Min kæreste og jeg havde kendt hinanden i et par år og jeg var 100% sikker på at det bare skulle være HAM og tankerne om børn kom snigende.
Vi blev forlovet i dec. 2002 og aftalte at når vi nåede sommeren 2003 så skulle jeg stoppe med p-pillerne fordi min egen læge havde sagt at det ville komme til at tage LANG tid at blive gravid.
Vi tog tingene helt stille og roligt ikke noget med at købe test i tide og utide for det ville jo altså komme til at tage sin tid.
I dec. 2003 ventede der os en meget travl weekend med gæster fra Fyn,gæster lørdag morgen til morgenmad osv.
Jeg talte lidt med veninde under morgenmaden og hun spurgte ind til vores projekt og jeg kom pludselig i tanke om at jeg da vist ikke havde fået mens til tiden og hun blev straks fyr og flamme!
Kom nu Anja,du skal teste,du er jo gravid......
Nuvel tænkte jeg. Kæresten og jeg tog op og fik handlet ind til aftenens middag osv. og vi gik da også lige for en sikkerheds skyld i matas og købte en pakke med 2 test.
Vi kom hjem og gik igang med rengøring,oprydning og madlavning og testen glemte vi ligesom lidt.
Midt i at stegen var i gryden kartoflerne sat over,vennerne meldte sin ankomst på hovedbanen fik jeg alligevel tiden til lige at lave en test.
BANG!! Knaldende positiv med det samme..... jeg blev totalt rundt på gulvet og tudede,kærsten troede ikke på at det kunne passe og ville bestemt se test 2 inden han ville tro på noget.
Gæsterne kom,vi havde en god aften og de tog hjem igen søndag. Tid til test 2....den var lige så positiv!
Den var god nok,jeg var gravid!!
Jeg var så blevet gravid i nov. 3 måneder efter jeg smed p-pillerne.
Desværre mistede vi i uge 21,(marts 2004)da man ved misdannelsesscanningen fandt at vores baby ikke var rask.
Efter vores tab blev vi bedt om lige at vente med at forsøge os igen ind til div. test var klare og vi vidste hvad der var gået galt.
I slutningen af august fik vi igen grønt lys til at forsøge os. Jeg startede hos en zoneterapeut og i nov. siger hun til mig: Anja,du er gravid. Jeg er sikker!
Jeg testede og sørme om ikke hun fik ret.
Jeg var igen blevet gravid i nov. og selvom det ikke var lutter lykke så håbede vi alligevel at lægerne ville få ret,at vores tab kun var et tilfælde.
De fik desværre IKKE ret og vi mistede igen i feb. 2005. og igen pga. samme genfejl som havde gjort vores første barn sygt.
Vi besluttede med det samme at vi ikke skulle vente igen for vi vidste jo at vi ikke ville kunne få nogen klare svar ved prøver.
Vi har forsøgt og forsøgt og forsøgt uden held..... vi lavede den aftale kæresten og jeg at hvis ikke det var lykkes når der var gået 1 år,så ville vi bede om at blive undersøgt.
Det kom så lidt før den tid,da jeg lige skulle have en snak med den læge som følger os på Herlev.
I dec. talte jeg med ham og han sendte os straks til fertillitetsklinikken.
Vi fik en tid d. 16 jan. 2006. hos Svend Lindenberg.
Han kom ved første besøg frem til at jeg endten havde PCO eller også var der nok noget som sad i vejen i understellet som gjorde at jeg ikke blev gravid.
Jeg blev startet op i Metforminbehandling da blodprøven klart viste at jeg har PCO og kom til en vandscanning.
Vandscanningen bekræftede at der sad noget i vejen (en polyp) og det skulle så d. 28 feb. fjernes ved en lille operation.
PÃ¥ dagen for operationen havde jeg lovet en veninde og min svigerinde at jeg lige ville tage en test bare for en sikkerheds skyld.
Jeg tænkte bare...ja ja jeg gør det så jeg slipper for at høre noget efterfølgende.
Kæresten lå stadig i sengen og jeg snakkede kort med min mor i telefonen.
Jeg nærmest smed hende ud af røret da jeg var ved at tisse i bukserne og kom også i tanke om at jeg jo lige skulle finde den test frem.
Jeg fik fundet testen osv. og jo jo,den var positiv!!
Øhhh,her stod vi så 1½ time før operation med en positiv test i hånden!!!
Hvorom alt er så blev operationen naturligvis aflyst og jeg kom ned til en blodprøve istedet og sørme om ikke os den viste at jo jo,den var godt nok,jeg er gravid igen!!
Nu skriver vi så marts i kalenderen og jeg har netop idag været på fertillitetsklinikken til 2. scanning og sørme om ikke vi kunne se hjerteblinket.
Skønt!!
Nu må vi se hvad tiden bringer.....vi håber og be´r til at 3 gang skal blive lykkens gang for os!!
Hilsen Anja.
