Så hjerteblink......nu er fosteret død.

[ad82]

Hej damer

Nu er jeg desværre tilbage efter mit livs værste " drøm ". Jeg er ikke helt sikker på hvornår jeg vågner op til virkeligheden igen

Jeg skrev en tråd for nogle uger siden " må krybe til korset og fortælle....", nu kan jeg så komme med en sørgelig opdatering.
I tirsdags skulle vi til TS på klinikken og der fik vi af vide, at den lille ikke levede mere Jeg har kun haft et par enkelte dråber blod/udflåd i flere uger, så jeg valgte at få en udskrabning. Jeg fastede fra tirsdag aften kl. 22.00 og blev indlagt på OUH onsdag morgen kl. 8.00. Da kl. blev 10.00 fik jeg lagt 2 stikpiller op i skeden som skulle sætte veer igang ( skulle så på operationsbordet inden 2 timer ). Fik drop kl. 13.00, da jeg begyndte at blive dårlig
6 timer senere havde de stadig ikke plads på operationsgangen til mig, og veerne gik for alvor igang og jeg begyndte at bløde, fik så en del smertestillende og vi fik en fire mands-stue for os selv. Der lå jeg så til kl. 21.15, og blev så kørt på operationsbordet, de må alle have været trætte, for personalet på operationsgangen var i godt hurmør og jokede med alt, hvilket jeg nok ikke var i hurmør til. Jeg fik det hele ordnet og var tilbage på stuen hos manden kl. 22.00. Fik så serveret et tørt skive billigt toastbrød med en skive ost som havde ligget på siden morgen, og den var helt blød og klæbede ned over kanten på brødet ikke lige hvad jeg havde regnet med efter et helt døgns faste.......heldigvis havde jeg sendt manden ned i byen for at spise ved 18.00 tiden, og bedt ham købe nogle gode sandwiches på vejen, som jeg kunne få når jeg engang kom hjem, havde på fornemmelsen hvad jeg kunne få på sygehuset midt om natten er selv " halv " sygeplejerske, droppede studiet for nogle år siden, pga uoverensstemmelser med sygeplejerskeskolen, men jeg kender da systemet og ved hvordan det hele forgår.

Torsdag havde jeg en del efterveer, men tager smertestillende efter aftale med sygehuset. De sidste par dage har gået med, at prøve at finde en årsag til at det gik galt. De kan ikke sige om den døde tidligt 8+0, eller om den eventuelt har været i live længere men bare ikke voksede som den skulle, men vi synes det var sent, at vi fand ud af det,var lige gået ind i uge 11. Jeg bløder stadig og er sygemeldt lidt endnu, men jeg har da fået bekræftet at blødning, kraftig udflåd, mavesmerte, stor voksende mave, kan være et dårligt graviditetstegn hos mig.
Nu har vi fryseæg 7 stk. som skal bruges når vi bliver klar og min cyklus er normal igen, men må indrømme, at jeg er hunderad for en ny graviditet.

Så her er jeg så igen og håber på det bedste i fremtiden.
Knuz fra ad82

[Snorre]

Åh nej - det er jeg virkelig ked af at høre Sidder og får helt ondt i maven ved at tænke på, hvad du har været igennem. Et er de fysiske følger, et andet er de psykiske! Det er skræmmende at tænke på, at det trods hjerteblik stadig kan gå galt. Hårdt at gå og være nervøs i så lang tid - så er der pludselig lang tid til uge 12, hvor man kan forhåbentlig kan slappe lidt af.
Jeg kan godt forstå, at du er nervøs for næste gang. Nu skal I sunde jer et stykke tid. Men er ret overbevidst om, at det nok skal lykkes for jer!

[Stinna30]

hvor er det bare uretfærdigt

tanker og knus

[Sofiekdk]

Hej du!

Ville bare lige sige at jeg VIRKELIG føler med dig. Det er skræmmende så meget vores historier minder om hinanden. Vores foster var også mindre end hvad det burde, men vi så hjerteblink for ca 2½ uge siden. Var så til akutscanning idag pga en mindre pletblødning, for så at finde ud af at fostret var gået til et par dage efter vi havde set hjerteblink.

Så nu er vi i gang med en medicinsk abort. Burde have været 10+3 nu ... Hvordan går det med dig?

[ad82]

Hej sofiekdk

Jeg synes også at det er skræmmende at vores historier faktisk er så ens, vi havde fået af vide at der var ca. 2-3 % risiko for at der kunne gå noget galt efter at der var hjerteblink, og det skulle så lige være os
Er jeres abort gået som den skulle, det er bare så HÅRDT, jeg føler virkelig med jer. Jeg tager virkelig hatten af for, at du kan klare den medicinske abort, jeg var en kylling og VILLE have en udskrabning, jeg kunne simpelthen ikke tåle at se alt det komme ud
Lider du meget af smerter og blødning efter aborten? Jeg fik MEGA blødning efter 6 dage ( lyse-brunt snask i stor stil ) så til vagtlægen, turen gik, røg på sygehuset og blev scannet, de mente det var betændelse og fik valget mellem indlæggelse eller tage 23 piller i døgnet. Tog pillerne men blev skide syg af dem, og måtte stoppe i fredags efter 3 dage. Jeg skal til læge på torsdag og snakke med dem, om der stadig er betændelse og måske få svar på de spørgsmål som bombaderer mit hovede: hvorfor, spiste jeg forkert, var det pletblødningerne, var det smerterne, kan jeg blive gravid igen, nervøsiteten for ny graviditet, extra kontrol under ny graviditet, hvornår forsvinder Hcg. Ja, spørgsmål er der rigelige af.
Hvordan kommer i igennem det, synes vi har svært ved det, vil rigtig gerne være gravid igen, men synes også at det var hårdt at komme igennem IVF og ægudtagningen, og så ender det oven i købet med en MA.
Modet er så småt ved at komme igen, men det er dejligt med dette forum, folk som virkelig ved hvad man gennemgår. Man har behov for dette sted, når sådan noget sker. Vil i også gerne hurtig igang igen eller venter i, synes det er megt forskelligt hvad folk gør.
Jeg sender jer en stor krammer, og det største håb for at i hurtigt kommer igennem det fysiske som aborten medføre, og at i får snakket godt om det sammen, så når i er klar så skal i videre, det lyder hårdt men det er sandt. Det er i hver fald det som har holdt os oppe, udsigten til en ny graviditet, nu ved vi at vi kan blive gravide.
Ønsker det bedste for jer i fremtiden. Knuz fra ad82

[Sofiekdk]

Jeg læste din historie om lørdagen og kunne bare mærke at jeg fik helt kuldegysninger, fordi jeg jo har fulgt med efter din scanning hvor du blev sat tilbage og tænkte at hvis du er okay, så må det også kunne være okay for mig. Men sådan skulle det ikke være for os. Har det virkelig underligt med at have set det skide hjerteblink - hvordan skal man så nogensinde kunne føle sig "tryg" hvis man bliver gravid igen?

Jeg fortrød lige med det samme at jeg havde valgt en medicinsk abort, men er faktisk meget glad for det nu. Det er som om det har været en del af min process til at acceptere det at jeg rent faktisk har set og følt at der er kommet noget ud og føler ligesom jeg skulle igennem noget fysisk for at få mig til at forstå at det altså er rigtigt og ikke bare et dumt mareridt. Jeg krydser bare alt hvad jeg har for at alt er kommet ud når jeg skal til scanning om en uge og at mit HCG gider falde normalt og vi ikke er et af de par hvor noget går galt og vi får besked på at vente 6 mdr eller hvad det nu er i værste tilfælde.

Det lyder godt nok også som noget af en omgang du har været igennem? Det er fanme hårdt hele tiden at blive mindet om hvad der er sket. Jeg forstår slet ikke det kun var i går vi fik beskeden. ALLE mine symptomer er væk og de var der altså så sent som i fredag. Har nu bare ganske almindelig mens-agtig følelse. Men for fanden hvor jeg savner at være gravid. Jeg savner helt vildt at føle på min mave og i smug glæde mig over det vidunder der fandtes i min mave.

Vi snakkede allerede om på vej hjem fra klinikken i går hvad vores plan den var nu og vi var begge enige om at vi ikke ønskede at gå tilbage til at prøve selv eller til insemination, så vi er 100% afklaret med at vi går direkte til IVF så snart min krop er klar. Håber på de vil godkende os ved min første mens efter den her abort. Håber dog vi kan få et nogenlunde sexliv tilbage så snart jeg er færdig med at bløde og så er der jo nogle der bliver gravide inden den første mens - ja man skal vel være positiv ik :)

Det er en underlig tanke - for selvfølgelig er jeg ikke glad for hvad der er sket for jer. Men jeg er alligevel taknemmelig for at når uheldet alligevel skulle være ude at jeg ikke er alene i verden og at vi er så tæt på hinanden. Håber vi kan dele lidt vores erfaringer og tanker.

[ad82]

Hejsa sofiekdk

Det er åbenbart ikke godt at fosteret ikke følger rimlig præcist størrelse i begyndelsen, det har vi vist også lært, tror faktisk at jeg sagde til min mand " bare der så ikke er noget galt, nu den ikke er så stor ", til vores første scanning, og den størrelse sad bare i hovedet hele tiden, men der må jo også havde været noget galt
Mine symptomer er først rigtig forsvundet nu næsten 2 uger efter udskrabningen og graviditetstesten er endelig begyndt at blive svag, det er så forvirrende at føle sig gravid uden at være det, vi føler også tit på maven og kan slet ikke forstå at det er slut. Vi håber at min mens snart er på vej så vi kan komme igang igen, vi har også snakket om at en øko-bebs ville være dejlig, men må se i øjene, at vi slet ikke kan blive gravide på naturlig vej, så det udelukket for os....ØV ØV ØV
Men vi tror på at det går næste gang, og vil overtale klinikken til at få 2 æg op, så chancen bliver så høj som muligt, så vi går og " leger " med tanken om evt. tvillinger.......så vi drømmer bestemt også
Men et eller andet skal jo holde vores håb oppe.......ikke sandt?
Jeg håber virkelig at jeres scanning viser at alt er ude, så i kan få det lagt mere bag jer og komme i gang med IVF. Jeg har erfaret at den første uger efter aborten er hård fysisk og anden uge er hård psykisk, men jo mere man får snakket om det, jo bedre går det, vi glemmer det aldrig, men kan lære at leve med det. Du skal være meget opmærksom på smerter og blødning den første tid, hellere en gang for meget til lægen end for lidt, det giver også en rigtig god tryghed at få af vide fra lægen at alt går som det skal. Det er dejligt at have andre i samme situation, og man skal ikke være bange for at bruge det, du kan altid skrive hvis der er noget, jeg håber at vi kommer til at følges ad, også med lidt bedre resultater Vi har besluttet at bruge ventetiden indtil vi kan melde os igen på sex, masser af sex og en masse små udflugter som vi ikke nåede inden graviditeten. Jeg har også nydt lidt vin og vil nyde livet et par uger endnu, inden den igen står på TOTAL sund fornuft, og en masse forbudte ting

Håber du har det bedre, og at i får snakket det godt igennem, du får det største kram herfra og bedste håb for fremtiden, vi skal nok komme igennem det og kan støtte hinanden ved en ny graviditet, når alle de frygtelige tanker dukker op

Knus fra Ad82

[Sofiekdk]

Ja jeg føler lidt nu her bagefter at jeg bare har været sindsyg naiv - altså for fanden ... Kunne vi ikke bare have indset fra starten at når den ligesom ikke voksede som den skulle så var der sku nok noget galt. Men det er jo altid nemt at være bagklog og der er jo ligesom også nogle var den lille når at indhente det og hvor historiens udfald er anderledes.

Mit største ønske er bare lige nu at vi får et godt resultat på tirsdag til tjek - at alt er ude og jeg er stoppet med at bløde på det tidspunkt og at mit HCG falder som det skal. Heldigvis tror jeg måske min krop har været på vej til noget selv og mit HCG måske allerede er begyndt at falde inden min medicinske, for ellers virker det lidt vildt at alle mine symptomer allerede er væk. Hvor længe blødte du?

Det har bare været den hårdeste dag i dag. Det er min fødselsdag i dag og havde arrangeret at få nogle venner på besøg og havde bare glædet mig SÅ meget til at den bedste fødselsdags gave ville være en veloverstået nakkefoldsscanning. Ja ... Nu sidder jeg så her på min fødselsdag og bløder mit første og eneste ønskebarn ud af mit underliv. Livet er fanme ikke nemt synes jeg. For fanden hvor har jeg bare grædt og grædt og grædt de her dage. Forstår slet ikke at det er forbi. At vi ikke skal være forældre i denne omgang. At vi ENDNU engang skal tilbage til usikkerheden om man overhoved bliver forældre, hvornår det lykkes, hormoner. Puh ... Det er altså bare lige lidt for meget for tiden.

Det bliver forhåbentlig bedre når vi får aborten lidt på afstand, men vi kan godt nok faktisk helt ærligt ikke overskue IVF lige nu. Alle de bekymringer og planlægning igen. Men altså ... Hvem kan også være klar til det 3 dage efter vi har fået beskeden om vores barn er dødt? Åh - bare det at skrive det virker så urealistisk.

Bliver det nogensinde mig der kommer til at bære et barn med stor fin struttende mave? Kommer vi til at tabe barnet igen hvis det lykkes for mig. Er SÅ bange for det sker igen. Kan vi overhoved klare det hvis det sker igen. Nu har vi bare prøvet at få et barn i 2½ år og lige nu føles det bare længere væk end nogensinde. For fanden. Alle de tanker der flyver rundt i ens hoved. Kunne man have gjort noget anderledes?

Jeg glæder mig så meget til jeg stopper med at bløde så vi kan begynde at have sex igen, jeg trænger virkelig til den omsorg og tæthed der er og om igen at kunne se frem til en graviditet engang ude i fremtiden. Hmm ... Det blev en længere og lettere forvirret besked, men det er nok bare sådan mine tanker er de her dage :)

Glæder mig til at høre hvordan det går med dig og hvordan din cyklus bliver :)

[ad82]

Hejsa søde Sofiekdk

Sikke noget at skulle fejre sin fødselsdag efter sådan en omgang, men du får alligevel et stort tillykke fra mig af, hvis det havde været mig, så havde jeg købt en god flaske vin og drukket det hele selv. Det gjorde jeg faktisk efter min abort, og jeg havde ikke engang fødselsdag
Jeg håber også, at jeres scanning viser at alt er på vej til, at blive normalt igen og at dit hcg falder som det skal. Jeg har lige været til lægen, hun tjekkede ikke rigtig noget, for jeg har jo været på sygehuset efter aborten. Men vi fik os en snak Hun var næsten mere ked af det end mig, endelig havde jeg fået " taget mig sammmen " så jeg kunne snakke om det uden at stor tude og lægens " hvor er det trist" osv, fik mig næsten til at bryde sammen, det kan hun altså ikke være bekendt, nu havde jeg endelig taget mig sammen
Hun sagde, at det kunne tage uger før hcg var ude og mens kom tilbage, vi skulle se det som om, at der havde været noget helt galt med denne graviditet og vi kunne ikke havde gjordt noget. Jeg fik af vide fra en bekendt, at man i USA og Norge beder kvinderne som har haft SA/MA, om at spise én Hjertemagnyl ( 75 mg ) om dagen, det skulle give et bedre Flow af blodgennemstrømningen i livmoder og moderkage fordi det fortynder blodet og mindsker risikoen for blodpropper og gøre at ægget sætter sig bedre fast. Dette spurte jeg lægen om, det havde hun ikke hørt før, men hvis man var en normal rask kvinder ville 75 mg hjertemagnyl dagligt ikke skade. Men hvis man havde tendens til blødning ( blodnæse, kraftig mens eller andre blødninger ) ville det ikke være smart. Pillerne fåes nemlig i håndkøb, men det er altså ikke dokumenteret at det virker, men kan altså ikke skade. Man skal bare være opmærksom på, at det som Hjertemagnyl består af, er det samme stof som er i kodymagnyl og som jo frarådes at spise som gravid pga. abort risikoen. Men der er så små mængder af det i hjertemagnylen at det ikke gør skade, men det er jo op til en selv at vuderer, lægerne kan hverken anbefale eller fraråde det
Vi har faktisk købt et glas og vil prøve, og hvis jeg bliver dårlig eller for andet ubehag stopper jeg med det samme. Men har du eller andre hørt noget om dette " hjertemagnyl ". OUH fertilitetsklinik har ikke hørt om det.
Jeg er holdt op med at bløde efter 14 dage, så her er vi gået igang med sex igen, men har også savnet det, især fordi vi ikke har dyrket sex i de måneder jeg var gravid, manden ville ikke.
Jeg tror, at vi er nød til at prøve, at tro på at vi også nok skal blive forældre og at vi kommer til at nyde det endnu mere, pga at vi har været alt dette igennem. Vi må støtte hinanden i, at vi bare var uheldige at der var noget galt med vores bebser og jeg tror, at det havde været værre at få af vide til nf scanningen, at vores foster var i live men så misdannet at svangerskabet skulle afbrydes. Her var beslutningen taget for os, det var dødt. Jeg tror jeg ville have haft meget svært ved at afbryde et liv? Jeg ville ønske, at jeg kunne give dig et stort kram og trøste dig, jeg ved præcist hvilke tanker man går med og må desværre sige, at de bliver i hovedet et stykke tid. Men skriv, det er en god måde at få det ud på, og nu fik jeg skrevet en roman, men sådan er det jo Trods omstændighederne, så tillykke med dagen, brug dagen til at gøre hvad du vil, tud, drik, æd en masse, gør alt det du ikke plejer, nogen gange kan det dæmpe sorgen lidt.

Stort kram fra ad82

[Sofiekdk]

Så er min fødselsdag endelig overstået. Det har godt nok været en rigtig møg dag, men nu er det en ny dag og selvom det går meget langsomt synes jeg at jeg kan mærke at dagene bliver bare lige 3% lettere. Jeg græder stadig, men det var første dag idag jeg ikke har vågnet grædende om natten og ikke vågnet grædende om morgenen og det er jo positivt. Så selvom man nok aldrig glemmer oplevelsen så er man jo altså nødt til at komme videre.

Jeg prøver at tvinge min kæreste til at snakke en del om det og hvad vi skal gøre, selvom han synes det er svært at tale om behandling igen. Det var ham selv der sagde vi skulle direkte i gang med behandling, men det er rigtig svært for ham at komme tilbage til det. Det har nok været hårdere for ham psykisk at se mig skuffet hver måned end hvad jeg tidligere havde troet. Jeg havde lige en dag i går hvor jeg var overbevist om at vi nok skulle blive naturlige gravide med det samme, men realistisk som min kæreste er, måtte han lige dunke mig i hovedet og sige at selvom man selvfølgelig skal håbe så må vi altså også være realistiske.
Men hvad har i fået af vide på jeres klinik med hensyn til start på IVF? Må man godt starte direkte med nedregulering efter den første mens? (Håber VIRKELIG ikke man skal vente 2xmens)

Jeg har faktisk læst det med hjertemagnyl flere steder, men åh ... Det er fanme et svært valg synes jeg. For et sted har jeg en forestilling om at vi jo ikke har tabt barnet fordi vores krop ikke kan holde på det? Vi er jo ikke blandt dem (endnu) der har haft gentagne SA'er. Vi har jo mistet vores barn fordi der var noget galt med det og det derfor ikke voksede som det skulle og ikke kunne overleve. Og mon hjertemagnyl kan hjælpe på om ens barn bliver sundt eller ej?

Vi har heller ikke haft sex mens jeg har været gravid, det var bare helt udelukket fordi vi begge var så bange for hvad der foregik i kroppen og bange for at skade noget, selvom det jo er en dum tanke. Så nu glæder vi os bare til at komme tilbage til os selv. Hvor meget blødte du mens du blødte? Jeg er allerede idag og igår så langt nede så jeg var kan bruge almindelige trusseinlæg uden at jeg bløder så voldsomt meget. Som en ganske almindelig lidt svag mens.
Det er rigtig godt at tænke på andre der er igennem ting der er værre. At vi i det mindste ikke har skulle føde vores lille barn, eller som du siger skulle beslutte af afslutte livet på grund af misdannelser. Jeg tror desværre der går rigtig lang tid før jeg sådan rigtig kommer videre. Altså, man kan jo sagtens få livet til at gå og acceptere hvad der er sket. Men jeg tror det vil gøre ondt i lang tid ligemeget hvad og det ville vel være dybt underligt hvis det ikke gjorde ondt i lang tid. Jeg håber SÅ meget vi kan komme til at følges ad til IVF og vi begge står med en ny positiv test i november måned :)