom jeg turde han ikke håbe på, at den var der endnu.
Søndag d.03.08.08 testede jeg igen. Streg nr. to var meget mere tydelig, men stadigvæk ikke helt god nok. Jeg havde ikke fået mens, men havde stadig ondt.
Så læste jeg, at det kunne være et tegn på, at den var god nok. Var der ikke også lidt kvalme af og til?! Og brysterne var da også temmelig ømme, vorterne mørkere og blodårene lidt tydligere, var de ikke?! Så var der også trætheden! Det føltes. som om jeg kunne sove for evigt. Det første jeg tænkte på om morgenen var. hvor mange timer der var. til at jeg skulle i seng igen!!..... 
Onsdag d.06.08.08 testede jeg igen. og denne gang var testen bragende positiv!....
Det var så stort at stå med den test. Det første jeg tænkte var. at nu ville mit/vores liv aldrig blive det samme igen. Jeg var glad, spændt og fuld af forventning. Hvor er det dejligt! Det bliver bare så perfekt, når vi bliver en familie - en rigtig familie.
Jeg kan stadigvæk godt blive gravid og føde min kærestes børn! Hvor bliver familien bare SÅ glade og overraskede, når vi fortæller det! Mon det er en dreng eller pige, og er han/hun velskabt? 
Hvem ligner den af udseende og sind? Hvordan skal barneværelset i det nye hus se ud? Hvornår begynder man at købe ind til baby? Hvordan ønsker jeg, at fødslen bliver, og hvordan bliver den? Kan man dø af smerte? Hvad skal barnet hedde?....
SÃ¥ blev jeg bare SÃ… bekymret!
Hvad nu hvis noget går helt galt?! Hvad nu hvis jeg taber det? Hvad nu hvis det allerede er dødt, og jeg bare ikke ved det endnu? Skal jeg lade som ingenting og prøve på ikke at knytte mig for meget til det i håb om, at det så ikke vil gøre så ondt, hvis jeg mister det?
Hvad med arbejdet? Min nye leder vil slå mig ihjel, når han får det at vide! Bliver jeg mon fyret og hvad med økonomien, kan den så klare det, nu hvor vi lige har købt et hus? Kan vores forhold klare det? Glemmer vi hinanden? Vil min kæreste stadigvæk tænde på mig, når jeg bliver tyk og ligner en strandet hvalros? Får jeg nogensinde lyst til sex igen, når jeg har født? Bliver sex nogensinde godt igen efter en fødsel, hvor man måske er flækket fra skambenet og helt om i nakken, og vrangen er vendt ud på skeden? (Overdrivelse fremmer forståelsen, og hvis jeg forventer det værste, bliver jeg vel kun glædeligt overrasket?!).......
Oven i alle de bekymringer hvor latterlige og små de end virker nu, når man lige trækker vejeret dybt og tænker sig om, kom den dårlige samvittighed.....
Fortjener jeg denne lykke? Hvad med det barn jeg fik fjernet i 2004. Skulle det ikke have haft en chance? Jeg smed det bare væk.
Måske kunne jeg have taget mig af det, selv om jeg ikke havde uddannelse, job, forældre, netværk, et sted at bo og selvom jeg havde i udsigt at blive alenemor som 22 årig?! Hvad med alle de par der kæmper og har kæmpet så længe uden at få ønskebarnet? Hvad med alle de der har mistet et eller endda flere fostre/babyer/børn. Der må da være nogen, der skulle stå i køen før mig?! Hvad nu hvis jeg mister dette barn, fordi jeg ikke fortjener at få det pga. den abort!? Jeg er faktisk ikke troende, men jeg tænkte alligevel, at "gud" nok ville tage det fra mig som straf, for at jeg tidligere ikke havde taget imod "hans" gave med åbne arme.
Mindst 1.000.000 mærkelige tanker kværnede rundt i hovedet på mig på en gang uden hoved eller hale. Nu er der kommet mere styr på nogle af dem.
1) Jeg er et godt menneske, min kæreste er et godt menneske, og ja vi har også ret til at blive lykkelige!
2) Det er tåbeligt, at tro at man kan lade være med at knytte sig, til det mirakkel der vokser inden i en!
Det er allerede en del af mig og min hverdag. Jeg tænker på baby 24:7. Er det her godt for baby? Må jeg gerne spise det her? Passer jeg godt nok på baby? Jeg er gravid, og det skal jeg nyde. Man er aldrig sikker på noget, før man står med sit lille vidunder i armene, og ja man bliver knust, hvis noget går galt, men det er en del af livet og lad være med at tage sorgerne på forskud!!! 
3) Vi er opmærksomme på hinanden og vores parforhold. Vi er gode til at snakke ud om tingene. Vi elsker hinanden og ønsker at være sammen for evigt.
Vi vil begge gerne have det her barn og har drømt om det så længe. Vi er så klar til det her, som man kan blive, for man kan nok ikke forberede sig 100%, på det der nu sker!
4) Sex bliver nok aldrig det samme efter en fødsel, MEN det er jo ikke sikkert, at det bliver dårligere. (Vel??!) Det bliver nok bare anderledes. (Ikke??!) Folk kan da ikke synes, at det er så slemt, for så fik de vel ikke flere børn (Vel??!)??? Vi løber den risiko.
5) Hvis lederen bliver sur og fyrer mig, var jeg alligevel for god til det sted. Man kan ikke ansætte en kvinde på 25, og tro at hun aldrig vil have børn!
Men prøve tiden er ikke engang slut endnu, så jeg står nok ikke så stærkt!? Er stadig nervøs over at skulle fortælle det og glæder mig til jeg en dag bare kan grine af det!
Vi er stadig bange for at miste baby, og det er man vel altid?! Jeg er i skrivende stund kun 6+4 henne (efter egne udregninger). Der er lang vej, til vi når forbi de "værste 12 uger," og som tidligere nævnt er man jo stadig ikke sikker efter den tid. Jeg prøver at bevare roen, tænke positivt og håber og tror på at alt går som det skal. Jeg jubler, hver gang jeg runder endnu en uge, og ser frem til den dag hvor nyheden bliver officiel og ikke mindst dagen, hvor ønskebarnet kommer til verden, og vi hilser på baby for første gang!
Det blev MEGET LANGT, men det var godt at få tankerne ud. Det er af og til ensomt at være gravid, når ingen ved det endnu, og det er svært for kæresten at forholde sig til det, og ikke alle tanker er lige nemme at dele med ham.
Tak for din tid (hvis du magtede at læse med!?)
Babyhope
