har i også sommerfugle i maven når i er behandling?

[babyskruk]

synes jeg har meget mere sommerfugle i maven her 3 gang og meget mere spændt på det hele (ikke på hvad der skal ske da det ved jeg forfra og bagfra efterhånden) men om hvor mange æg der kommer ud af det osv. Faktisk så snart vi fik smsen med at vi var tilmeldt 3 behandling gik jeg i panik og måtte anstrenge mig for ikke at ringe og aflyse behandlingen. Har ventet så længe på at komme igang men tror jeg blev skræmt af tanken om at det rent faktisk er muligt det kan lykkes denne gang. De andre 2 gange havde jeg et kompliceret forhold til det da jeg følte mig usikker på om vi ville være heldige eller ej. Føler mig komplet sær over at blive skræmt om tanken om at det måske lykkes når vi trods alt har prøvet i 4 år. Måske fordi jeg med tiden har mistet håbet lidt. Synes det er spøjst for man skulle tro jeg istedet først følte det umuligt at det kan lykkes nu det 2 gange er endt i et stort nederlag. Det tog mig mange måneder at komme mig over at det mislykkes sidste gang og 1 gang tog det mig en 3-4 mdr at acceptere at det mislykkes.

undskyld alle mine forvirrende tanker

[zoo]

Dine tanker er da slet ikke forvirrende......kan godt følge dine tanker. Jeg synes at det det har taget dig lang tid at komme over, gør at du så også er klar og tankerne har fået lov at forplante sig og blive tænkt og ikke bare pakket væk og så går vi bare igang igen. Din krop har fået lov at blive klar igen. Så nyd sommerfuglene og tro på det!

Knus Zoo

[Aurum]

Jeg bliver nervøs hver gang det rammer mig hvor meget mit liv muligvis ændrer sig meget snart.
Faktisk kan jeg i øjeblikke blive så nervøs, at tanken om usikkerheden for om det lykkes denne gang (den gør mig normalt utålmodig) kan berolige mig i de øjeblikke.

Jeg tror at det er fordi jeg indstiller mig ved hvert forsøg på at det slet ikke et sikkert der sker noget. Selvfølgelig håber jeg det, men nogle gange skræmmer tanken mig også.
Jeg kender mit liv nu og selvom forandringerne er noget jeg ønsker brændende, er det også et helt fremmede land.

De to gange jeg er blevet gravid har jeg været voldsomt nervøs indimellem for at noget skulle gå galt og bare den mindste tanke kunne bringe mig helt ud af den.

Tanken om at det lykkes gør mig næsten lige så bange som tanken om at det ikke lykkes.. egentligt noget pjat, men selvom ventetiden er ulidelig er den også enormt tryg.

Så jeg tror godt at jeg forstår dig.... selvom jeg ikke synes det føles som sommerfugle, men nærmere panik ;)
Heldigvis sker det ikke så ofte i forbindelse med behandlingen. Og jeg har hørt at det er MEGET normalt i løbet af graviditeten, men jeg må stadig prøve at styre det så mine bekymringer ikke løber løbsk..

[babyskruk]

Dine tanker er da slet ikke forvirrende......kan godt følge dine tanker. Jeg synes at det det har taget dig lang tid at komme over, gør at du så også er klar og tankerne har fået lov at forplante sig og blive tænkt og ikke bare pakket væk og så går vi bare igang igen. Din krop har fået lov at blive klar igen. Så nyd sommerfuglene og tro på det!

Knus Zoo

først og fremmest tusind ták for dit svar. Det er rart at dele sine tanker med nogle der forstår. Nyder bestemt også sommerfuglene. Det er fantastisk at kunne nyde bare en lille smule i behandling og ikke kun være nervøs omkring det. Men hvor jeg dog stadig håber det lykkes denne gang så vi ALDRIG skal det her igennem igen. Har fuldkommen mistet lysten til at få flere børn når det skal foregå på denne måde. Så snart det lykkes at blive gravid er det slut med at få børn med mindre de kommer på naturmåden. Vil kun have 2 børn hvis det ender med tvillinger eller hvis de tilfældigt kommer på naturmåden. Og vil have hormonspiral når jeg har fået ønskebarnet med manden. For hvis vi endelig skal lave nogle naturligt så bliver det tidligst om 4-5 år fra den første bliver født (pga personlige grunde)

[babyskruk]

Jeg bliver nervøs hver gang det rammer mig hvor meget mit liv muligvis ændrer sig meget snart.
Faktisk kan jeg i øjeblikke blive så nervøs, at tanken om usikkerheden for om det lykkes denne gang (den gør mig normalt utålmodig) kan berolige mig i de øjeblikke.

Jeg tror at det er fordi jeg indstiller mig ved hvert forsøg på at det slet ikke et sikkert der sker noget. Selvfølgelig håber jeg det, men nogle gange skræmmer tanken mig også.
Jeg kender mit liv nu og selvom forandringerne er noget jeg ønsker brændende, er det også et helt fremmede land.

De to gange jeg er blevet gravid har jeg været voldsomt nervøs indimellem for at noget skulle gå galt og bare den mindste tanke kunne bringe mig helt ud af den.

Tanken om at det lykkes gør mig næsten lige så bange som tanken om at det ikke lykkes.. egentligt noget pjat, men selvom ventetiden er ulidelig er den også enormt tryg.

Så jeg tror godt at jeg forstår dig.... selvom jeg ikke synes det føles som sommerfugle, men nærmere panik ;)
Heldigvis sker det ikke så ofte i forbindelse med behandlingen. Og jeg har hørt at det er MEGET normalt i løbet af graviditeten, men jeg må stadig prøve at styre det så mine bekymringer ikke løber løbsk..

de andre gange har jeg været helt panisk ang om det mislykkes. Så det er nok derfor jeg undrer mig over jeg rammes af panik om det lykkes denne gang. Personligt har jeg valgt ikke at tænke på om det lykkes eller ej og fokusere på det lykkes og så tage det som det kommer hvis blodprøven endnu engang er negativ. Orker ikke alle tankerne om det ikke lykkes. Hvis det mislykkes så tager vi den derfra men gider ikke bekymre mig på forhånd. Specielt ikke når det lige så godt kan gå godt som det kan gå dårligt. Men har så heller intet der står i vejen for at gå direkte igang i det private, så måske det er derfor jeg ikke føles mig som bekymret længere om det lykkes eller ej for det er ikke noget problem (andet end følelsesmæssigt). Pengene har vi så det er ikke det der er problemet. Vi kan sådan set fortsætte til det lykkes uanset hvor mange forsøg det kræver.

undskyld alt min blabren fik jo skrevet en hel roman da jeg først kom igang