Hvordan takler i følelserne i forbindelse med behandling?

[Bøllepigen]

Kom til at tænke på hvordan i andre takler de følelser der helt naturligt kommer når man er i behandling?
altså lykkes det nogensinde? Opturene og nedturene? snakker i med venner og familie om det?


Herhjemme så prøver jeg så vidt som muligt at snakke med manden og de få personer der ved vi er i behandling (hvilket er rimelig få) om de følelser der kører inde i mig og de op- og nedture der er. Og så prøver jeg på at snakke lidt med andre i behandling som bedre forstå hvad jeg snakker om.

Synes det værste af det at være i behandling er at man ikke ved om det nogensinde lykkes og hvis det endelig gør hvor lang tid det så vil tage. Synes den usikkerhed der er ved det er det værste. Kan bedre takle op og nedturene i behandlingen end det faktum at man ikke ved om man er nogle af de 10 % det aldrig lykkes for. Samtidig må vi heller ikke adoptere så føler lidt at vi er begrænset i muligheder da vi kun jan bruge ICSI og kun har råd til et vist antal forsøg i det offentlige og hvis vi skal i det private skal vi vente til vores erstatningssag slutter om en 5 års tid.

[Lilien]

Puha, det er bare sådan et stort spørgsmål med så mange indgange til....

Jeg kan genkende mig selv i alt det du siger, personligt syntes jeg også uvisheden var det værste. Pyt med alle prøverne, pyt med hormonerne, pyt med alle de besøg på sygehuset - dem kunne jeg takle. Men det med, at man aldrig kan holde op med at tænke på om det er os det ikke lykkedes for, den fandt jeg aldrig ud af hvordan jeg skulle takle.
Jeg snakkede selvfølgelig rigtig meget med manden om det, og vi fik nogle rigtig gode samtaler ud af det. Så brugte jeg min ene søster meget, også forummet her hvor der altid er nogen i samme situation.

Jeg ville faktisk gerne have snakket med nogle flere om det, familie eller venner. Men alle kom med den samme kommentar omkring "Selvfølgelig lykkedes det", og jeg blev bare så træt af det, for det vidste de jo ikke noget om!!! Så fandt hurtigt ud af, at de 3 ovenstående var løsningen på hvordan mine tanker og småp udbrud skulle håndteres

Jeg kan godt forestille mig det ekstra press du står med, eftersom man selv skal betale for forsøgene nu. Det sætter jo ihvertfald også nogle begrænsninger på, hvor længe man kan blive ved.

Alt muligt held og lykke og babystøv herfra i hvertfald :)

[Aurum]

Jeg har svært ved at tale med andre om emnet hvis de ikke selv er i samme båd, så selvom jeg kan tale med min mor og ene søster er det ikke det jeg gør mest.
Jeg taler med min mand om alting.
Hormonerne har jeg ikke haft et rigtigt behov for at tale så meget om da jeg mest af alt reagerer på dem som på PMS, så de bivirkninger er til at håndtere.

Det eneste som kan være svært er at få tankerne over på noget andet til hverdag. I øjeblikket bruger jeg lydbøger. Dem lytter jeg til imens jeg rydder op, gør rent, syr, strikker, laver gør-det-selv arbejde her hjemme og går erinder. så er der selvfølgelig arbejde, som kan aflede opmærksomheden.
Så for mig gælder det bare om at finde den længst mulige lydbog jeg kender (sidst Ringenes herre, nu Hulebjørnens klan) og så erstatter fortællerstemmen mine tankerækker. Det er som mental ferie.

Jeg har talt rigtigt meget med min mand om det hele, men når han ikke orker mere, tyer jeg til min søster (som er gravid ) Eller pludrer lidt herinde.
Faktisk handler det meste af oprydningen og omrokeringerne jeg foretager herhjemme, om at gøre plads til barn i det værelse der skal være børneværelset. Det er meget arbejde i det og så kan jeg samtidigt rydde op i skabe og skuffer. -Praktisk og tilfredsstillende (selvom baby-tankerne aldrig er langt fra mine tanker).
Men nu har jeg kun to dage tilbage før jeg skal have taget den længe ventet blodprøve, så nu..... begynder ventetiden forhåbligt snart. (puha hvor venter man meget i hele dette projekt)

Vh Aurum

[Titti]

Takler og takler... hmmm tror faktisk ikke jeg kan sige, at jeg takler dem, for jeg går total ned hver gang det ikke lykkedes. Jeg vil dog sige, at jeg her sidste gang tog det meget pænt, tog kun et par enkelte hyleture.
Taler med min mand om det og så ellers et par enkelte veninder (bl.a en som slet ikke har børn, det er bare nemmere) Min mor en smule, men hun forstår bare ikke altid hvordan jeg har det og så bliver jeg bare mere sur og ked.

Jeg har ændret mig efter at jeg har fået beskeden om, at jeg ikke får flere børn på naturlig vis. Jeg er blevet mere negativ, bitter og har meget svært ved at være sammen med personer der er gravide el. har mange børn. Jeg kan simpelthen ikke holde det ud. Det er også for at beskytte mig selv tror jeg, det gør bare så ondt.
Vi har i flere år holdt ferie sammen med et vennepar, men det har vi måtte aflyse, da vi ikke kan holde til at være sammen med dem mere p.g.a. børnene.

Vi har 2 gange tilbage i det private og ellers må vi betale 40.000 kr. en gang til. Vi afventer en sag i patientklagenævnet og håber i den grad at den bliver godkendt, så vi kan få hjælp til IVF behandlingerne, ellers går der mange ting i vasken for os, bl.a. det huskøb vi har måtte sætte i bero p.g.a babyprojektet.
Jeg synes det er SÅ uretfærdig, alle I vores omgangskred har købt hus og er igang med at stabilisere sig og her sidder vi stadig i lejebolig p.g.a. at alle vores penge de sidste 2 år er gået til behandlinger og medicin... LORT
Men okay jeg vil også heller have mange børn end mange penge lige nu har jeg ingen af delene, Hmf ... Hold da op, der kom jeg da lige af med en gang kæmpe røg, bitter lille jeg.

Jeg har da vis "Nej-hatten" på

[Aurum]

Jeg kan SÅ godt forstå dig Titti!

Man kan godt få nogle bitre perioder. Jeg kan godt have svært ved at håndtere når jeg ser nogen som Malou-Stella i de unge mødre. Jeg synes hun virker dybt ligeglad med at have en søn.
Men også når jeg ser nogen i det offentlige rum som virker som om at de er skide ligeglade eller konstant irriteret på deres børn. Så bliver jeg lamslået over at de tilsyndeladende skulle have børn, men nogen her inde på forummet som har forsøgt i evigheder og er sådan nogle positive mennesker skal kæmpe sådan og ikke engang kan få det dækket af det såkaldte velfærdssamfund.

Men jeg bliver først rigtigt vred når folk skyder vores nye projekt i sænk med kommentaren : "Så må i jo bare adoptere". Som om vi har gjort alt hvad der er at gøre (vi har nu fåetlagt æg op for anden gang) Udover det er det bare ikke rigtigt for alle at adoptere.
Mit største ønske er at få et barn som biologisk er kommet af mig og min mand. Og som vokser i mig til det er klart til verden. Jeg har mange gange drømt om oplevelsen at være gravid, føde og amme et barn som er af mig og min mand.

Jeg tror ikke at vi ville kunne adoptere. Det er bare ikke det projekt vi er igang med.


Det lader til at vi er flere som kan blive lidt bitre og komme med sure opstød ;)

[Birgitte]

Puha, ja jeg kan sagtens sætte mig ind i det i siger.
Herhjemme gør vi meget ud at snakke om det og jeg bruger også meget min mor til at læsse af på.
Vi har været meget åben omkring vores situation så de fleste i vores omgangskreds ved hvilken situation vi står i.. Men hold kæft hvor er det bare svært nogle gange... især en dag som i dag hvor en af vores gode venner fortalte mig at de venter nr. 2.. fuck hvor er det svært. Så har de fået to i den tid vi ikke en gang har fået en.
Og nogle gange virker det total uretfærdigt at man skal bruge så mange penge på behandlinger når andre kan leve videre helt ubegrænset og tage på store ferier, købe hus og få børn bare de nærmest kigger på hinanden..
Suk hvor er livet uretfærdigt nogle gange og hvor er der mange der ikke kan sætte sig ind i vores situationer når de ikke selv har haft det tæt på.
Jeg synes også noget af det sværeste er uvisheden og følelsen af at man ikke kan planlægge noget som helst...

Mange hilsner
Birgitte